Jeg ville ønske, at jeg kunne fortælle hele verden om evangeliet. Men når jeg prøver, føler jeg mig utilstrækkelig. Hvordan kan jeg lære at fortælle om det, jeg tror på?
Folk bærer vidnesbyrd på meget forskellig vis. Nogle mennesker har let ved at bære vidnesbyrd for andre mennesker. Andre kan skrive deres vidnesbyrd på en meget smuk måde. Andre igen fortæller om deres tro gennem musik og kunst. Vidnesbyrd bæres også ved vores eksempel, den måde vi lever på.
Når du bærer dit vidnesbyrd, styrkes det, og du opnår tillid, ikke bare til dig selv, men også til dit vidnesbyrd. Bed om hjælp og styrke til bedre at udvikle din evne til at fortælle andre om det, du tror på. Herren har lovet, at hvis du vil åbne munden, så skal den blive fyldt (se L&P 33:8).
Hvis du er bange for at tale, mens andre hører på dig, så prøv at skrive dit vidnesbyrd ned og læse det højt for dig selv. Det kan hjælpe dig til at føle dig tryggere ved at bære dit vidnesbyrd. Begynd med at bære det for din familie og nære venner. Tag små, enkle skridt og stol på Herren, så vil du med tiden føle dig mere tryg ved at bære dit vidnesbyrd ved møder eller over for andre, du møder.
Tænk ikke på, hvad andre tænker om dig. Hvis de er parate, vil dit vidnesbyrd indbyde Helligånden til at røre dem. Husk på, at dit vidnesbyrd er dit, og at det er noget særligt for Herren og dig.
Præsident Thomas S. Monson har sagt: »I har et vidnesbyrd, så bær det. Undervurdér aldrig jeres vidnesbyrds langtrækkende virkning« (»Vær et eksempel«, Liahona, maj 2005, s. 115).
Hvis du er bange for at tale, mens andre hører på dig, så prøv at skrive dit vidnesbyrd ned og læse det højt for dig selv. Det kan hjælpe dig til at føle dig tryggere ved at bære dit vidnesbyrd.