At kæmpe med sammenligninger

Tendensen til at sammenligne er noget, jeg tænker på hele tiden, fordi jeg gør det hele tiden. Men selv det udsagn er en smule misvisende. At sige: »Jeg gør det hele tiden« er som at sige: »Jeg trækker vejret hele tiden.« Det sker bare, uden at jeg tænker over det. Det kan næsten føles refleksivt – næsten naturligt. Det er derfor, det er så frustrerende. Vi ved fra Mosija 3, at når vi er overladt til vores »naturlige« tilstand, har vi svært ved at »give efter for Helligåndens tilskyndelser« (v. 19).

Så hvad ville Helligånden tilskynde os til at gøre?

Først må vi fastslå, hvad problemet er. Lad mig skitsere det ved at beskrive, hvordan jeg plejede at forestille mig beretningen i skriften i Lære og Pagter 7. Dette afsnit genfortæller, hvordan Johannes udtrykte sit dybfølte ønske om at have »magt over døden, så [han kunne] leve og bringe sjæle til [Kristus]«, indtil Jesus kommer igen (L&P 7:2; se også Joh 21:20-23). Vi lærer i afsnit 7 i Lære og Pagter, at Peter på den anden side havde ønsket, at han »hastigt måtte komme til [Herren] i [hans] rige« (L&P 7:4).

Sådan har jeg forestillet mig, at dette scenarie udspillede sig. Peter henvender sig lidt tøvende til Frelseren og spørger stille: »Hvad var Johannes’ inderlige ønske?« Peter finder ud af, at Johannes ønskede at blive på jorden indtil det andet komme for at forkynde evangeliet. Jeg kan se Peter holde et tvunget smil og sige: »Wow. Det er fantastisk!« Men i hans sind tænker han virkelig: »Ahhh! Jeg er så dum! Hvorfor bad jeg ikke om det? Hvorfor tænkte jeg ikke engang på det? Johannes er så meget mere retfærdig end jeg! For ikke at nævne, at han løber hurtigere end jeg gør! Hvorfor skal jeg altid være så overilet og springe først på alting?«

Læst på den baggrund kunne man formode, at Lære og Pagter 7:5 ville lyde i stil med: »Jeg siger dig, Peter: [Dit ønske om hastigt at komme ind i mit rige] var et godt ønske, men min elskede [Johannes] har ønsket, at han måtte gøre mere eller udføre et større værk blandt mennesker end det, [du har gjort, din dovne fyr].« Det gik op for mig, at verset selvfølgelig ikke lød sådan. I virkeligheden lyder det sådan her: »Jeg siger dig, Peter: Dette var et godt ønske, men min elskede har ønsket, at han måtte gøre mere eller udføre et større værk blandt mennesker, end hvad han hidtil har gjort« (L&P 7:5; fremhævelse tilføjet).

Jeg føler dette med sandhedens kraft: Vores fuldkomne, kærlige Gud foretager ikke den slags horisontale sammenligninger, som jeg havde forestillet mig i denne scene. I dette vers sammenlignede Jesus kun Johannes med Johannes tidligere jeg – Johannes med gamle Johannes. Han sammenlignede kun Peter med gamle Peter, med tidligere Peter. Og han sammenligner kun mig med gamle mig.

Det ved vi alt om, ikke? Men hvis vi kender disse sandheder, hvis de får os til at føle os så afklarede, hvorfor er det så så svært at huske dem? Hvad kan vi gøre?

For det første kan vi være opmærksomme. Så lad os først se på vores tendens til at sammenligne. Og her er nogle af de ting, vi lægger mærke til.

Vi fornemmer, at sammenligning kan føre til alle mulige former for problemer. På den ene side kan det føre til arrogance. Det kan føre til indbildskhed. Det kan føre til foragt og foragt. Det kan føre til selvtilfredshed, ligegyldighed og apati. På den anden side kan det føre til fortvivlelse. Det kan føre til håbløshed. Det kan føre til følelser af værdiløshed og skam. Det er et ret stærkt redskab til at løse problemerne med synd og elendighed!

Vi kan vælge Nefis tilgang. Vi kan sige: »Hvorfor skulle jeg give efter for fristelser, så den Onde får plads i mit hjerte til at tilintetgøre min fred og plage min sjæl?« (2 Ne 4:27).

Vi kan se, hvor falske disse sammenligninger oftest er – det vil sige, at de ofte er baseret på usandheder og fejlagtige præmisser, både andres og vores egne. Det er værd at bemærke, værd at konfrontere og værd konstant at minde os selv om.

Korihors ordveksling med Alma får med rette stor opmærksomhed i Kirkens lektioner og taler. Men jeg synes, at en af Korihors påstande ikke får nok opmærksomhed, fordi den er indlysende falsk. Korihor hævdede, at »enhver [havde] fremgang i forhold til sine naturlige talenter, og at enhver tilegnede sig i forhold til sin styrke« (Alma 30:17). Den påstand er ganske enkelt ikke sand, og når vi er ærlige over for os selv, ved vi, at den ikke er sand.

