2025
Daglig omvendelse: Hvad er det, og hvordan hjælper det mig til at finde varig glæde
Juni 2025


Fra UV-ugentligt

Daglig omvendelse: Hvad er det, og hvordan hjælper det mig til at finde varig glæde

Hvad var ideen med at omvende mig hver dag, hvis jeg bare blev ved med at begå de samme fejl?

en ung mand knæler og beder

Da jeg var yngre, lavede jeg en masse fejl.

I Uruguay var jeg ikke omgivet af mange åndelige mennesker eller steder, så jeg forlod pagtsstien og søgte lykke andre steder. Men en dag tænkte jeg over de valg, jeg var i gang med at træffe. Jeg indså, at den lykke, jeg oplevede, var flygtig – jeg havde altid oplevet større glæde, når jeg stræbte efter at følge Jesus Kristus.

Jeg ville gerne være anderledes.

Jeg fortalte vor himmelske Fader, at jeg var ked af mine synder. Men jeg blev hurtigt mismodig, da de ændringer, jeg prøvede at foretage, ikke skete så hurtigt, som jeg ønskede. Så kom jeg i tanke om præsident Russell M. Nelsons opfordring til at »opdag[e] glæden ved daglig omvendelse«.

Jeg havde aldrig fokuseret på daglig omvendelse før, men jeg besluttede mig for at prøve at lære mere om det.

Hvad er ideen med daglig omvendelse?

Da jeg først begyndte at omvende mig dagligt, var jeg ikke sikker på, hvad meningen med det var. Jeg ville omvende mig fra mine synder, men ofte begik jeg den samme fejl den næste dag. Jeg tænkte: »Hvorfor skal jeg omvende mig, hvis jeg ikke kan ændre mine dårlige vaner med det samme?«

Jeg gik til vor himmelske Fader og fortalte ham om mine bekymringer og spurgte, hvorfor han ønsker, at vi omvender os hver dag. Jeg følte Ånden kommunikere til mit sind, at hver gang jeg omvender mig, giver Frelseren mig mulighed for at begynde forfra. Præsident Nelson har også sagt: »Omvendelse er nøglen til fremgang. Ren tro holder os i bevægelse fremad på pagtsstien.«

Omvendelse handler ikke om at gøre alt perfekt; det handler om kontinuerlig tillid til Kristus for at ændre vores natur over tid! Jeg indså, at selvom jeg begår de samme fejl, når jeg oprigtigt omvender mig fra mine synder og prøver at ændre mig, så vil han hjælpe mig til at udvikle mig lidt efter lidt.

Søster Kristin M. Yee, førsterådgiver i Hjælpeforeningens hovedpræsidentskab, har sagt: »Hvis I kæmper med en situation, I mener, I burde have overvundet allerede, så giv ikke op. Vær tålmodige med jer selv, hold jeres pagter, omvend jer ofte, søg om nødvendigt hjælp fra jeres ledere, og tag i Herrens hus så regelmæssigt, som I kan. Lyt til og giv agt på de tilskyndelser, han sender jer. Han vil ikke opgive sit pagtsforhold til jer.«

Glæden ved daglig omvendelse

En anden ting, der har hjulpet mig til at fokusere på daglig omvendelse, er at komme i templet. Jeg elsker den kraft, vi modtager, når vi indgår pagter med Herren, og jeg har følt den kraft i mit liv, når jeg vælger at have tro på, hvad vor himmelske Fader og Jesus Kristus kan hjælpe mig med at gøre.

Ved at fokusere på dem hver dag og have tålmodighed med mig selv, har jeg følt, at mit forhold til dem er blevet stærkere. At knæle ned og tale med vor himmelske Fader hver aften om det, jeg prøver at ændre, og anerkende hans hånd i mit liv, har også hjulpet mig til at føle glæden ved Frelserens forsoningsgave.

Der er en særlig glæde, der kommer af at blive gjort ren af Frelseren ved igen at forpligte sig til vores pagter og hans befalinger. Gennem vores bestræbelser på at ændre os og vores tillid til ham kan vi søge hans hjælp til at bryde tilsyneladende ubrydelige vaner, bede om tilgivelse og tilgive os selv.

Søster Yee minder os også om det: »Hver dag er en ny dag fyldt med håb og muligheder på grund af Jesus Kristus. Hver dag kan I og jeg komme til at kende det, som moder Eva erklærede, ›glæden over vor forløsning‹ [Moses 5:11], glæden over at blive gjort hel, glæden over at mærke Guds aldrig svigtende kærlighed til jer«.

Jeg har følt vor himmelske Faders kærlighed mere end nogensinde før med mit dybere vidnesbyrd om daglig omvendelse. Der er intet, der får mig til at ønske at blive ved med at udvikle mig mere end at indse, at Frelseren altid rækker sin hånd ud mod mig, hver gang jeg vender mig til ham for at få tilgivelse og hjælp. Jeg er langt fra fuldkommen, men jeg føler en forandring i mit hjerte, når jeg begynder hver ny dag med et ønske om at lære og gøre det bedre.

Velvidende at vi alle synder, er jeg taknemlig for Frelserens nåde og for den glæde, som hans barmhjertighed bringer ind i mit liv hver dag.