Håb ved evangeliets ordinancer

Jeg er født og opvokset i Filippinerne, hvor jeg traf min hustru, Monina. Det var også der, at vores søn Mark blev født. Midt i 1990’erne flyttede vores familie til Saipan, som er en lille ø i Stillehavet. Der var vi aktive medlemmer af et andet trossamfund. Nu og da så jeg unge mænd, som to og to gik rundt på øen, nydeligt klædt i hvide skjorter og slips. Jeg vidste, at de var sidste dages hellige missionærer, men jeg havde ikke nogen planer om at skifte kirke. Når jeg så dem komme i min retning, vendte jeg bogstaveligt om og løb den modsatte vej.

Min holdning til missionærerne ændrede sig, da to af vore venner, Mel og Soledad Espinosa, blev medlemmer af Kirken. De opfordrede vores familie til at tale med missionærerne og af ren nysgerrighed sagde vi ja til det. Vi mødtes med dem første gang i august 2007, og da missionærerne fortalte os om deres budskab, følte jeg noget meget stærkt. Mit hjerte bankede hurtigere, og jeg følte en kildren i hele kroppen. Jeg fandt senere ud af, at hele min familie følte sig inspireret og opbygget. Vore følelser blev stærkere i de følgende måneder, hvor vi hørte mere om Jesu Kristi evangelium.

På det tidspunkt hvor vi begyndte at mødes med missionærerne, følte Monina sig drænet for energi, og hun fik mærkelige knuder rundt om på kroppen. Hendes gigt blussede op, som den aldrig før havde gjort. Vi søgte lægehjælp, men ingen af prøverne gav os noget svar. Som månederne gik, fik hun det så dårligt, at hun fik brug for yderligere lægehjælp. I december fløj Monina til Filippinerne for at tale med lægerne der. Jeg blev på Saipan, så jeg kunne arbejde og tage mig af vores teenagesøn.

Inden Monina rejste, sagde hun, at hun ville døbes, når hun vendte tilbage til Saipan. Hun bad mig også om at blive ved med at mødes med missionærerne, selv om hun så gik glip af nogle af lektionerne. Jeg lovede hende, at Mark og jeg nok skulle fortsætte.

Mens hun var i Filippinerne, talte vi regelmæssigt sammen, så jeg kunne høre om hendes lægebesøg, og hun kunne høre, hvad vi havde lært om evangeliet. Min hustru fortalte, at hun havde færre og færre smerter for hver dag, og jeg var glad for, at lægebehandlingen gav resultat. Tidligt i januar 2008 købte jeg en flybillet, så jeg kunne besøge hende, men hun var sikker på, at hun snart ville være tilbage på Saipan, så der var ingen grund til at spilde penge på den rejse. Hun sagde, at hun elskede og savnede vores søn og mig, men forsikrede mig om, at alt nok skulle ordne sig.

Tre dage senere døde hun pludseligt. Årsagen: Uopdaget leukæmi. Mark og jeg var rystede – og sønderknuste. Vi rejste straks til Filippinerne til begravelsen og vendte så tilbage til Saipan. Det var vores livs sværeste tid.

Jeg følte en dyb sorg, der var så tung, at jeg havde svært ved at komme ud af sengen om morgenen. En særlig hård dag mindede Mark mig om noget, som missionærerne havde lært os. Han sagde: »Du skal ikke græde så meget, far. Mor er hos Gud. Hun er i åndeverdenen.« Hvor var jeg dog taknemlig for, at Gud havde gjort det muligt for Monina at lære mere om evangeliet, og at alle, som nogensinde har levet, får chancen for enten at modtage eller forkaste Jesu Kristi evangelium – enten i dette liv eller det næste.

Da jeg lærte mere om Jesu Kristi lærdomme, opdagede jeg, at vor himmelske Fader har gjort meget mere end det: Han har også gjort det muligt for hende at modtage de nødvendige ordinancer som fx dåb. Inden min hustru rejste til Filippinerne, havde vi talt om at blive døbt som medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Skønt hun ikke nåede at blive døbt i dette liv, har vor himmelske Fader ikke ladet os stå uden håb.

Mark og jeg stod over for mange prøvelser i de måneder, som fulgte. Da jeg vendte tilbage til Filippinerne til min hustrus begravelse, mistede jeg mit job. Jeg solgte vores bil for at betale for Moninas hospitalsregninger. Og Mark og jeg måtte vænne os til et liv uden Monina. Trods modgangen fandt Mark og jeg håb i vores nyfundne tro, og vi blev døbt i april 2008. I de måneder, som fulgte, fandt jeg et nyt arbejde og kunne betale hospitalsregningerne. Mark og jeg satte os det mål at deltage i vores grens rejse til templet i Manila i Filippinerne, så vi kunne blive beseglet som familie.

Da Mark og jeg havde sparet penge op og beredt os åndeligt, rejste vi til templet sammen med vores gren i maj 2009. Mens vi beredte os på rejsen, så vi på nært hold djævelens nedbrydende kræfter, såvel som vor himmelske Faders styrkende og opløftende kærlighed. Jeg blev meget syg, dagen før vi skulle rejse til templet. Nogle medlemmer fik uventede problemer med immigrationsmyndighederne, mens andre havde problemer med at få et pas. Vore venner, som havde præsenteret os for evangeliet, familien Espinosa, mistede deres arbejde, den uge hvor vi skulle rejse til templet. Og hvad værre var, et medlem af vores grenspræsidentskab, som skulle til templet for første gang, mistede sin far pga. pludselig sygdom, tre dage før vi skulle rejse. Men i sidste ende styrkede Herren hver enkelt af os og gjorde det muligt for 42 medlemmer af grenen at komme i templet. Seksten af os var der for første gang.

Den 13. maj 2009 er en dag, som jeg aldrig glemmer. Da jeg ankom til templet, forsvandt byrden og smerten ved min hustrus død straks. Selv om jeg til at begynde med var ret nervøs ved tempeloplevelsen, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre, eller hvor jeg skulle gå hen, blev jeg slået af den ro og fred, som jeg følte, da jeg trådte derind. Det var helt anderledes end de travle gader lige uden for templets døre.

Som dagen skred frem, blev min tempeloplevelse mere meningsfuld og stærk. Om morgenen udførte vores gren dåb for de døde. Mens jeg kiggede på, kom jeg til at tænke på min hustru, som blot halvandet år tidligere havde udtrykt ønske om at blive døbt. Jeg så opfyldelsen af det ønske, da en ven blev døbt på vegne af Monina.

Men den vigtigste del af rejsen kom, da jeg senere samme eftermiddag trådte ind i beseglingslokalet. Min hustru og jeg var blevet gift for mange år siden, men vi blev ikke viet i templet med vor himmelske Faders præstedømmemyndighed. Da min hustru døde, troede jeg, at jeg havde mistet hende for stedse. Men da jeg traf missionærerne, erfarede jeg, at familier kan blive beseglet til hinanden for al evighed i templet.

Da jeg trådte ind i beseglingsværelset i templet i Manila, blev jeg overvældet af følelserne. Lige siden min dåb havde jeg vidst, at evangeliet virkelig bragte velsignelser, men i det øjeblik forstod jeg pludselig deres værdi. Da Mark og jeg knælede ved alteret for at blive beseglet som familie, fornemmede jeg min hustrus nærvær. Jeg kunne høre hendes stemme, og det var, som om jeg holdt hendes hånd. Jeg fornemmede Moninas tilstedeværelse af hele mit hjerte. Da vidste jeg, at vi var en evig familie.