Det, jeg mener, er, at ingen med rette i yderste konsekvens kan sige: »Jeg havde fremgang på grund af min genialitet« eller »Jeg sejrede på grund af min styrke«. Vi ved, at der i virkeligheden er mange variabler involveret. Hvor vi er født, hvornår vi er født, vores race, vores køn, de skoler, vi kan gå i, vores forældres uddannelsesniveau, genetiske markører som højde og muskelmasse, tidspunktet for vores ansøgning og puljen af ansøgere til et program eller et job — der er så mange ting, der er uden for vores kontrol. Alle disse faktorer har indflydelse på, i hvilken grad vi overhovedet har mulighed for at »have fremgang« eller »sejre«. Og for den sags skyld, hvad betyder det egentlig at »have fremgang« eller »at sejre«?

Kan vi se, hvorfor sammenligninger bare ikke er retfærdige – hverken over for os selv eller over for andre? Der er for mange variabler involveret.

Kort sagt bør vi uden tvivl være mere barmhjertige over for alle, fordi vi ikke ved, hvilke byrder de bærer rundt på, eller hvilke udfordringer i livet der tynger dem. Og vi bør bestemt være mere ydmyge, når det lykkes.

Jeg har fire vidunderlige børn – Parley, Marshall, Truman og Ashley – og jeg har lært så meget af dem. Et billede, der står lige så levende i mit sind i dag, som da det skete for mere end 15 år siden, er, hvor jeg spillede bold i baghaven med mine to ældste drenge, Parley og Marshall. Parley var fem eller seks år gammel; Marshall var sandsynligvis tre. Jeg kastede bolden til hver af dem på skift. Parley greb bolden næsten hver gang. Marshall, ikke så meget.

Jeg kan se Marshall koncentrere sig, kigge på bolden – og så misse den hver gang. Uanset hvordan jeg kastede bolden, virkede det som om, den altid ramte ham i hovedet, da den gik lige gennem hans hænder, som prøvede at gribe bolden et øjeblik for tidligt eller for sent. Heldigvis var det en blød, oppustelig fodbold. Men her er det, jeg aldrig vil glemme: Marshall jublede, hoppede op og ned og hvinede af fryd, hver gang Parley greb den. Jeg kan stadig høre hans lille stemme råbe: »Godt grebet, Par!« eller »Alletiders, Par!« Og så missede han bolden næste gang. Men på en eller anden måde lagde det ikke en dæmper på hans begejstring for Parleys succes. På en eller anden måde vidste han, at han ikke konkurrerede med Parley. Han kunne glæde sig over Parleys succes. Hvordan genfinder vi den uskyldige begejstring over andres medgang?

Når vore motiver er rene, når vi handler ud fra et rent hjerte, og når vores eneste hensigt er at velsigne andre, bliver stolte sammenligninger gjort til skamme. De har ingen betydning for vores tankegang. Når vi er fyldt med næstekærlighed, bliver vi ligesom Frelseren. Hvorfor var rene motiver så naturlige for ham? Fordi han ganske enkelt vidste, hvem han var, og han kender jer, og han kender mig. Det ændrer alt.

Hvis vi spørger os selv, om Jesus sammenlignede sig med dem omkring sig eller fandt trøst i, hvor han stod »på verdens rangliste« og i hvem der var under ham, bliver spørgsmålet med det samme latterligt. Vi husker, at det er Frelseren, der stræber efter at gøre os – som det siges i Lære og Pagter 88– »ham lig«! (v. 107). Der er ingen jalousi, ingen konkurrence. Hvis fristelsen til at sammenligne stak hovedet frem, »gav [han] ikke efter for« den (L&P 20:22). Og vi kan være ligesom ham.

I vil få e-mails, telefonsvarer eller sms’er – måske allerede i dag – der underretter jer om, at en anden er blevet ansat i et job, at en anden er blevet valgt til holdet, at nogen ikke er interesseret i endnu en date, at en anden er blevet kaldet som hjælpeforeningspræsident og så videre. Men tag det ikke som et udtryk for, hvad I er værd. Skuffelser gør ondt, men de kan også være vidunderligt – om end smertefuldt – udviklende. Alt kan virkelig »[virke] sammen til [det] gode for dem, der elsker Gud« (Rom 8:28). Men lad ikke fristelsen til at sammenligne give disse skuffelser ødelæggende kraft. Disse sammenligninger er forfalskninger; de måler ikke – kan ikke måle – det, der virkelig betyder noget. Når skuffelserne rammer, tager vi en dyb indånding; vi husker, hvad der virkelig betyder noget.

Jeg husker, hvor stort indtryk det gjorde på mig, første gang jeg hørte nogen citere det, præsident David O. McKay sagde om at forestille sig vores fremtidige interview med Herren. Præsident McKay understregede, at Herren ikke vil spørge til vores profession, kun vores retskaffenhed. Han vil ikke bede om et CV med vores kirkekaldelser, kun vores interesse i at tjene andre. Det er, hvad der virkelig betyder noget.

Lad os alle finde et spejl. Lad os se på os selv. Lad os gentage: »Min konkurrence er ikke med nogen anden; min konkurrence er med mig selv. Væddeløbet er imod synd, ikke mod de andre.« Dernæst må vi bede med hjertets hele styrke om at blive fyldt med Kristi rene kærlighed (se Moro 7:48), om ham, der er »troens banebryder og fuldender« (Hebr 12:2; se også Moro 6:4). Vi må nægte at lade løgne »afbryde[ vores] glædesudbrud« (Alma 30:22) over de sandheder, der er dybere og mere overbevisende end sammenligningernes usandheder. Og så må vi gå ud ad døren, glemme os selv og begynde at koncentrere os om andre.