Kæmpe, flygte eller tage imod slagene?

Jeg var ikke sikker på, hvad jeg skulle gøre den eftermiddag, da jeg var 14. Jeg var trængt op mod ydermuren på skolen, og en bølle slog løs på mig. Da jeg var omringet af en halv snes af hans venner, valgte jeg at tage imod slagene.

Han slog og sparkede mig. Mange gange.

Til sidst gik han og hans venner. Min bus kom, og jeg steg om bord. Jeg løftede ikke hovedet, før bussen holdt ved mit stoppested. Selv nu, 50 år senere, spekulerer jeg på, om jeg handlede i fejhed eller i kristen overbærenhed.

Denne hændelse understreger nogle vanskelige spørgsmål, som vi står over for som sidste dages hellige. Når vores tro bliver angrebet, skal vi så kæmpe, flygte eller bare tage imod slagene?

Frelserens ord synes tydelige: »Slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til« (Matt 5:39). Jeg har ofte tænkt på, om Jesus bare brugte en metafor for at lære sine tilhængere, at de ikke skulle reagere på krænkelse med blodig gengældelse, som ellers var almindelig skik? Måske.

Men tænk så på rådet i Lære og Pagter.

I 1833 stod Kirken over for voldsom forfølgelse, især i Missouri. Kirkens medlemmer greb til våben for at forsvare deres liv. På det tidspunkt åbenbarede Herren afsnit 98. Der lærte han dem at vise overbærenhed – inden for rimelighedens grænser. De havde ret til at forsvare sig, men hvis de undlod at gøre det, ville han belønne dem. Hvis krænkeren bad om tilgivelse, skulle de hellige tilgive »indtil halvfjerdsindstyve gange syv« (vers 40). Hvad angik krig så skulle de først søge om fred og kun gribe til våben, hvis Herren befalede det.

Tiderne har ændret sig siden de frygtelige dage, men på nogle områder er Kirken stadig under angreb. Vore lærdomme bliver ofte misforstået. Uvidende fordomme, ulogiske anklager og direkte løgne udgives for sandhed.

Hvad skal vi gøre? Som disciple, der stræber efter »at … stå som Guds vidner til alle tider, i alle ting og på alle steder« (Mosi 18:9), må vi gøre noget. Vi kan ikke stikke af. Så skal vi slås eller bare tage imod slagene?

I sådanne tilfælde kan vi ty til profeterne. Ved de seneste generalkonferencer har jeg bemærket, at en del af talerne har forklaret Kirkens stilling til på en række kontroversielle emner. Talerne revser ikke, men de er heller ikke undskyldende. Ofte søger de et fælles ståsted med dem, der er uenige med os. De er respektfulde. De søger at forstå og blive forstået.¹

Der kan være tidspunkter, hvor det eneste valg er at kæmpe, flygte eller tage imod slagene. Men ofte har vi et bedre valg. Vi kan udvise kærlighed, som Jesus og hans apostle gjorde.