Fra UV-ugentligt
Fem sandheder, der styrker jer mod brug af pornografi
Jesus Kristus kan hjælpe os til at overvinde afhængighedsadfærd og rette vores ønsker mod retfærdighed.
Det havde aldrig været min hensigt at anlægge mig vaner med pornografi eller onani, men da jeg var teenager, førte min nysgerrighed – kombineret med de ting, jeg så på internettet – til sidst til denne adfærd. Selvom jeg skammede mig, var det svært at bryde mine vaner, især på tidspunkter, hvor jeg oplevede ensomhed, stress eller tristhed.
Midt i min kamp var der fem stærke ting, jeg lærte, der opmuntrede mig og hjalp mig til at finde bedre kontrol, mere kærlighed og større tro på Jesus Kristus.
1. Seksualitet er hellig
En ting, der hjalp mig, var at lære, at seksualitet er vidunderlig og hellig, ikke skamfuld. Vores gudgivne seksuelle følelser og ønsker hjælper os til at få børn og opleve glæde, kærlighed og samhørighed med vores ægtefælle, når vi er gift. Gud befaler os kun at bruge vores seksuelle evner inden for ægteskabet, så vi kan opleve den fulde godhed af denne kraft.
Ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt, at seksuelle forhold »er ikke blot en nysgerrig udforskning, en appetit der tilfredsstilles eller en slags selvisk stræben efter fornøjelse eller underholdning«, men er »et højeste udtryk for vores guddommelige natur og potentiale og en måde, hvorpå de følelsesmæssige og åndelige bånd mellem en mand og hustru styrkes.«
Vores længsel efter at udtrykke kærlighed i ægteskabet er retfærdige ønsker. Og »det er normalt at opleve seksuelle følelser og seksuel opstemthed« for både kvinder og mænd. Men Satan prøver at bruge vores ønsker til at manipulere os. Han frister os til at rette vores seksuelle kapacitet mod skadelig adfærd i stedet for guddommelige formål.
2. At rationalisere sin adfærd giver ikke fred
Verdens synspunkter hævder, at onani og at se pornografi er harmløs eller endda sund adfærd. Til tider prøvede jeg at bruge disse ideer til at rationalisere eller retfærdiggøre mine handlinger. Jeg sagde til mig selv: »Dette påvirker ikke andre, så det forårsager ingen skade.«
Men jeg opdagede, at retfærdiggørelsen af min opførsel ikke gav mig fred. I stedet følte jeg mig tom, ulykkelig og fanget af mine vaner. Jeg begyndte at indse, at min adfærd – som jeg allerede vidste var i modstrid med Guds befalinger – forhindrede mig i at komme i kontakt med Gud og finde virkelig glæde.
3. Jesus Kristus vil styrke jer
Selvom jeg ønskede at ændre mine vaner, virkede det sommetider umuligt. Men jeg fandt håb ved at vende mig til Jesus Kristus.
Jeg lærte, at han har medfølelse med alle, der er svage, sårede eller bebyrdede. Han øgede mit ønske om at omvende mig og være fri og gav mig styrke til at vælge en bedre adfærd. Selvom jeg snublede mange gange, hjalp han mig gradvist med at »ryste de lænker af«, der tyngede mig (2 Nefi 1:23).
Jeg begyndte at erstatte mine skadelige vaner med aktiviteter, der gav mig virkelig tilfredsstillelse, såsom at tilbringe tid sammen med mine kære, udvikle mine talenter og studere evangeliet. Jeg fandt også styrke ved at rådføre mig med min biskop og andre mennesker, der støttede mig.
Selv når jeg gjorde fremskridt, følte jeg mig sommetider mismodig eller skamfuld, men jeg prøvede at stole på Jesus Kristus og hans forsoning. Jeg måtte udøve tro på, at selv i min svaghed var hans nåde tilstrækkelig for mig (se Eter 12:27).
Ældste J. Devn Cornish, generalautoritet emeritus fra De Halvfjerds, har sagt: »Hvis I virkelig prøver og ikke rationaliserer eller gør oprør – omvender jer ofte og beder om Kristi nåde eller hjælp – vil I helt sikkert være ›gode nok‹, det vil sige acceptable for Herren.«
4. I kan blive »fyldt af kærlighed«
Profeten Alma sagde: »Se også til, at du tøjler alle dine lidenskaber, så du kan være fyldt af kærlighed« (Alma 38:12). Tøjle kan betyde anvise, kontrollere eller fastholde.
Jeg fandt ud af, at når jeg handlede på mine seksuelle følelser på uhæmmede eller uretfærdige måder, oplevede jeg en følelse af tomhed. Men når jeg tøjlede og rettede mine seksuelle følelser mod retfærdige formål, blev jeg fyldt med kærlighed.
Da jeg var single, fandt jeg styrke ved at fokusere på mit retfærdige ønske om en dag at udtrykke min seksualitet i et evigt ægteskab. Når jeg stod over for fristelse, prøvede jeg at huske på, at det, jeg virkelig ønskede, var varig kærlighed, ikke midlertidig tilfredsstillelse. Jeg følte mig også hel og lykkelig ved at skabe forbindelse til andre og styrke mit forhold til vor himmelske Fader, Jesus Kristus, min familie og mine venner.
Med tiden mødte jeg en, som jeg senere blev gift med. Sammen stræbte vi efter at efterleve kyskhedsloven og forberede os til tempelægteskab. Vi blev motiveret af vores kærlighed til Herren, vores kærlighed til hinanden og vores ønske om at have et lykkeligt, sundt, evigt forhold.
Når vi nu ærer vores ægteskabspagt, nyder vi alle velsignelserne ved vores gudgivne seksualitet. Vores forpligtelse over for hinanden og Jesus Kristus gør det muligt for os at opleve indfrielse, enhed og glæde.
5. Frelseren tilbyder håb og helbredelse
Det kan være svært at holde kyskhedsloven og undgå skadelige vaner, især hvis man føler sig ensom eller venter på muligheden for at blive gift.
Men Frelseren har kraft til at hjælpe os med at overvinde fristelse og finde helhed. Præsident Russell M. Nelson vidnede for nylig: »Jesus Kristus påtog sig jeres synder, jeres smerter, jeres hjertesorger og jeres skrøbeligheder. I behøver ikke at bære dem alene! Han vil tilgive jer, når I omvender jer. Han vil velsigne jer med det, I har brug for. Han vil læge jeres sårede sjæl.«
Gud ønsker, at I oplever seksuel opfyldelse og glæde på den måde, han havde til hensigt. Han vil hjælpe jer med at navigere på pagtens sti. Han er fuld af medfølelse og kan hjælpe jer til at overvinde jeres kampe og få opfyldt jeres retfærdige ønsker.