Tonganere finder Herren

Liola Christine Nau Hingano er opvokset i Kirken, og hun så ofte missionærerne tjene i sit lokalsamfund. »Jeg ville selv på mission,« siger hun. Men det skulle ikke blive let at tjene.

Kort tid efter at Liola havde indsendt sin missionæransøgning, blev hun meget syg. Lægerne opdagede, at hun havde en svulst, som de måtte fjerne ved en operation. Mens Liola lå på hospitalet, modtog hun sin missionskaldelse – til Tonga. Hun havde to måneder til at komme til hægterne igen, inden hun skulle begynde på sin mission, men det var en hård tid for Liola, fordi hendes forældre mente, at det ville være alt for hårdt for hende at udføre en mission, så de ønskede ikke, at hun skulle tage af sted.

»Men jeg troede på, at når Herren havde kaldet mig, skulle jeg nok klare det, så jeg besluttede at tage af sted,« siger hun. »Da jeg ankom til missionærskolen, gav missionspræsidenten mig en velsignelse og sagde, at når jeg tjente Herren, ville jeg være lige så rask som enhver anden missionær.

Mit første missionsområde var meget krævende. Vi gik flere kilometer hver dag for at nå frem til det område, som vi arbejdede i. Vi bar på vore skrifter, og solen bagte ned på os. Men jeg vidste, at jeg nok skulle klare det, fordi jeg havde modtaget en præstedømmevelsignelse, der bekræftede det. Og det gjorde jeg. Jeg havde aldrig nogle problemer på grund af min tidligere sygdom.

Jeg er meget taknemlig for, at jeg havde mod til at udføre en mission og ikke vende om. Det har været afgørende for, hvem jeg er i dag – og for mit vidnesbyrd. Jeg tror på vor Frelser og vor himmelske Fader.«

Ligesom Liola tjente trofast på grund af sit vidnesbyrd, har også andre opnået et vidnesbyrd ved lydighed. Det var tilfældet med ‘Anau Vuna Hala. ‘Anau blev døbt som dreng, men blev næsten straks inaktiv. Selv om hans søster var aktivt medlem af Kirken, havde ‘Anau ikke noget ønske om at vende tilbage til Kirken, og det gjorde han da heller ikke i mange år.

Som voksen giftede han sig med Kinakuia (Kina) Hala, der er sidste dages hellig. En dag opdagede han noget, som bekymrede ham: Hans hustru var begyndt at betale tiende.

»Jeg var skuffet,« siger ‘Anau. »Jeg tjente ikke ret meget som skolelærer. Jeg ville ikke have, at hun blev ved med at betale tiende. Det skændtes vi om i mange år.«

Kina gjorde alt for at overbevise sin mand om, at det var en god idé at betale tiende. »Hun fik hjemmelærerne til at undervise os om tiendeprincippet,« siger ‘Anau. »Jeg fik mange lektioner om tiende, men jeg sagde fortsat nej.

Men så en dag udfordrede min hustru mig til at efterleve tiendeloven sammen med hende og se, hvad der skete. Det var en svær beslutning for mig, men jeg ville gerne have fred i hjemmet, så jeg sagde ja.«

Ikke længe efter begyndte ‘Anau at bemærke små forandringer i deres liv. »Når vi betalte tiende først og derefter vores regninger, havde vi meget lidt til overs,« forklarer han. »Men så modtog vi velsignelser. Somme tider modtog vi uventet hjælp fra familiemedlemmer i udlandet eller hjælp andre steder fra. Vi havde altid nok.«

Velsignelserne var ikke kun af økonomisk art. ‘Anau siger: »Jeg blev aktiv i Kirken. Vi var lykkeligere derhjemme. Vi besluttede at adoptere et spædbarn, selv om vi vidste, at dets mad og andre fornødenheder var dyre. Men vi vidste, at hvis vi var trofaste og betalte tiende og gjorde det, som Herren krævede, skulle det hele nok ordne sig. Jeg fik endda et bedre job på Liahona High School, som er Kirkens skole. Og vi blev beseglet i templet.

Vi mener, at vores største velsignelser er den fred og glæde, som vi føler ved visheden om, at vi kan klare vore økonomiske vanskeligheder, hvis vi betaler tiende. Lige fra det øjeblik jeg godtog princippet, har Herren velsignet min familie. Jeg ved, at det er sandt.«

Kumifonua (Fonua) Taumoepenu erfarede, at overbevisningens kraft kan komme selv efter perioder med tab og inaktivitet. Kort tid efter sin dåb i 1995 tjente Fonua i mange forskellige stillinger i Kirken. Han arbejdede også for et sodavandsfirma og havde stor succes, så han steg hurtigt i graderne. Men han var ofte hjemmefra og begyndte at glide væk fra sin åndelige overbevisning. Efter et stykke tid begyndte han at dyrke aktiviteter, som han vidste, han burde holde sig fra.

En dag stødte Fonua ind i en flok mænd, der ganske uprovokeret gennembankede ham så meget, at han måtte på hospitalet. Mens Fonau var indlagt, begyndte han at reflektere over sit liv og de tåbelige beslutninger, han havde truffet. »Jeg blev klar over, at der var noget galt med den måde, jeg levede på,« siger han. »Mit eksempel fik også mine børn til et træffe tåbelige valg. De gjorde meget, som de ikke burde gøre.«

Fonua besluttede, at det var på tide at ændre kurs. Han arbejdede hårdt på at omvende sig, blev værdig til at komme i templet og begyndte at komme der regelmæssigt. En aften sad han i templet og tænkte over sit liv. »Jeg vidste, at jeg var værdig til at være der,« siger han, »men jeg følte mig utilpas. Jeg så tilbage på mit liv og vurderede, hvad jeg havde udrettet. Jeg havde ikke været en god Herrens tjener. Og jeg havde brug for nogle svar. Jeg ville have et nyt job, så det ville være lettere at holde mig ren.«

Fonau var netop blevet tilbudt et vellønnet job i New Zealand. Hans familie havde opfordret ham til at tage imod det, fordi sådanne job var svære at få. »Men jeg var urolig for at efterlade min familie i Tonga og for, om jeg kunne leve et rent liv så langt hjemmefra,« siger han.

