Den hjemvendte missionær

Et af de tydeligste minder, som jeg har, fra jeg var missionær, er, hvor tæt jeg kom til Herren ved at bede regelmæssigt. I min tid lå missionshjemmet på State Street i Salt Lake City. Det var et stort hus, som var lavet om til missionærskole. Der var store sovesale med op til ti senge i ét rum. Vi ankom søndag aften.

Ugen før jeg skulle ud i missionsmarken var spændende. Der var mange fester og afskedsarrangementer. Jeg er bange for, at jeg ikke var tilstrækkeligt udhvilet og parat til den undervisning, som jeg skulle have i missionshjemmet. Jeg blev træt hen ad aftenen den første dag i missionshjemmet. Mens jeg ventede på, at de andre missionærer skulle gøre sig klar til at gå i seng, lagde jeg mig på min seng og faldt straks i søvn. Men jeg vågnede med fornemmelsen af, at jeg var omringet. Da jeg kom over min døsighed, hørte jeg, at der blev bedt. Jeg åbnede mine øjne og så til min store overraskelse alle ældsterne på min sovesal knæle omkring min seng og slutte dagen af med en bøn. Jeg lukkede hurtigt øjnene og lod som om, jeg sov. Jeg var for flov til at stå op og bede sammen med dem. Selv om min første oplevelse med bøn som missionær var pinlig, var det begyndelsen på to vidunderlige år, hvor jeg ofte bad Herren om vejledning.

På hele min mission bad jeg sammen med min kammerat hver morgen, når vi begyndte en ny dag. Dette gentog vi hver aften, inden vi gik i seng. Vi bad, inden vi studerede, vi bad, inden vi forlod vores lejlighed for at gå ud og banke på døre, og så bad vi selvfølgelig særlige bønner, når vi havde brug for særlig vejledning i vores missionering. Vore hyppige bønner til vor himmelske Fader gav os styrke og mod til at fortsætte det arbejde, som vi var kaldet til at udføre. Vi fik svar, nogle gange på forbløffende direkte og positive måder. Helligåndens vejledning syntes at øges, jo flere gange vi bad Herren om vejledning dagen igennem.

Når jeg ser tilbage på mit liv efter min mission, kan jeg se, at der har været perioder, hvor jeg har kunnet bibeholde den samme nærhed til Herren, som jeg havde på min mission. Der har også været perioder, hvor verden syntes at snige sig ind, og hvor jeg har været mindre konsekvent og trofast med mine bønner.

Kunne dette ikke være et godt tidspunkt at se lidt på os selv og se, om vi stadig har det samme forhold til vor himmelske Fader, som vi havde på vores mission? Hvis verden har ledt os bort fra at bede, har vi mistet en stor åndelig kraft. Måske er tiden inde til, at vi vækker vores missionærånd til live igen gennem hyppig, mere konsekvent og kraftig bøn.

Det næste dyrebare minde, som jeg har fra min mission, er dagligt studium af skriften. Den disciplin man får ved at følge en studieplan for at lære om evangeliet, var en vidunderlig og udbytterig oplevelse. Kendskabet til skrifternes lærdomme foldede sig ud på herlig vis som følge af personligt studium. Jeg kan huske, at jeg som missionær forundredes over, hvor fuldkomment Herren har lagt en plan for sine børn her på jorden, og hvordan han i alle jordens uddelinger har inspireret sine profeter til at nedskrive sin færd med dem. Hans ord er altid positive og direkte og åbenbarer de velsignelser, som kommer af at følge hans lov og hans vej.

Vi studerede også en time eller mere sammen med vores kammerat hver dag. Med to par øjne, der granskede rigets lære, syntes vores forståelse at mangedobles. Vi læste sammen og talte derefter om den indsigt, vi havde fået.

Vi fik større indsigt, når vi dagligt studerede alene og sammen med vores kammerat. Denne praksis bragte os tættere sammen som kammerater og gav os større indsigt i rigets lære.

Når vi forlader vores mission, har vi ikke længere en kammerat til at hjælpe os med at holde fast i vore studievaner, men det betyder ikke, at vi skal holde op. Hvor ville det være fantastisk at studere skrifterne sammen med vores familie hver dag, når vi kommer hjem. Kan vi ikke invitere bofæller og venner til at studere sammen med os, hvis vi rejser hjemmefra? Holder man det at studere regelmæssigt sammen ved lige og deltager i institutklasserne, vil det hjælpe os med at have rigets lære præsent i vores sind og hindre de verdslige problemers indtrængen. Når vi bliver gift, har vi selvfølgelig en evig partner, som vi kan studere sammen med og drøfte evangeliets lærdomme med.

Skrifterne er der altid til at give os en større forståelse af formålet med livet og med, hvad vi skal gøre for at gøre livet mere tilfredsstillende og udbytterigt. Vil I ikke nok holde fast i at studere skrifterne alene og sammen med en kammerat.

Kan I huske den glæde, som det giver at undervise nogen i evangeliet, nogen som hele deres liv ikke har haft disse lærdomme, og den begejstring man føler, når man underviser i Herrens lov og de velsignelser, som vi får ved at følge ham? Vil I nogensinde glemme glæden over den første, som I fik døbt på jeres mission?

Da jeg var missionær, var der ikke dåbsbassin i kirkebygningerne. Den første, jeg fik døbt, blev døbt i Sciotofloden i Ohio. Det var en kølig efterårsdag, og vandet føltes endnu koldere end luften. Jeg husker stadig chokket, da jeg gik ud i den kolde flod, mens jeg opmuntrede min undersøger til at følge mig. Men kulden i luften og vandet føltes ikke, da jeg udførte dåbsordinancen. Jeg glemmer aldrig synet, da jeg så den døbte komme op af vandet og dennes strålende ansigt.

Muligheder for at undervise i evangeliet og døbe er ikke forbeholdt dem, som har et missionærskilt på. Jeg undrer mig over, hvorfor vi tillader gløden ved missioneringen at mindskes, når vi vender tilbage til vore aktiviteter i verden.

Der har aldrig været noget tidspunkt i menneskehedens historie, hvor vi har været bedre i stand til at undervise vor himmelske Faders børn i evangeliet her på jorden. Og de synes at have mere brug for det i dag end nogensinde før. Vi ser troen mindskes. Vi ser tiltagende kærlighed til verdslighed og de moralske værdiers forfald, som begge vil medføre forøget hjertesorg og fortvivlelse. Det, som vi har brug for, er en hær af hjemvendte missionærer, som atter melder sig til tjeneste. Selv om hjemvendte missionærer ikke bærer et missionærskilt, kan de være i besiddelse af den samme beslutsomhed og målbevidsthed i at bringe evangeliets lys til en verden, som kæmper for at finde vej.

Jeg opfordrer jer hjemvendte missionærer til at genindvie jer selv for at blive fyldt med ønsket om at missionere og få missioneringens ånd. Jeg opfordrer jer til at se ud, være og handle som vor himmelske Faders tjener. Jeg beder til, at I atter må beslutte jer for at forkynde evangeliet, så I kan tage mere aktivt del i dette store værk, som Herren har kaldet os alle til at udføre. Jeg lover jer, at der venter jer store velsignelser, hvis I fortsætter med den iver, som I engang havde som fuldtidsmissionærer.

Gå fremad med ny iver og beslutsomhed og lad evangeliets lys skinne for denne oprørte verden gennem jeres eksempel. Dette er Herrens værk, som vi deltager i. Gud lever. Jesus er Kristus. Vi tilhører hans kirke. Dette er mit vidnesbyrd til jer.