Unge voksne
Oplev den »fylde af glæde«, som Gud lover os
Gør efterlevelse af evangeliet os virkelig lykkeligere?
Evangeliet giver os et enestående perspektiv på stræben efter lykke. At have personlige forhold til Gud og Jesus Kristus øger vores forståelse af, hvad sand lykke er, og hvad det betyder at være glad.
Men for mig er verdslig lykke og varig glæde to forskellige ting.
Verdslig lykke er baseret på midlertidig nydelse og fornøjelse og påvirkes af vores nuværende situation. Det kan udløse ren fryd eller få os til at grine højt. Men denne form for lykke kan være flygtig og svær at holde fast i.
Modsat er kristuscentreret glæde en langvarig tilstand af tilfredshed og fred, der ikke er baseret på vores situation. Glæde taler til hjerte og sjæl og kan vare meget længere end verdslig lykke.
Sammenligningen af disse to følelser fik mig til at tænke over mine egne oplevelser, og hvordan Jesu Kristi evangelium bringer dybere og mere varig glæde ind i vores liv
Ved at følge Frelseren, holde hans bud og blive på pagtsstien åbner vi for en større kapacitet til at opleve intens glæde. Det er vigtigt at forstå, at selvom verdslig lykke ofte er en reaktion på udefrakommende faktorer, kan glæde være en dybfølt, indre tilstand, der kan eksistere selv under prøvelser.
Verdens flygtige glæder kontra evangeliets varige glæde
Jeg var glad, selv inden jeg kendte til evangeliet. Jeg havde et godt liv med forældre, der altid har været de bedste eksempler, jeg kender, på venlighed, uselviskhed og kærlighed. Jeg tror, at mennesker kan være lykkelige uden evangeliet i deres liv.
Men siden jeg tilsluttede mig Kirken som 18-årig, har jeg lært, at evangeliet udvider vores kapacitet til at opleve varig glæde. Det er vores kundskab om evangeliet, der giver os mulighed for at føle en glæde, der er større end noget, verden kan tilbyde.
Mens verden tilbyder lykke gennem midlertidige fornøjelser, opfordrer evangeliet os til at tage del i en glæde, der overgår alle omstændigheder. Ældste Dieter F. Uchtdorf fra De Tolv Apostles Kvorum har lært os: »Verdslig glæde varer … ikke ved. Det kan den ikke. Det ligger indlejret i alle jordiske ting, at de forældes, forfalder, forgår eller forfladiges. Guddommelig glæde er derimod evig, fordi Gud er evig.«
I løbet af de sidste par år har jeg haft nogle særligt udfordrende tider, hvor jeg har kæmpet med at føle glæde. Trods modgang var de gnister af glæde, jeg følte i stunder med bøn, personligt studium og at tjene andre, store. Jeg fandt ud af, at min glæde ikke manifesterede sig gennem store, åbenlyse følelser; I stedet var det ofte gennem en intens, vedvarende følelse af fred og tilfredsstillelse i mit hjerte.
I de stunder forstod jeg virkelig, hvad det vil sige at opleve den glæde, som vor Frelser lover.
Ægte varig glæde kommer af at rette vores liv ind efter Guds plan. Som præsident Thomas S. Monson (1927-2018) vidnede om: »Jesus Kristus, vor Frelser, er afgørende for planen. Uden hans sonoffer ville alt være tabt.« Mens den lykke, verden tilbyder, normalt kommer fra ydre omstændigheder, er den lykke eller glæde, som Herren tilbyder, en evig tilstand, der kommer af at leve et liv, der er centreret om Kristus.
Den varige glæde, vi finder i Kristus
Glæden ved evangeliet smitter. Den forandrer ikke blot vores eget liv, men også livet for dem omkring os. Løftet om evigtvarende glæde er centralt i evangeliets budskab. I 3 Nefi 28:10 bliver vi lovet en »fylde af glæde« i Faderens og Sønnens nærhed.
Denne evige glæde kommer af at opfylde vores guddommelige formål og blive som Gud. Det er en glæde, der overgår vores jordiske erfaringer og lover en fremtid med evig lykke sammen med vores kære.
Alle oplever op- og nedture, men Jesu Kristi evangelium åbner en vej til evigtvarende glæde. Ved at søge at følge Frelseren og leve i overensstemmelse med hans lærdomme kan vi opleve en glæde, der er dybsindig, varig og forvandlende.
Som præsident Russell M. Nelson har lært os: »Den glæde, vi føler, har lidet at gøre med vores livsvilkår og alt at gøre med vores fokus i livet.«
Løftet om evigtvarende glæde er ikke blot et fjernt håb. Det er en nutidig realitet, som vi kan opleve her og nu. Ved at efterleve evangeliet kan vi forvandle flygtige øjeblikke af lykke til varig glæde. Så søg lykken og stræb efter glæde. Omfavn evangeliet. Lad løftet om evigtvarende glæde vejlede jer. Evig glæde udspringer af at have Guds nærvær i vores liv.
Mens verdslig lykke kan komme og gå, er den glæde, vi finder i Kristus, evig!
Forfatteren bor i Glasgow i Skotland.
Noter