Vore missionærægtepar

Søster Frandsen: »Vi havde altid talt om at tage på mission, når børnene var blevet store. Da tiden var inde, var det svært at blive enige om, hvor vi ville hen, og hvad vi kunne udrette. Efter mange drøftelser foreslog ældste Frandsen, at vi overlod valget til Herren. Da vi modtog vores kaldelse, blev vi ovenud lykkelige. Vi betragter det som en ganske særlig velsignelse!«

Ældste Frandsen: »Det har været en yderst berigende oplevelse at vende tilbage efter 44 år. I et område, hvor der engang kun var en lille bitte gren i en lejet bygning, står der nu et smukt stavscenter. En otteårig dreng, som jeg kendte dengang, er i dag hengiven stavspræsident. Fremgangen i denne del af verden har i sandhed været fantastisk. Hver dag er der nye åndelige oplevelser, når søster Frandsen og jeg arbejder på at hjælpe andre med at opnå eller styrke deres vidnesbyrd.«

Ældste Frandsen: »Vi har fået mulighed for at anvende vores talenter og erfaringer, og vi har opdaget talenter, som vi ikke anede, at vi havde. Jeg har formået at genvinde meget af mit kinesiske. Søster Frandsen kan svare telefonen på kinesisk og kan læse navne, så hun kan videresende posten. Vi føler, at vore gamle hjerner har godt af at lære nye færdigheder!«

Søster Frandsen: »Jeg var lidt bekymret for at skulle være væk fra børn og børnebørn. Men der findes enestående teknologiske landvindinger inden for kommunikation, som missionærægtepar kan nyde godt af. På nogle områder hører og ser jeg mere til familien, end jeg gjorde, da vi var hjemme. Vi får mindst fire nye børnebørn, mens vi er her, og det betragter vi som en af de allerstørste velsignelser. Selv om jeg går glip af at holde de nyfødte, så får vi jo billeder og filmklip, så snart der sker noget. Så snarere end at trække os væk fra familien har vores mission på mange måder bragt os tættere på den.«

Ældste Frandsen: »Faktisk føler vi, at vi har fået en større familie ved at tage på mission. Vi er ›bedsteforældre‹ til missionærerne. Hver dag glæder vi os over at høre de unge missionærer fortælle om deres mission. Vi elsker dem – og de elsker os! Nyder I ikke også at høre hjemvendte missionærer fortælle om deres oplevelser med at forkynde? Vi får lov at høre om de oplevelser hver eneste dag, mens de stadig er friske og stort set uredigerede. Det er en uvurderlig oplevelse at se missionærer modnes og udvikle sig til effektive undervisere og ledere i evangeliet!«

Søster Frandsen: »Mens vi har været væk, har vi alligevel missioneret hjemme i Arizona. To af vore bedste venner har inviteret missionærerne hjem. Desuden har vores datter og hendes mand besluttet at fortælle andre om evangeliet. Det førte til, at en af deres venner for nylig blev døbt. Jo mere vi stræber efter at tjene, desto flere velsignelser modtager vi. Vi vil altid stå i gæld til Herren.«

Ældste Frandsen: »Missionering er aldrig kedeligt! Der er nye udfordringer og nye oplevelser hver eneste dag. Udover vore opgaver på kontoret underviser vi i engelsk hver lørdag morgen og i gæsteklassen om søndagen. To gange om ugen underviser vi i engelsk som fremmedsprog for hjemvendte missionærer. Vi medvirker også til at finde og undervise undersøgere. Enhver mulighed for at tjene åbner nye døre for forkyndelsen af evangeliet.«

Søster Frandsen: »En af mine største bekymringer var helbredsmæssige problemer; men i stedet er vi begge blevet velsignet med godt helbred. Vi har en fornuftig arbejdstid som missionærer. Vi står tidligt op, går tidligt i seng, motionerer hver dag og spiser sundt. Herren velsigner missionærer med styrke til at udføre deres hverv. Man skal ikke være bekymret!«

Ældste Frandsen: »Vi smiler nogle gange, når folk derhjemme mener, at vi yder et offer. Offeret er minimalt sammenlignet med velsignelserne, glæden og den tilfredsstillelse, som Gud giver os hver dag.«

Ægteparret Frandsens erfaringer er typiske for de bemærkninger, vi hører fra andre missionærægtepar, som tjener rundt omkring i Asien. For nylig blev et missionærægtepar følelsesmæssigt berørt, da de fik at vide, at de kunne afslutte deres mission en måned tidligere, så de kunne være hjemme til jul. Vi antog, at deres tårer var glædestårer, fordi de kunne blive genforenet med deres børn og børnebørn til jul. Vi var ikke klar over, at det var bedrøvelsens tårer. De vidste, at de måske aldrig fik mulighed for at tjene på mission igen, så de ville tilbringe den sidste jul i missionsmarken!

Jeg hylder vore missionærægtepar. De modtager virkelig kraft, hvor det er nødvendigt, når de skal lægge grundvolden til denne kirke og bringe den frem, ud af dunkelhed og mørke.