Det lærte jeg af et akvarium

Et medlem af vores biskopråd vidste, at min niårige datter havde et akvarium, og en dag spurgte han, om hun ville have nogle fisk. Hans familie skulle på ferie og var nødt til at tømme deres akvarium. Hun tog straks imod tilbuddet, og til min datters store glæde var der en gravid guppy med i stimen.

Da vi kom hjem fra kirke en eftermiddag, foretog min datter sit rutinetjek af akvariet for at se, om alle fisk var glade og raske. Til hendes overraskelse fik hun øje på fire små, nyfødte fisk. Moderguppyen var begyndt at føde. Hun skyndte sig at flytte fiskeungerne over i en sikkerhedsboks, hvor de var beskyttet mod de større og mere aggressive fisk. Men i begejstringen forsvandt en af de nyfødte guppyer. Min datter græd af skuffelse, da hun fandt den liggende blandt de små sten på bunden af akvariet. Hun forsøgte af skovle den op i nettet, så hun kunne bringe den i sikkerhed, men hun kunne ikke flytte den lille guppy uden at skade den.

Alle de andre små guppyer blev fanget og selv om sikkerhedsboksen myldrede med snesevis af fiskeunger, så var min datters opmærksomhed rettet intenst mod den, der var faldet ned blandt stenene. Hun sad klar til at flytte den over i boksen, så snart den kunne bevæge sig. Hun ville ikke ind og spise aftensmad, men sad bare vagt ved akvariet i fire timer.

Da jeg iagttog hende, rørte det ved nogle velkendte, dybe følelser. Jeg tænkte på den gode Hyrde, som forlader sine 99 får for at søge efter det ene, som er faret vild (se Luk 15:3-7; Joh 10:11-14). Vi ved alle, hvordan det føles at være faret vild, plaget eller åndeligt syg. Men vor Frelser opgiver os aldrig. Han står altid klar med udstrakte arme, parat og villig til at redde os, styrke os og velsigne os.

Selv om vi måske ikke altid er klar over det, så våger vor himmelske Fader og vor Frelser, Jesus Kristus, ømt og opmærksomt over os dag og nat og er bekymrede for vores velfærd og de stier, som vi vælger at vandre ad. Med uendelig kærlighed giver de deres engle befaling om at værne om os, mens de venter på, at vi samler kræfter og tro til at søge sikkerhed og fred i deres favn.

Senere den dag blev min datters bekymring for guppyen belønnet. Efter hendes timelange, trættende venten og håben begyndte den lille fisk endelig at sno sig og langsomt komme ud fra stenene. Forsigtigt anbragte hun den i den trygge sikkerhedsboks. Det var et rigeligt vidnesbyrd for mig om kærlighedens styrkende kraft.