Jeg var bange for at tale med min biskop—hvordan ville han reagere?

I starten var jeg ligeglad. Jeg anså Kirkens regler for at være begrænsende. Jeg gik stadig i kirke, men inderst inde følte jeg mig uværdig og holdt op med at tage nadveren i månedsvis.

Så ramte COVID-19 og alle mine bestræbelser gik i stå. Omtrent samtidig opdagede jeg noget chokerende: Jeg er adopteret. Mine forældre havde aldrig fortalt mig det, og jeg gik igennem noget af en identitetskrise.

Jeg følte mig fjern fra alt, hvad jeg engang havde troet på. Jeg vidste, at jeg var nødt til at finde ud af, hvem jeg virkelig var igen. Da jeg endelig kom hjem, åbnede jeg mig op overfor mine forældre om alt – også de valg, jeg havde truffet. I stedet for at skælde mig ud, mødte de mig med kærlighed. De mindede mig om, hvem jeg virkelig er: deres søn og en elsket søn af Gud.

Jeg ville gerne ændre mig. Mine forældre opmuntrede mig til at tale med min biskop, begynde omvendelsesprocessen og stole på Frelserens forløsende kraft.

Men jeg var bange! Jeg var bekymret for at blive straffet eller dømt for mine valg. Jeg er normalt ligeglad med, hvad folk tænker om mig, men min biskop var sådan en fantastisk mand, og jeg ønskede ikke at skuffe ham ved at fortælle, hvad jeg havde gjort.

Men som ældste Scott D. Whiting fra De Halvfjerds har sagt: »Gem jer ikke for dem, der ønsker at elske og støtte jer, men løb derimod hen til dem. Gode biskopper, grenspræsidenter og ledere kan hjælpe jer med at få adgang til den helbredende kraft i Jesu Kristi forsoning.«

Biskopper »besidder præstedømmets nøgler til at repræsentere Herren i at hjælpe kirkens medlemmer med at omvende sig«. I stedet for at blive dømt hårdt, da jeg talte med ham, følte jeg kun trøst på biskoppens kontor. Jeg indså, at Herren havde tillid til, at han ville hjælpe mig, og jeg følte, at jeg også kunne have tillid til ham.

Min biskop opfordrede mig til at lære om Frelseren og hans forsoning ved at opbygge åndelige vaner. Jeg mødtes regelmæssigt med min biskop, og han ringede til mig hver uge for at høre hvordan det gik. Jeg følte mig så elsket, hver gang jeg talte med ham.

Til sidst, med min biskops hjælp, gav jeg slip på mine laster. Alligevel var jeg nervøs for at tage nadveren igen. Var jeg virkelig værdig – selv efter alt det, jeg havde gjort for at ændre mig?

Men min biskop forsikrede mig om det. Han mindede mig om, at jeg ikke behøvede at være fuldkommen – bare villig. Jeg gjorde mit bedste, og det vidste Frelseren og han ville fortsat tilgive mig, når jeg satte min lid til gaven fra ham, som er omvendelse.

Søster Tamara W. Runia, førsterådgiver i Unge Kvinders hovedpræsidentskab, har for nylig sagt: »At komme til Kristus betyder, at vi håbefuldt siger: ›Vil du hjælpe mig?‹, med en åbenbaret vished om, at hans arme altid er rakt ud mod os.«

Efter denne oplevelse begyndte jeg med selvtillid at forny mine pagter gennem nadveren. Jeg følte mig som et nyt menneske med en ny fornemmelse af, hvem jeg virkelig er, og hvad jeg er i stand til at gøre med Herrens hjælp. Jeg tjente endda på mission, fordi jeg, efter at have set hvor meget Frelserens forløsningsgave havde ændret mit liv, ønskede at hjælpe andre til at finde det håb, han giver mig hver dag.

Buddene er ikke begrænsende – de findes, fordi Gud ønsker, at vi får succes, vokser og undslipper syndens fælde. Det centrale i Jesu Kristi evangelium er den kærlighed, han og vor himmelske Fader har til os. Fordi jeg oplever den fuldkomne kærlighed, stræber jeg efter at blive mere som dem.

Deres gave af omvendelse fylder mit liv med glæde.