2010
100-året for Mormontabernakelkorets første indspilning
September 2010


100-året for Tabernakelkorets første indspilning

For et hundrede år siden i denne måned foregik Mormontabernakelkorets første indspilning i Tabernaklet på Tempelpladsen. For at markere jubilæet har koret udsendt et sæt med 3 dvd’er: 100: Celebrating a Century of Recording Excellence, hvorpå der er udvalgte numre med musik fra 100 års indspilninger.

I vore dage er der mange, der er enige med den berømte dirigent Eugene Ormandy, som sagde: »Mormontabernakelkoret er det største kor i verden.«1 Men i de første par årtier efter dets dannelse i midten af 1800’tallet forblev Tabernakelkoret stort set ukendt, fordi kun få mennesker i verden havde hørt dem optræde. Men så i 1909 – 32 år efter opfindelsen af fonografen – gik Columbia Phonograph Company med til at forsøge at optage korets og orglets majestætiske lyd. Det var en svær opgave i betragtning af datidens begrænsede teknologi, som virkede fint for solister, men som generelt ikke kunne skabe kvalitetsoptagelser af større grupper.2

Alexander Hausmann, den ledende lydtekniker, brugte tre dage sidst i august og først i september 1910 til at ophænge to lange optagehorn »fra et reb, der gik tværs over fra balkon til balkon, hvor hornenes store tragt dækkede – den ene sopraner og alter, den anden tenorer og basser.«3

Salt Lake Herald rapporterede, at mr. Hausmann foretog 25 optagelser: 12 med koret, 10 med tabernakelorganisten John J. McClellan, 2 med bror McClellan og violinisten Willard E. Weihe samt én med den tidligere tabernakelorganist Joseph J. Daynes sen.4

Selv om man ikke ved, hvor mange plader der blev solgt, eller hvor vidt omkring de kom, så var offentlighedens reaktion positiv. J. A. Vernon, der som missionær tjente i Larned i Kansas, rapporterede i et brev, der blev trykt i Improvement Era i februar 1911: »Vi modtog for nylig nogle fonograf-plader med sange og soloer med Tabernakelkoret og orglet. Når folk hørte dem afspillet, blev de nysgerrige, hvilket gav os mange muligheder for at forklare evangeliets principper.«5

Siden disse første meget primitive indspilninger i 1910 har Tabernakelkoret udsendt over 175 album, bl.a. to, der hver har solgt over en million eksemplarer. En af korets indspilninger modtog en Grammy i 1959, og et andet album modtog to Grammy-nomineringer i 2007. Men vigtigere end priser og belønninger er dog den virkning, som korets musik har på dets lyttere. Selv om teknologien har ændret sig dramatisk gennem de sidste hundrede år, bevæger og inspirerer korets indspilninger stadig mennesker, ligesom de gjorde i 1910.

Noter

  1. I Charles Jeffrey Calman, The Mormon Tabernacle Choir, 1979, s. 178.

  2. Se »Big Choir Sings into Phonograph«, Deseret Evening News, 2. sep. 1910, s. 5.

  3. »Music and Musicians«, Deseret Evening News, 3. sep. 1910, s. 15.

  4. Se »Last Records Secured«, Salt Lake Herald-Republican, 3. sep. 1910, s. 14.

  5. »Messages from the Missions«, Improvement Era, feb. 1911, s. 354.