Fra UV-ugentligt
Jeg søgte samhørighed de forkerte steder, men jeg havde hele tiden svaret
Jeg havde svaret på mit problem med ensomhed, men jeg kunne ikke se det.
Da jeg voksede op i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, var jeg ensom.
At være et af de eneste medlemmer på hele mit gymnasium gjorde, at jeg følte mig afskåret fra alle andre. Der var ikke mange, der havde hørt om Kirken før, så jeg følte, at jeg ikke havde mange muligheder for at tale om den. Nogle gange havde jeg ikke lyst til det, fordi jeg var bange for at blive afvist og føle mig endnu mere isoleret.
Jeg begyndte at føle vrede over for evangeliet, da mange af mine venner så ud til at være meget lykkeligere, end jeg var.
De så ud som om, de havde det så sjovt med at feste, og jeg følte mig udenfor. Jeg sagde altid nej til deres invitationer og følte, at jeg afviste deres venskab og lykke.
Så en dag sagde jeg ikke nej til deres invitationer.
At se forbi målet
Jeg hang mere og mere ud med disse venner. Jeg følte, at jeg endelig var en del af et fællesskab og holdt til sidst op med at komme i kirken.
Men efter et stykke tid følte jeg mig udbrændt og mere alene end nogensinde. Jeg kunne mærke, at jeg blev afhængig af nikotin og mistede kontrollen med mit liv.
Jeg forstod ikke, hvad mit problem var. Jeg havde endelig de venner og den samhørighed, jeg havde ønsket mig, så hvorfor kunne jeg ikke bare være lykkelig, som de var?
Omkring dette tidspunkt mistede en af mine venner en af sine kære. Da jeg talte med dem og forsøgte at hjælpe, begyndte jeg at plapre ud med alt det, jeg vidste om frelsesplanen, og forklarede, at de en dag ville kunne se deres kære igen.
… Hvad?
Jeg troede ikke mine egne ord! Jeg havde ikke tænkt på evangeliet i årevis.
Men jeg følte håb, da jeg forklarede den sandhed, jeg havde lært, og jeg indså, at min tro ikke var helt væk.
Jeg funderede over de stumper af min tro, som jeg stadig havde. Jeg tænkte på, hvordan Kirken altid havde tilbudt mig et fællesskab med ligesindede mennesker – alle stræbte efter at følge Jesus Kristus, tjene andre og opleve evangeliets glæde og løfter.
Ældste Dale G. Renlund fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Vi kan … være tilbøjelig til at se forbi målet. Vi er nødt til at være på vagt over for denne tendens, så vi ikke går glip af Jesus Kristus i vores liv og ikke anerkender de mange velsignelser, han tilbyder os. Vi har brug for ham.«
Jeg indså, at jeg havde søgt lykken alle de forkerte steder.
I er ikke alene.
Efter denne oplevelse begyndte jeg at mødes med missionærerne for at hjælpe mig til at lære Jesus Kristus at kende igen. De hjalp mig til at blive mere engageret i evangeliet. Jeg begyndte at bede mere og fokusere på at genfinde min guddommelige identitet. Jeg opgav endda nikotinen. Jeg vidste, at Gud var med mig, mens jeg stræbte efter at ændre mit liv.
Med tiden genkendte jeg den samhørighed, jeg havde med andre af Kristi disciple i min menighed. Jeg begyndte også at tale med mine venner om min tro og besvare deres spørgsmål, og det gjorde mig glad.
Meget af min tidligere ensomhed stammede fra min manglende selvtillid. Men da jeg ændrede mit fokus fra at prøve at passe ind til at være mig selv – Guds søn – og dele min tro, fandt jeg glæde og et tilhørsforhold ved at efterleve evangeliet fuldt ud.
Ældste Dieter F. Uchtdorf fra De Tolv Apostles Kvorum har lovet:
»Gud har mere at give. En højere og dybere glæde – en glæde, der overstiger alt, denne verden har at tilbyde. Det er en glæde, der heler knuste hjerter, overvinder sorg og udvisker ensomhed.
Verdslig glæde varer derimod ikke ved. Det kan den ikke. Det ligger indlejret i alle jordiske ting, at de forældes, forfalder, forgår eller forfladiges. Guddommelig glæde er derimod evig, fordi Gud er evig.«
Jeg føler mig ikke længere isoleret som medlem af Kirken. At fokusere på Jesus Kristus har fjernet vægten fra mine skuldre og givet mig mulighed for at trække vejret igen! Når jeg følger ham, indser jeg, at jeg virkelig ikke er alene. På grund af velsignelserne ved pagter, Helligåndsgaven og alle Kristi løfter ved jeg, at han er med mig.
Den vedvarende glæde, som denne sandhed bringer ind i mit liv, er større end noget flygtigt, jeg har søgt uden ham.