Trofaste venner

En af de største hyldester, som Frelseren kan give os, er at kalde os »venner«. Vi ved, at han med en fuldkommen kærlighed elsker alle sin himmelske Faders børn. Men han forbeholder denne særlige titel til dem, der har været trofaste i hans tjeneste. I husker sikkert ordene fra afsnit 84 i Lære og Pagter: »Og videre siger jeg jer, mine venner, for fra nu af vil jeg kalde jer venner. Det er nødvendigt, at jeg giver jer denne befaling, at I bliver ligesom mine venner var i de dage, da jeg var sammen med dem, mens jeg drog omkring for at prædike evangeliet med min kraft« (L&P 84:77).

Vi bliver hans venner, når vi tjener andre for ham. Han er det fuldkomme eksempel på den type venner, som vi skal blive. Han ønsker kun det bedste for sin himmelske Faders børn. Deres lykke er hans lykke. Han føler deres sorg som sin egen, fordi han har betalt prisen for alle deres synder, påtaget sig alle deres svagheder, båret deres problemer og følt deres længsler. Hans motiver er rene. Han søger ikke egen anerkendelse, men giver al æren til sin himmelske Fader. Den fuldkomne ven, Jesus Kristus, er fuldstændig uselvisk, når han tilbyder andre lykke.

Enhver af os, som har indgået dåbspagten, har lovet at følge hans eksempel og bære hinandens byrder, som han ville gøre (se Mosi 18:8).

I løbet af de næste par dage vil du få mange muligheder for at være hans ven. Det kan være, mens du vandrer ad en støvet vej. Det kan være, når du sætter dig i et tog. Det kan være, når du kigger dig om efter en plads i menigheden. Hvis du ser godt efter, får du øje på nogen, som bærer en tung byrde. Det kan være en byrde i form af sorg eller ensomhed eller vrede. Det bliver måske kun synligt for dig, hvis du har bedt om, at Ånden giver dig evne til at se ind i folks hjerte og har lovet at opløfte, de trætte hænder.

Svaret på din bøn kan måske læses i en gammel vens ansigt, en, som du ikke har set i årevis, men hvis behov pludselig dukker op i dine tanker og dit hjerte, som om de var dine egne. Det er sket for mig. Gamle venner har på trods af afstand i tid og rum tilbudt støtte, når kun Gud har kunnet fortælle dem om min byrde.

Guds levende profeter har bedt os om at være trofaste venner for dem, som kommer ind i Kirken og drage ud for at redde dem, der er gledet bort. Vi kan gøre det, og vi gør det, hvis vi altid ihukommer Frelseren. Når vi rækker hånden ud for at trøste og løfte en byrde, så strækker han også hånden ud. Han fører os til dem, der har brug for os. Han velsigner os, så vi mærker, hvad de føler. Når vi er vedholdende i vores indsats for at tjene dem, vil vi i endnu større grad blive skænket evnen til at føle hans kærlighed til dem. Det giver os mod og styrke til trofast at strække hånden ud igen og igen.

Og i tid og evighed føler vi glæden ved at blive budt velkommen i kredsen af hans trofaste venner. Jeg beder om, at vi alle samt de mennesker, vi tjener, må nyde den velsignelse.