UV-ugentligt
Daglig omvendelse kan lyde indviklet – men det behøver det ikke at være
Januar 2026 Liahona


Fra UV-ugentligt

Daglig omvendelse kan lyde indviklet – men det behøver det ikke at være

Daglig omvendelse lød udmattende, indtil jeg endelig forstod, hvad det var.

en bedende kvinde i en rød trøje

Jeg har hørt mange forkerte ting om omvendelse.

I lang tid var jeg ikke rigtig sikker på, om jeg omvendte mig »på den rigtige måde«. Jeg havde lært om omvendelsens »trin«. Men jeg følte, at hvis jeg ikke fulgte hvert eneste »trin« korrekt, kunne jeg ikke blive tilgivet for mine synder.

Men jeg var heller ikke helt sikker på, hvad den rette måde at omvende sig på var.

Jeg fortalte vor himmelske Fader, at jeg var ked af det og bad ham om tilgivelse, og selvom det hjalp mig til at føle mig mindre skyldig at fortælle ham om mine synder, føltes det også som en sur pligt – bare som endnu en ting, der skulle krydses af på en åndelig huskeliste. Jeg kunne ikke se pointen.

Daglig omvendelse er … godt?

Så, for nogle få år siden, sagde Præsident Russell M. Nelson: »Intet er mere frigørende, forædlende eller vigtigere for vores individuelle udvikling end et regelmæssigt, dagligt fokus på omvendelse.«

Det gjorde mig helt paf.

Jeg indså, at jeg altid havde behandlet omvendelse som et nødværktøj – der kun skulle bruges, når det var absolut nødvendigt. Men her sagde profeten, at jeg skulle gøre det hver eneste dag – og at det skulle føles godt?

Hvis jeg skal være helt ærlig, så lød tanken om at gøre det hver dag udmattende og endnu mere skræmmende end blot at lege den gætteleg om omvendelse, jeg var vant til, fordi jeg tænkte på omvendelse som en lang, smertefuld liste af foreskrevne opgaver. Jeg vidste stadig ikke, hvor jeg skulle begynde, eller hvordan det kunne udforme sig for mig.

Hvad er omvendelse i det hele taget?

Kort tid efter ankom jeg til missionærtræningscenteret og begyndte at studere Forkynd mit evangelium. Der læste jeg, at »Omvendelse er en proces, hvor man vender sig til Gud og vender sig væk fra synd. Når vi omvender os, ændres vores handlinger, ønsker og tanker til at være mere i overensstemmelse med Guds vilje.«

Da jeg læste den passage, hjalp Ånden mig til at indse, at omvendelse ikke blot er en tjekliste eller noget, vi kun gør efter store fejltagelser.

I sin kerne er omvendelse forandring.

Og det betyder, at det ikke kun handler om synd. Det betyder, at hver gang jeg sætter et mål om at blive mere som Jesus Kristus – at vokse åndeligt, fysisk eller intellektuelt på en måde, der er i overensstemmelse med Guds vilje – omvender jeg mig.

Nu er der selvfølgelig situationer, hvor visse synder kræver, at vi mødes med præstedømmeledere for at få hjælp og vejledning. Men når jeg specifikt tænker på daglig omvendelse, tænker jeg på det som regelmæssigt at tjekke op med Gud for at se, om jeg gør det, han ønsker, jeg skal gøre. Og når Ånden hjælper mig til at se, at jeg kunne gøre det bedre, betyder omvendelse, at jeg vælger at ændre kurs og søger Frelserens hjælp, mens jeg bliver på pagtens sti.

Så hvordan omvender jeg mig dagligt?

Da jeg prøvede at finde ud af, hvad det vil sige at omvende sig hver dag, hjalp ord fra ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum. Han fortalte:

»Meningsfuld morgenbøn [er] et vigtigt element i den åndelige skabelse af hver dag – og går forud for dagens timelige skabelse eller faktiske udførelse. …

»Ved slutningen af dagen knæler vi igen og rapporterer tilbage til vor Fader. … vi omvender os, og med hjælp fra Herrens ånd kan vi finde frem til måder, hvorpå vi kan gøre det bedre og blive bedre i morgen.«

Med andre ord: Bed til Gud. Bed ham om vejledning. Før det ud i livet. Rapporter tilbage. Gentag det.

Her er nogle måder, hvorpå jeg kan implementere det råd i mit eget liv:

  • Jeg sætter ugentlige mål under nadvermødet. Jeg reflekterer over, hvad jeg har gjort i den forgangne uge og lytter til Ånden om, hvad jeg kan arbejde på at forbedre og ændre.

  • Jeg sætter mål og planer for at opnå disse mål og har dem på et whiteboard i mit soveværelse.

  • Når jeg beder i løbet af ugen, drøfter jeg mine mål med min himmelske Fader, beder om hans hjælp til at nå dem og rapporterer tilbage om, hvordan det går og lytter efter yderligere vejledning og forsikring om, at jeg er på rette vej.

Vælg ham hver dag

Vi bliver ikke som Jesus Kristus ved at overvinde nogle få store synder på én gang. Jeg tror, at det er de små, daglige beslutninger om at stole på ham – én procent bedre hver dag – der fører til virkelig forandring over tid.

Vi kan vælge at følge Jesus Kristus hver eneste dag. Og når vi laver fejl, har vi velsignelsen ved at omvende os, vælge at følge ham igen og igen og konstant vokse gennem det hele. Det er daglig omvendelse for mig.