Bring Kristus ind i vore hjem

Da jeg for en del år siden hørte en ung kvinde i vores menighed recitere »Den levende Kristus«,¹ besluttede jeg, at jeg også ville lære det udenad. Jeg tog et lille eksemplar af erklæringen med mig, når jeg løb om morgenen. Det var det ideelle tidspunkt for mig at tænke på, fordi jeg var helt alene og uforstyrret. Efter flere måneder på den måde var jeg i god fysisk form – og jeg havde lært teksten udenad.

Selv om det føltes herligt at »fuldføre« det, så var de langvarige fordele endnu bedre. Jeg begyndte at tænke mere på Jesus Kristus, hans liv og tjenestegerning og ønskede at blive mere som han. Jeg behandlede min mand og vores børn med større tålmodighed og kærlighed. Jeg fandt større fred og lykke i alt, hvad jeg foretog mig. Og jeg følte større glæde ved at vise omsorg og kærlighed til min omgangskreds. Og ligesom Lehi, der spiste af frugten fra livets træ, ønskede jeg, at min familie skulle opleve det, jeg havde oplevet (se 1 Ne 8:12).

Jeg begyndte at se efter muligheder for at undervise mine børn i »Den levende Kristus«. Jeg var klar over, at de var små (den ældste var 11), og at denne dyrebare erklæring var ret lang. Men jeg havde et ønske om at undervise min familie, og efter at jeg havde bedt og tænkt over det ofte, viste Ånden mig, hvordan jeg skulle gøre.

Jeg havde længe samlet på billeder, som jeg klippede ud af gamle kirketidsskrifter. Jeg fandt den æske, som jeg opbevarede dem i og tog billeder frem, som syntes at passe til forskellige passager fra »Den levende Kristus«. Til »Han var Det Gamle Testamentes store Jahve« fandt jeg for eksempel et billede af Kristus, der, som Jahve, taler med Moses. Til den næste sætning »Under sin Faders ledelse« fandt jeg et billede af vor himmelske Fader og Jesus Kristus, der står sammen. I løbet af meget kort tid havde jeg samlet mange billeder og sat dem sammen med den tilhørende tekst fra »Den levende Kristus«.

December syntes at være det perfekte tidspunkt til at lade familien fokusere på »Den levende Kristus«. Vore børn blev begejstrede og kastede sig over projektet. Vi satte de billeder, som vi arbejdede med, op i køkkenet. Jeg lagde mærke til, at børnene sagde sætningerne, når de i løbet af dagen gik forbi billederne. Når alle havde lært de billeder, som hang på væggen, udenad, lagde vi dem væk og begyndte på et nyt sæt.

Sammen med hvert billede drøftede vi evangeliet og Jesu Kristi liv. Vores familieaftens lektioner var fyldt med beretninger og lektioner om Frelseren. Min mand underviste i nogle af begreberne fra »Den levende Kristus« og lærte os nye ting.

Familiebønnen fik dybere betydning, fordi børnene tænkte mere på ham, i hvis navn de bad. Ånden fyldte vores hjem. Vi havde det som Nefi, da han skrev: »Vi taler om Kristus, vi fryder os i Kristus, vi prædiker om Kristus« (2 25:26). Vores hjem er blevet et mere fredfyldt sted.

Velsignelserne er strømmet ind på måder, som jeg aldrig havde forestillet mig. Selv om jeg for eksempel havde prøvet at forenkle nogle af ordene til vores yngste barn, Joseph, som var fire, insisterede han på at lære hele erklæringen ord for ord. Det blev helt klart for mig en dag i kirken. Omslaget til nadvermødeprogrammet var udsmykket med et billede af Frelseren i Getsemane have, som vi havde brugt til vores udenadslære. Joseph pegede på billedet og sagde: »Se, mor. ›Han gav sit liv for at sone for hele menneskehedens synder.‹«

En anden uge havde vi problemer i kirken. Børnene var mere urolige, end de burde have været, især under nadveren. Den følgende aften talte vi om nadveren ved familieaften. Vi drøftede dens formål, og hvordan vi bør opføre os, mens nadveren bliver omdelt. Jeg spurgte børnene, hvad de tænkte på under nadveren. Vores tiårige Sharanne bemærkede, at hun tænkte på Jesu liv og ordene fra »Den levende Kristus«. Mere behøvede hun ikke at sige.

På et andet tidspunkt havde Joseph svært ved at gå i seng. Han var vrangvillig og pirrelig. Jeg bad ham om at fortælle mig lidt af »Den levende Kristus«. Da han begyndte, kunne jeg fornemme Ånden komme ind i værelset. Han faldt til ro og blev sit sædvanlige, glade jeg. Nogen tid senere, da han igen var urolig en aften, prøvede jeg det igen. Denne gang var hans svar helt anderledes: »Nej! Jeg vil ikke være glad!« Vores lille søn havde lært, hvad der kan ske, når man tænker på Jesus Kristus. Jesus var blevet mere virkelig for os alle sammen.

Den følgende påske havde vores familie lært »Den levende Kristus« udenad. Det var den dejligste firemånedersoplevelse, vi nogensinde har haft. Selv om projektet er forbi, ved jeg, at virkningen af det, som vi har lært, kan forblive hos hvert enkelt af familiens medlemmer resten af livet.

Jeg ved, at vor himmelske Fader og Jesus Kristus virkelig lever. Jeg er taknemlig over at have fået en bedre forståelse af deres virke og en dybere fornemmelse af deres kærlighed. Jeg takker Gud for den uforlignelige gave, som hans guddommelige Søn er, og for den smukke oplevelse, som det var at lære mere om ham og stræbe efter at blive mere som ham.