Anvend Det Gamle Testamente i jeres liv
Ja, I er jordens forvaltere – men gå ikke i panik!
Det at passe på miljøet er et vigtigt bud, men vi behøver ikke at gøre det kompliceret.
Forurening. Afskovning. Oceaner fulde af affald. Klimaændringer.
Når I hører disse ord og vendinger, kan I føle angst, håbløshed eller endda informationsoverbelastning – hvilket har medført ligegyldighed.
I de senere år har sociale medier bragt miljøhensyn øverst op på dagsordenen og har fået vores globale opmærksomhed, og det er vigtigt at se omfanget af problemerne. Men nogle gange kan det at have et så bredt perspektiv gøre det svært at identificere, hvad jeres personlige ansvar kan være – eller endda hvorfor I overhovedet skal prøve.
Løsningen? Forstå jeres guddommeligt tildelte rolle som forvaltere af Guds skaberværk.
Hvorfor skal jeg bekymre mig om det?
Vidste I, at vor himmelske Fader har befalet os alle aktivt at engagere os i at bevare jorden?
I Lære og Pagter 104:13 giver Herren denne dybsindige invitation: »For jeg anser det for nødvendigt, at jeg, Herren, stiller enhver til regnskab som forvalter over de jordiske velsignelser, som jeg har skabt og beredt for mine skabninger.«
Som om det ikke var nok opfordring til handling, erklærede vores nutidige profet, præsident Russell M. Nelson: »Som dem, der nyder godt af det guddommelige skaberværk, hvad skal vi så gøre? Vi bør drage omsorg for jorden, være vise forvaltere over den og bevare den til fremtidige generationer.«
En forvalter er en, der våger over noget, der er blevet sat i vedkommendes varetægt. Herren har givet jorden i jeres varetægt, og det er jeres opgave at bevare den.
Det er nemt at flytte miljøansvar over på en anden eller en større enhed end os selv, når det føles som et problem på størrelse med planeten, som I ikke kan begynde at tackle alene.
Nøglen til at undgå overvældelse er at omformulere et globalt ansvar til et, der er personligt og åndeligt. Husk: I er enestående kvalificerede til jeres position som forvaltere af jorden på grund af jeres guddommelige identitet som Guds børn.
Hvor skal vi overhovedet begynde?
I har lige læst jobbeskrivelsen. Hvad så nu? Det er på tide at tage en trosbaseret tilgang til bæredygtighed.
Her er 10 idéer til, hvordan I kommer i gang:
-
Sluk for vandet, når det ikke er i brug.
-
Find sjove måder at genbruge jeres udslidte ejendele på.
-
Vælg alternative transportformer, når det er muligt.
-
Lav et tjenesteprojekt i jeres lokalsamfund.
-
Vær mere opmærksom på, hvad I køber. Spørg: »Kommer jeg rent faktisk til at bruge denne vare på langt sigt?«
-
Brug så vidt muligt naturligt lys i løbet af dagen.
-
Hold jer informeret om lokale initiativer og love i forhold til bæredygtighed. Dette kan være noget så enkelt som at følge myndighedernes sociale mediekonti.
-
Forskøn jeres verden. Saml skrald op, prøv at plante blomster eller træer, og vær ansvarlig, når I nyder udendørslivet.
-
Hjælp jeres næste. Tænk havearbejde, tilbud om transport eller afhentning af genbrugsting for dem, hvis de ikke har en service til at gøre det.
-
Bed for at finde ud af, hvordan I kan bruge jeres talenter og åndelige gaver til at blive bedre miljøforvaltere.
Hvad hvis jeg ikke kan se resultater?
I har gjort alt på listen, og havet er stadig fyldt med affald, forurening er stadig et problem, og jeres sociale mediefeed er ikke blevet mere positivt.
Vent! Før I giver op, så husk jeres »formål«.
Ved et foredrag for nylig sagde Hjælpeforeningens hovedpræsident, Camille N. Johnson: »Det er vigtigt, at vi indser forbindelsen mellem at tage os af jorden og af vores næste. Ved at passe på jorden, forskønne vores lokale miljø og hjælpe vores samfund med at blive mere bæredygtigt, handler vi som kloge forvaltere af jorden for at velsigne vores naboers liv.«
Enhver indsats, uanset hvor lille, er endnu et skridt i retning af at følge Herrens befaling om at handle som forvalter af jordiske velsignelser.
Lad dit hjerte være glad
Herren forklarede, at »alle de ting, der kommer af jorden i deres årstid, er blevet skabt til menneskets nytte og brug, både til at behage øjet og glæde hjertet« (Lære og Pagter 59:18).
Gør miljøforvaltning til en prioritet i jeres liv, men lad ikke angst, håbløshed eller frygt overskygge den glæde, der kommer af at leve på denne smukke jord.
Den præsiderende biskop Gérald Caussé sagde: »Alt dette vidunderlige blev udelukkende skabt til vores gavn og er levende beviser på Skaberens kærlighed til sine børn.«
Når I stræber efter at efterleve dette bud om at blive bedre forvaltere af jorden, kan I få en større påskønnelse af Guds skaberværk og berige livet for dem omkring jer.