Mens Fonua sad i templet, udgød han sit hjerte for vor himmelske Fader i bøn. »Jeg lovede over for mig selv og Gud, at jeg ville gøre det, som han ønskede. Det var anderledes end noget andet løfte, jeg før havde givet. Og der i templet modtog jeg et svar om, hvordan jeg kunne forandre mit liv for stedse.«

I stedet for at tage imod jobbet i New Zealand besluttede Fonua at blive i Tonga og lede efter et bedre job. På dette tidspunkt blev han kaldet som tempeltjener. Han siger, at da han tjente trofast, »velsignede Herren mig for mine retfærdige valg.« Fonua sikrede sig snart en stor kontrakt på rengøring af huse. »Det var en fantastisk velsignelse. Jeg kunne blive i Tonga hos min familie, forsørge dem og tjene i templet.

Alt, hvad jeg har, alle mine velsignelser, udspringer af at tjene Herren. Jeg vil aldrig glemme den stund i templet. Selv mine børn er blevet velsignet. Tidligere havde de voldt problemer for Kirkens medlemmer. Men de ændrede sig. De er aktive i Kirken. Der er glæde i vores hjem nu – takket være Herren.«

For Vaea Tangitau Ta‘ufo‘ou har det at være et trofast medlem af Kirken betydet store fysiske ofre. Da han som 19-årig blev medlem af Kirken, boede ham på Foa, en af de ydre øer i øgruppen Ha‘apai. En af hans første kaldelser var som leder for de unge. Ligesom andre ledere deltog han ofte i møder i Pangai, en by på naboøen. For at nå dertil skulle han gå 11 km til enden af øen. Så måtte han vente på, at det blev ebbe, så han kunne gå over til naboøen gennem det lave vand – hvis strømmen på det tidspunkt altså ikke var for stærk – og så fortsætte indtil han nåede frem. Turen tog det meste af dagen, og nogle gange måtte han overnatte, inden han kunne vende hjem.

»Det var en udfordring at komme til vore møder,« siger Vaea. »Men det tog ikke modet fra os. Det styrkede vores vidnesbyrd.«

Tidligere i livet havde Vaea hadet Kirken på grund af nogle løgnehistorier, som andre i landsbyen havde fortalt. Så blev hans familie venner med nogle medlemmer af Kirken. Deres gode eksempel blødgjorde familien Vaeas hjerte, og hans søster blev døbt. Et år senere blev han selv medlem og tjente hurtigt flittigt.

Nogle år senere var deres distrikt vokset betydeligt og havde potentialet til at blive en stav. Efter møderne i Pangai skulle Vaea og de andre hjem. Men distriktspræsidenten ønskede, at de kom tilbage til møderne næste morgen og bad dem om at komme til tiden. For at nå frem og tilbage måtte Vaea løbe det meste af vejen.

»Jeg var så udmattet, at jeg troede, at jeg var lige ved at dø, for distriktspræsidenten havde også bedt os om at faste, så vi kunne organisere staven. Men jeg klarede det. Jeg erfarede vigtigheden af at komme til vore møder og være der til tiden, trods alle udfordringer. Jeg tror, at jeg modtog min kaldelse som biskop kort efter, fordi jeg var villig til at yde ofre for at tjene og være lydig. Jeg tror også, at vores faste spillede en væsentlig rolle. Ikke længe efter kom præsident Howard W. Hunter (1907-1995) og organiserede staven.«

Men Vaeas største udfordring var nok at komme i templet og blive beseglet. Han og hans kæreste havde besluttet at gifte sig, og de ville begge giftes i templet. Men det nærmeste tempel lå i New Zealand, og det kostede mange penge at rejse dertil.

»I et helt år fastede vi sammen hver tirsdag for at finde ud af, hvordan vi kunne komme til templet. Hun boede stadig på en ø oppe nordpå, og jeg boede i Ha‘apai. Det var vanskeligt. Men da to forretningsmænd hørte vores historie, følte de sig inspireret til at hjælpe os. De betalte faktisk for vores rejse. De sagde, at hvis vi virkelig ville giftes i templet, skulle de nok ordne det. Jeg havde hverken ejendele eller job, så jeg kunne betale dem tilbage, men de ville ikke have noget. Det var en fantastisk velsignelse.«

Ligesom taroplanterne og kokospalmerne nærer dem, der passer dem, har disse tonganske hellige lært, at Herren velsigner dem, der tjener ham. Og ligesom bølgerne konstant skyller ind over Tongas kyster, er Herren en konstant faktor i disse medlemmers tilværelse. Om det så har været gennem omvendelse eller tiendebetaling eller blot daglig efterlevelse, så har de fundet fred, trøst og glæde, når de har viet sig selv til Herrens tjeneste. Og de vidner om, at sådanne velsignelser er til rådighed for enhver, der vil forpligte sig på samme måde (se Mosi 2:24, 41; L&P 130:20-21).