UV-ugentligt
Hvor synd forårsager kaos, bringer Kristus fred
Januar 2026 Liahona


»Hvor synd forårsager kaos, bringer Kristus fred«, Liahona, jan. 2026.

Fra UV-ugentligt

Hvor synd forårsager kaos, bringer Kristus fred

Selv midt i livets kaos kan Kristus bringe lys, orden og fred ind i jeres sjæl.

illustration af en mand, der ser solens stråler bryde gennem skyer

Illustration: Kate Birch

Føles livet en gang imellem en smule … kaotisk?

Følelsen af kaos er noget, vi allesammen indimellem oplever. Kompleksiteten i verden gør det let at glemme, at vi er åndelige væsener, der gennemgår jordiske oplevelser – noget vi aldrig har prøvet før.

Gud har givet os to mirakuløse gaver; jordiske legemer og handlefrihed. Disse gaver giver os mulighed for selv at føle, ønske og handle. Derfor kan tingene helt naturligt føles rodede eller usikre på grund af de valg, den naturlige kvinde eller mand er tilbøjelig til at træffe.

Vi begår alle sammen fejl. Men når vi kæmper med synder eller vaner, som vi tilsyneladende ikke kan overvinde, uanset hvor meget vi prøver at ændre os, kan vi let opleve en følelse af kaos. Når den åndelige side af os trækker os mod himlen, og den dødelige side af os trækker os mod verden, kan det føles som et konstant indre tovtrækkeri.

Hvad enten vi kæmper med ting som sladder, vrede, uretfærdig fordømmelse, overforbrug af medier, pornografi eller noget andet, er modstanderen hurtig til at puste til skammens, håbløshedens og i sidste ende det åndelige kaos’ flammer.

Heldigvis for os ved vor himmelske Fader og Jesus Kristus, hvordan de skal håndtere kaos.

At søge hans lys er det første skridt

I forbindelse med skabelsen – begyndelsen på alt, hvad vi ved – beskrives universet som værende i en kaotisk, uorganiseret tilstand: »Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet« (1 Mos 1:2). Dette kaos og håbløse mørke minder om, hvordan modstanderen kan få os til at føle, når vi synder eller træffer valg, der går imod vores værdier. Han nyder at få os til at føle os fanget og opfordrer os ofte til at gemme os.

Men som søster Tamara W. Runia, førsterådgiver i Unge Kvinders hovedpræsidentskab, har sagt: »Jesus Kristus giver lys til dem, der sidder i mørke. Så på de dage, hvor I hører den stemme, der siger, at I bør gemme jer i et mørkt rum helt alene, opfordrer jeg jer til at være tapre og tro på Kristus! Gå hen og tænd Lyset – vores fuldkomne, klare håb.«

Under Guds ledelse var det første, Jesus Kristus gjorde under skabelsen for at fordrive kaossets mørke, at bringe lys (se 1 Mos 1:3; Moses 2:2-5). Derefter fortsatte han og organiserede hver eneste kaotiske del af materien lige fra den umådelige himmel til det mindste spirende frø.

Hvis han kunne bringe orden i universet, så forestil jer, hvad der kan ske, når I vender jer til hans Søn for at få helbredende og forløsende kraft hver dag. Når I føler, at I er tynget af jeres kampe og verdens mørke, er det at række ud efter Kristi lys det første skridt mod fred og guddommelig organisation.

Husk dernæst på, hvem I er

Efter himlen og jorden var blevet organiseret og forskønnet, forberedte vor himmelske Fader vejen for sine åndelige børn, så de kunne komme til jorden og få et fysisk legeme. Men mens vi er på jorden, arbejder modstanderen hårdt på at få os til at glemme, hvem vi er.

Vi kan se hans bestræbelser på at styre os væk fra vores guddommelige identitet, i det øjeblik hvor Gud taler til profeten Moses og giver ham kundskab. I Moses 1 taler Gud til Moses, kalder ham ved navn og kalder ham gentagne gange sin søn.

Men så snart Gud har forladt ham, viser Satan sig og kalder Moses for »menneskesøn« (Moses 1:12), hvormed han frister ham til at glemme, hvem han i virkeligheden er.

Satan ønsker, at vi skal glemme, hvem vi er. Han får os til at tvivle på vores evne til at ændre os. Han ønsker, at vi skal tro, at vi er naturlige, uforanderlige mænd og kvinder, og at vi altid vil være det.

Men ældste Patrick Kearon fra De Tolv Apostles Kvorum minder os om: »I kan komme til Kristus i tillid til hans kærlige venlighed og modtage alle hans gaver af glæde, fred, håb, lys, sandhed, åbenbaring, kundskab og visdom … I er Guds elskede døtre og dyrebare sønner, og han har givet jer en gave i form af sin fuldkomne, hellige Søn for at forløse, retfærdiggøre og helliggøre jer.«

Forløsning er noget, Satan aldrig vil kunne tilbyde. Og når vi hviler i vores åndelige identitet, kan vi sige, som Moses gjorde:

»Hvem er du? For se, jeg er søn [eller datter] af Gud, i hans Enbårnes billede …

Vig bort, Satan; bedrag mig ikke, for Gud sagde til mig: Du er i min Enbårnes billede« (Moses 1:13, 16).

Hvis livet føles kaotisk, så stop op. Husk på jeres guddommelige identitet. Lad den sandhed, at I er Guds elskede børn, drage jer mod himlen. Vend jer til Jesus Kristus, så han kan hjælpe jer med at genoprette orden i jeres sjæl.

Lad til sidst Kristus vende kaos til fred

Da Adam og Eva forlod Edens have, blev den enkelthed, de altid havde kendt der, erstattet af en øde og dyster verden. Men vor himmelske Fader lovede, at de kunne få fred, fordi han forberedte en Frelser til at forløse dem fra deres synder og sorger (se Moses 5:7-10).

Når I føler jer overvældet af jordelivet, så husk denne sandhed: Vor himmelske Fader vidste, at vi ville møde fristelser, begå fejl og synde på hele denne rejse tilbage til ham – det var alt sammen en del af planen.

Gennem Jesus Kristus kan vor himmelske Fader altid hjælpe os med at afvise mørkets kræfter i livet og erstatte dem med lys. Uanset hvor mange gange vi fejler, kan vi, takket være vores Frelser, bytte kaos ud med fred i vores sjæl, når vi omvender os.

Præsident Russell M. Nelson har vidnet således:

»[Jesus Kristus] vil styrke jer. Han vil velsigne jer med fred, selv midt i kaos …

Jesus Kristus påtog sig jeres synder, jeres smerter, jeres hjertesorger og jeres skrøbeligheder. I behøver ikke at bære dem alene! Han vil tilgive jer, når I omvender jer. Han vil velsigne jer med det, I har brug for. Han vil læge jeres sårede sjæl.«

Uanset hvad I måtte kæmpe med, kan vor himmelske Fader og Jesus Kristus, når I henvender jer til dem for at få hjælp, altid genopbygge det, der ligger i ruiner, befri jer fra syndens og fristelsernes kaos og forskønne jeres liv.

De har gjort det igen og igen.