Især for nygifte
Fire hjælpemidler til at træffe beslutninger som par
Det kan være svært at lære at træffe beslutninger som par. Her er nogle få tips, der kan hjælpe jer til at træffe bedre beslutninger sammen.
Min hustru og jeg har taget mange beslutninger i de første to år, vi har været gift, lige fra små beslutninger som at beslutte, hvilken slags mælk vi skal købe, til større beslutninger som, hvornår vi skal begynde at få børn.
Uanset hvor store eller små de er, kan det være svært at træffe beslutninger, især når man skal lære at træffe dem sammen med en anden person!
Med tiden og med masser af øvelse har vi lært, hvordan vi med Herrens hjælp kan træffe gode beslutninger sammen. Her er fire ting, vi har lært, der kan hjælpe jer og jeres ægtefælle til at træffe beslutninger som par.
1. Vær »besindig«
Skriftstedet minder påminder os: »Gud har ikke givet os en fej ånd, men en ånd med kraft og kærlighed og besindighed« (2 Tim 1:7; fremhævelse tilføjet).
I kan anvende dette ved at erkende, at det at træffe beslutninger, når I eller jeres ægtefælle føler jer trætte, bange eller vrede, kun vil gøre tingene mere komplicerede. En måde at hjælpe jer selv og jeres ægtefælle til at være besindige og have et sundt sind på er ved at bede sammen. Bed vor himmelske Fader om specifik vejledning til de beslutninger, I træffer. Han vejleder jer ikke altid i form af en brændende busk eller en lyssøjle, men han vejleder jeres tanker og handlinger i henhold til sin tidsplan.
Når I og jeres ægtefælle er rolige, tænker klart og afstemmer jer med Ånden, bliver det meget lettere at træffe valg sammen.
2. Undgå at forhaste jer eller tænke for meget
Selvom I begge tænker klart, kan en for hurtig beslutning påvirke jeres evne til at træffe det bedste valg. Vær tålmodige med hinanden og giv jer tid til at overveje jeres muligheder, bede og overveje beslutninger og mulige resultater, før I handler.
Men det kan også være skadeligt at vente for længe med at handle. At tænke for meget kan føre til angst og gætteri. I stedet for at tænke for meget over beslutningen, kan I, hvis I har bedt om den, opmuntre hinanden til at handle i tro og med tillid. Når I begge er på linje med hinanden og med Herren, kan I træffe harmoniske beslutninger.
Ældste Carlos A. Godoy fra De Halvfjerds sagde engang: »Det kan medføre visse risici at træffe beslutninger, der påvirker vores liv og dem, vi elsker, uden at have hele perspektivet af konsekvenserne med. Men hvis vi ser på de mulige konsekvenser ved disse beslutninger fremover, kan vi tydeligere se den bedste vej at gå nu.«
3. Husk at god inspiration er baseret på god information
Da præsident Russell M. Nelson skulle vælge sine rådgivere i Det Første Præsidentskab, interviewede han alle medlemmerne af De Tolv Apostles Kvorum, fordi han vidste, at »god inspiration er baseret på god information«.
Dette gælder også for os! De bedste beslutninger er informerede beslutninger. Tal med jeres ægtefælle om ideen med at spørge betroede venner og familiemedlemmer til råds om de valg, I overvejer sammen. Hvis I begge føler, at det vil være nyttigt, så ræk ud til andre for at få deres indsigt. Fortæl hinanden, hvad I har lært, og lyt til hinandens følelser om sagen.
Herren opfordrer os til at »stræb[e] efter at lære, ja, ved studium og også ved tro« (L&P 88:118). Søg information og viden fra gode kilder, herunder åndelige ressourcer som skrifterne, profeternes ord og jeres egen og jeres ægtefælles patriarkalske velsignelser. Når I begge laver research, vil I begge være i stand til at komme videre med jeres beslutninger med tillid.
4. Lad Kristus være jeres kompas
Når I og jeres ægtefælle inddrager Herren i jeres beslutninger og går fremad i tro, vil han oplyse jeres vej.
Præsident Monson sagde: »Når vi overvejer de beslutninger, vi træffer i livet hver dag – om det nu er det ene eller andet valg – så har vi truffet det rette valg, hvis vi vælger Kristus.«
I alle de beslutninger, I står overfor, så vælg den sti, der giver jer og jeres ægtefælle mulighed for at komme tættere på Jesus Kristus. Lad ham være jeres ultimative kompas i alle jeres valg. Hvis I involverer Herren i jeres ægteskab og følger hans rammer for at finde svar, vil han forene jer og vejlede jer gennem jeres liv sammen.