UV-ugentligt
Tager I evangeliet for givet?
Januar 2026 Liahona


Jeg tror

Tager I evangeliet for givet?

Forfatteren bor på Mallorca i Spanien.

Vi har alle tidspunkter i vores liv, hvor vi indser, at vi ikke har værdsat evangeliet som det mirakel, det er.

en mand tager et billede af en kat i et vindue

En dag, da jeg var på vej til arbejde, blev jeg irriteret over en almindelig hindring: turister.

Jeg er vant til turister her på Mallorca, men netop denne dag så jeg med stigende forbitrelse på, at horder af dem sandede bymidten til og stoppede for at tage billeder af alt, hvad de så.

Jeg kan huske, at jeg lagde mærke til en turist, der kiggede ind ad et vindue og tog billeder, og tænkte: »Hvorfor? Det er jo bare et almindeligt vindue. Hvorfor tager du billeder af det?«

Men for at være helt ærlig, så opfører jeg mig nok på samme måde, når jeg besøger nye steder. Så jeg besluttede mig for at ændre min tilgang.

Når jeg så nogen pege deres kamera op mod en bygning, besluttede jeg mig for også at kigge op og se, om jeg kunne finde den skat, de var så fikseret på. Hvis jeg bemærkede, at nogen studerede en butik, jeg gik forbi hver dag, besluttede jeg at kigge på den igen for at få øje på den perle, de syntes var værd at fotografere.

Og ved I hvad? Jeg fandt nogle smukke ting på den tur til arbejde. Da jeg prøvede at se på mit hjem, som om jeg så det for første gang, og holdt op med at tage det for givet, opdagede jeg nye ting, jeg kunne værdsætte.

Senere fik jeg denne tanke:

Hvor ofte tager jeg evangeliet for givet?

Anerkend de velsignelser, vi allerede har modtaget

Jeg husker et tidspunkt på min mission, hvor jeg bare ikke følte mig særligt glad. Jeg blev ved med at bede om de samme ting igen og igen og følte ikke, at jeg fik svar.

Jeg talte med min missionspræsident om, hvordan jeg havde haft det, og han fortalte mig, at jeg måske ikke helt stolede på Kristi løfter. Først vidste jeg ikke, hvad han mente, men da jeg blev ved med at tænke over det og studere, hvad det vil sige at stole fuldt ud på Herren, følte jeg mig tilskyndet til at begynde at anerkende og være taknemmelig for de velsignelser, jeg allerede havde. Det hjalp mig til at indse, at vor himmelske Fader allerede havde besvaret mange af mine bønner og velsignede mig på mange måder.

Ældste Ulisses Soares fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Apati er karakteriseret ved, at vi gradvist mister vores begejstring for at engagere os fuldt ud i Herrens evangelium. … Denne selvtilfredshed får os så at sige til at tage evangeliets gaver for givet, og fra da af risikerer vi både at forsømme vores regelmæssige fordybelse i det væsentlige i Jesu Kristi evangelium og de pagter, vi har indgået.«

Når jeg føler, at jeg måske tager Kristi evangelium for givet, er svaret sommetider at gå tilbage til det grundlæggende og huske det, der betyder mest.

Se på vores tro i et nyt lys

I stort set hele mit liv har jeg befundet mig i situationer, hvor jeg er det eneste medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Min familie går i kirke, og jeg har en vidunderlig gren, men i skolen eller i venners selskab er jeg ofte alene med min tro.

Når jeg møder nye mennesker, er jeg den første, der introducerer evangeliet for dem. Når de lærer noget om mig, og hvordan jeg lever, ser de det som nyt og interessant.

For nogle måneder siden var jeg for eksempel til en arbejdsfest, hvor alle drak alkohol. Da jeg forklarede mine kolleger, at jeg ikke drak, antog de, at jeg bare ikke drak den aften, fordi jeg skulle køre senere. Da jeg forklarede, at jeg aldrig drak, havde de bare så mange spørgsmål.

Når jeg har disse oplevelser, får jeg mulighed for at forklare min tro til andre, der blot hører om det for første gang (eller kun har hørt om vores kirke i medierne). Og når jeg får lejlighed til at se dem lære om vores kirke for første gang, hjælper det mig med at se på min egen tro i et nyt lys.

Kom tilbage på sporet igen

Jeg tror, at vi alle har tidspunkter i vores liv, hvor vi indser, at vi ikke har værdsat evangeliet som det mirakel, det er. Men der er nogle enkle ting, vi kan gøre for at komme tilbage på sporet. Det kan eksempelvis være at anerkende Herrens hånd i vores liv og fortælle vores vidnesbyrd til andre. Vi kan være ligesom de turister, der så mirakler i dagligdags ting. Vi kan se og elske de smukke dele af evangeliet, som er blevet rutine for os.

Jeg elsker Ordsprogenes Bog 3:5-6, hvor der står:

»Stol på Herren af hele dit hjerte, og støt dig ikke til din egen indsigt.

Hav ham i tankerne på alle dine veje, så vil han jævne dine stier.«

Når vi anerkender, hvad vores himmelske Fader og Jesus Kristus allerede har gjort for os, så bliver de ved med at give os nye anvisninger og inspiration.

Og de hjælper os med hele tiden at anskueliggøre den velsignelse, det er at have evangeliet i vores liv.