Perfektionisme standsede min udvikling. Det her gjorde jeg ved det

I det meste af mit liv har jeg været en fremragende elev og pligtopfyldende datter. Jeg satte en ære i min evne til at skabe en balance mellem arbejde, skole og familie.

I kulisserne kæmpede jeg med angst, men ønskede ikke, at nogen skulle opdage, hvor tæt jeg var på at bryde sammen. Denne perfektionisme ramte et ubærligt niveau i mit tredje år på universitet.

Jeg var ved at drukne i de mange fag. Mine karakterer var ikke lige så gode, som de var i gymnasiet. Jeg påtog mig ekstra timer på arbejdet. Jeg glemte at passe min kaldelse i kirken.

Jeg følte mig helt og aldeles som en fiasko.

Derudover var jeg for bange til at bede om hjælp. Jeg kunne ikke indrømme – hverken over for mig selv, over for andre og over for Gud – at jeg ikke længere havde kontrol over mit liv.

Ældste Vern P. Stanfill fra De Halvfjerds advarede engang: »Perfektionisme kræver en umulig og selvindført standard, der sammenligner os med andre. Det fører til skyld og angst og kan forårsage, at vi trækker os tilbage og isolerer os selv.« Og den lektie lærte jeg på den hårde måde.

Jeg troede, at jeg burde være i stand til at håndtere alt, hvad der mødte mig. Når jeg ikke kunne det, følte jeg en altopslugende skyld, der holdt mig fra at vende mig mod min himmelske Fader, da jeg havde allermest brug for ham.

Jeg kunne ikke komme videre med nogen del af mit liv.

Men håbet var ikke tabt. Som Ældste Gerrit W. Gong fra De Tolv Apostles Kvorum sagde, »Gennem åndelig transformation i Jesus Kristus kan vi undslippe invaliderende perfektionisme.«

Efter at have haft en dag, der var særligt svær, følte jeg mig tilskyndet til at tage til templet og udføre dåb for de døde.

Der i dåbsbassinet følte jeg en kærlighed så stærk, at jeg blev overvældet af tårer.

Jeg så tilbage på min egen dåb, og hvor glad jeg havde været for at blive renset via Jesus Kristi forsoning. Efter jeg havde forladt dåbsbassinnet, spurgte min mor mig om, hvordan jeg havde det. Drivende våd og synligt rystende svarede jeg med en otteårigs uskyldige ord: »Mor, jeg føler mig så varm indeni.«

Den dag i templet, indså jeg, at jeg var blevet så fokuseret på at være fuldkommen igennem mine egne meritter, at jeg aktivt havde nægtet mig selv muligheden for at blive gjort fuldkommen i Kristus (se Moroni 10:32-33). Jeg følte en stærk bekræftelse af, at jeg kan have den samme varme følelse hver dag. Hvis jeg omvender mig regelmæssigt, kan jeg blive gjort fuldkommen gennem Jesus Kristi og hans forsoning (se Joh 17:23).

Fra den dag af forpligtede jeg mig til forandring.

Jeg begyndte at bede oprigtigt igen. Det var ikke nemt – især i begyndelsen – men jeg blev bedre tilpas med det, da jeg styrkede mit forhold til vor himmelske Fader og Jesus Kristus.

Jeg søgte også efter en dybere forståelse af Jesu Kristi forsoning og fokuserede på den evige sandhed, at Frelseren vil gå i forbøn på vores vegne, når vi oprigtigt omvender os.

Perfektionisme underminerer fuldstændigt formålet med livet på jorden. Hvis vi blev sendt til jorden for at lære at blive som vor himmelske Fader og Jesus Kristi (se Alma 12:24), hvordan kan vi så forvente, at vi allerede er som dem? Hvis vi virkelig var fuldkomne, ville vi ikke have brug for en Frelser eller hans uendelige forsoning.

Frelseren forlader os ikke, selvom vi føler os utilstrækkelige eller ufuldkomne. Som Præsident Russell M. Nelson sagde: »Frelseren led ›smerter og trængsler og fristelser af enhver art‹ [Alma 7:11] så han kan trøste os, helbrede os og redde os i nødens stund.«

Jeg har lært, at Kristus ønsker, at vi skal vende os mod ham nu, uanset hvor uforberedte vi føler os. Når vi styrker det forhold, hjælper han os med at overvinde vores ufuldkommenheder.

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke stadig slås med perfektionisme. Men nu kan jeg tage mig selv i at føle mig »varm indeni«, hver gang jeg gør mit bedste for Herren, uanset hvor ufuldkommen jeg måtte være.

Hvis I føler, at jeres arbejde som discipel, elev, medarbejder, ven eller familiemedlem ikke er nok, så skal I vide, at I ikke er en tabt sag. I kan blive helet ved at fokusere på Frelseren. Perfektionisme stjæler måske udviklingen, men Frelseren er nøglen til fred.

Vend jer mod ham, og I vil se udvikling i jeres liv.