2025
Hvordan kan jeg genoplive glæden i tider med lidelse?
Juni 2025


Spørgsmål og svar

Hvordan kan jeg genoplive glæden i tider med lidelse?

Forfatteren bor i Puerto Rico.

Gud ønsker, at vi skal være lykkelige, selvom vi lider. Men hvordan bliver vi det?

en illustration af en figur, der står i en tunnel og kigger mod lyset

Da jeg vendte hjem fra min mission, var jeg forvirret. På min mission følte jeg Helligåndens vejledning, jeg var sikker på evangeliets sandhed, og jeg så mange mirakler. Men det almindelige liv var … Tja, almindeligt. Og det virkede pludselig meget sværere.

Jeg blev ved med at spørge Gud: »Hvorfor? Hvorfor er livet så forskelligt nu?«

Jeg gik til institut og kom til nadvermøderne, men jeg følte bare ikke Ånden så ofte, som jeg havde gjort på min mission. Så kom jeg i tanke om en sætning, som min missionspræsident havde sagt til missionærerne ved næsten hver konference:

»I livet kan vi stræbe efter at lide med glæde.«

Da jeg først hørte det, forstod jeg det ikke. Men i det øjeblik, hvor jeg huskede tilbage, forstod jeg det pludselig. Vor himmelske Fader ønsker, at vi finder varig glæde – også selvom vi befinder os i en tid med lidelse i livet.

Efter jeg har oplevet vanskeligheder i mit liv, har jeg lært nogle få måder, hvorpå vor himmelske Fader hjælper os til at føle glæde, uanset hvad der sker i vores liv.

Søg daglig genoprettelse

Flere år efter denne erkendelse svækkedes min åndelighed, da en uventet udfordring krydsede min vej. Jeg begyndte at bevæge mig væk fra pagtsstien og mistede den glæde, jeg havde følt. Flere måneder senere vidste jeg, at jeg var nødt til at komme tilbage, så jeg besluttede mig for at se generalkonferencen.

Ældste Dieter F. Uchtdorf fra De Tolv Apostles Kvorum har talt om de enkle, daglige vaner, der hjælper os til at holde os på linje med Gud: »Vi kan navigere gennem dette livs mørke og prøvelser og finde vores vej tilbage til vor himmelske Fader, hvis vi søger og accepterer de åndelige pejlemærker, han har han har givet os, favner personlig åbenbaring og stræber efter daglig genoprettelse

Jeg indså, at det var der, jeg havde brug for at begynde for at genoplive min glæde.

Gud har givet os alle de redskaber, vi behøver for at finde glæde i dette liv, selv midt i prøvelser. Når vi husker enkle daglige handlinger, der medfører daglig genoprettelse, såsom bøn og skriftstudium, åbner vi vores hjerte for Gud, og vores kampe synes meget mindre. Vi vil føle os stærkere og gladere, uanset hvad vores omstændigheder er.

Husk jeres pagter

Gennem omvendelse og tillid til Frelserens forsoning vendte jeg tilbage til pagtsstien. Da jeg begyndte at forberede mig på at blive tempeltjener, indså jeg en anden vigtig måde, hvorpå Herren har gjort det muligt for os at nyde glæde i vores lidelser: Pagter.

Ældste Yoon Hwan Choi fra De Halvfjerds spurgte for nylig: »Vil I gerne være lykkelige?« Som svar citerede han præsident Russell M. Nelson, der har sagt: »Hvis I ønsker at være ulykkelige, så bryd befalingerne – og omvend jer aldrig. Hvis I ønsker glæde, så bliv på pagtens sti.«

Det bragte mig glæde at huske mine pagter med vor himmelske Fader og Jesus Kristus, da min tro blev udfordret, da mine kære stod over for fattigdom, og da jeg mødte modstand på min mission. Og i dag bringer det mig glæde at holde mine pagter med dem, uanset hvad jeg står overfor.

Uanset hvordan livet former sig, og uanset hvor stærke livets kampe måtte være, vil I se mirakler, hvis I bliver på Guds pagtssti.

Lyt til evangeliets musik

Musik har hjulpet mig til at huske de lektioner i glæde, jeg har lært gennem hele mit liv.

Da jeg var ung, kan jeg huske, at jeg lyttede til afslutningssalmen ved nadvermødet. Efter bønnen sad jeg for første gang ved klaveret og spillede melodien. Det var, som om jeg altid havde kendt den. Denne oplevelse kan sammenlignes med, hvordan vi kan lære at lide med glæde.

Pagtsstien er lidt ligesom klaveret. Når vi begynder at spille den, kommer melodien – glæden ved evangeliet – til os, som om vi altid har kendt den. Når vi fortsætter med at øve, bliver melodien lettere at spille. På samme måde bliver glæden ved evangeliet lettere at finde, når vi engagerer os i enkle, daglige handlinger, der hjælper os til at føle Ånden, såsom bøn og skriftstudium. Når lidelsen kommer vores vej, kan vi stadig finde den glade melodi, så længe vi bliver ved med at spille og bliver ved med at øve.

Da ældste Wilford W. Andersen var medlem af De Halvfjerds, sagde han: »Hvis I ikke hører evangeliets musik … så husk disse seks ord: Bliv ved med at øve jer. Med Guds hjælp vil den dag komme, hvor evangeliets musik vil fylde jeres hjem med uudsigelig glæde.«

Guds kærlighed vil bære jer igennem

Når jeg husker min missionspræsidents ord om at »lide med glæde« i dag, ved jeg, hvor jeg skal begynde. Jeg tænker på de måder, hvorpå Gud viste mig, hvordan man finder glæde midt i disse tidligere udfordringer. Vor himmelske Fader har givet os mange gaver og velsignelser, der kan minde os om hans kærlighed og den glæde, der er mulig gennem Jesus Kristus.

Deres kærlighed vil bære os igennem og hjælpe os til at være glade – i vores gode stunder og i vores lidelser.