Jeg voksede ind i kundskaben

Da jeg var 14, kom nogle sidste dages hellige missionærer i vores hjem og underviste min mor og mig. Ret hurtigt inviterede de os til at blive døbt. Min mor takkede nej, men jeg sagde ja. Når jeg ser tilbage på det, tror jeg ikke, at jeg egentlig var omvendt. Jeg tror bare, at jeg som så mange andre teenagere søgte noget, der var anderledes.

Det næste års tid gik jeg alene i kirke. Jeg følte mig ikke hjemme derhenne, og jeg forstod ikke meget af det, der blev forkyndt. Men jeg var aktiv. Det følgende år boede jeg langt hjemmefra og gik på en kirkeejet skole i Mexico City. Selv om jeg havde været vild med skolen under mit første besøg og havde arbejdet hårdt for at blive optaget på skolen (og for at få mine forældre til at give mig lov til at gå der), opdagede jeg hurtigt, at det ikke var let at være på egen hånd. Jeg havde stadig ikke noget vidnesbyrd. Jeg vidste ikke rigtig, hvem Joseph Smith var, eller hvad Mormons Bog forkyndte. Jeg følte mig mere end nogensinde udenfor.

Det sagde jeg selvfølgelig ikke til mine forældre. Jeg havde brugt meget tid på at få dem til at give mig lov til at gå på skolen. Hvordan skulle jeg kunne indrømme, at dette måske alligevel ikke var noget for mig? På grund af min stolthed led jeg i stilhed.

Min vanskelige situation blev værre, da jeg fik at vide, at mine forældre skulle skilles. Det føltes, som om hele min verden faldt fra hinanden.

Det var på det tidspunkt, at min biskop trak mig til side og spurgte mig, hvordan jeg havde det. Jeg fortalte ham alt om mine frustrationer og sorger. »Det føles, som om jeg ikke ved noget som helst mere,« sagde jeg.

Den gode biskop begyndte at undervise mig i evangeliet. Vi begyndte med at tale om, hvordan man virkelig kommunikerer med vor himmelske Fader. Senere talte vi om forsoningen. Han underviste mig i evangeliets sandheder, og for første gang følte jeg, at jeg havde et vidnesbyrd. Jeg var glad for, at jeg havde noget at klynge mig til i den svære periode. Selv om jeg følte mig ude af stand til at hjælpe min familie, kunne jeg føle en vis glæde ved at fornemme en nærhed til vor himmelske Fader. Jeg vidste, at han kendte mig, og det ændrede alt.

Måske er det almindeligt, at nye medlemmer, ligesom jeg, ikke føler sig rigtigt hjemme. Jeg erfarede, at det ikke betyder noget, at man ikke forstår alt i evangeliet lige med det samme. Det, der betyder noget er, at man forstår sit forhold til sin himmelske Fader, og at han har en hensigt og en plan med ens liv. Det betyder noget, at man forstår, at Frelseren sonede for vore synder, og at han forstår en fuldt ud, selv om ingen andre gør det. Da jeg forstod disse lærdomme, faldt alt det andet på plads.

Takket være min biskops omsorg og tålmodige undervisning, blev skolen en god tid i mit liv. Min tid på skolen ændrede min opfattelse af, hvem jeg var, og hvordan mit liv kunne udforme sig. Da jeg var færdig med skolen, blev jeg boende i Mexico City. Det første, jeg gjorde, da jeg havde fundet et sted at bo, var at finde den lokale menighed, så jeg stadig kunne have et fristed, hvor jeg kunne udvikle mig i evangeliet.

Kort efter udførte jeg en mission på Temple Square i Salt Lake City. Jeg glædede mig meget over at fortælle andre om de sandheder, som havde givet mig en solid grundvold i en ellers turbulent periode i mit liv.

Jeg er taknemlig for at være medlem af Kirken. Jeg ved, at min himmelske Fader er opmærksom på enhver af os, og at han har en plan for vores liv. Det har været en stor velsignelse at se ham udfolde sin plan for mig.