Han kan hele alle sår

Det skete den 16. december 1991 – på vores otte års bryllupsdag. Den dag døde vores første søn, som følge af en babysitters handlinger. Han var kun to og en halv måned gammel.

De følgende måneder og år var overskygget af sorg, vrede, skuffelse og håbløshed. Sindsbevægelsen, som overvældede mig, er ubeskrivelig. Intet, som nogen sagde, kunne lindre min smerte.

Jeg læste mange bøger og skriftsteder, men ingen af dem tilfredsstillede mit råb om svar. 

Jeg havde det sjældne privilegium at mødes med ældste James E. Faust (1920-2007), som dengang var medlem af De Tolv Apostles Kvorum, fordi han var ven med mine forældre. (Han traf min mor Flavia og hendes familie, da han var missionær i Brasilien). Jeg var sikker på, at ældste Faust ville kunne trøste mig.

Jeg stillede mange spørgsmål, mens han tålmodigt lyttede. Ældste Faust anerkendte, at det, jeg havde været ude for, bestemt var smertefuldt og utrolig vanskeligt. Han læste flere skriftsteder og talte om behovet for at arbejde mig igennem min sorg og nå frem til, at jeg fuldstændig kunne underkaste mig Herrens vilje, så jeg kunne genforenes med min søn. Han sagde: »Sylvia, det drejer sig om dig nu. Jeg forstår, at du er bekymret for din søn, men faktisk burde du tænke mere på dig selv og hvordan du skal genskabe dit liv. Det bliver ikke let, men du kan hele dit hjerte ved Jesu Kristi forsoning.« 

Han gav mig en velsignelse, hvori han sagde, at jeg ville blive i stand til at forstå den afgørende rolle, som Jesus Kristus spiller i vores tilværelse, og tillade ham at blive kilden til den styrke, jeg havde brug for.

Da jeg forlod vores møde, var jeg stadig skuffet; hans råd syntes så enkle og dog så uopnåelige. Min mor var også modløs, for intet, hun sagde til mig, syntes at hjælpe. Jeg husker, hun sagde: »Tro på og hav håb i Frelseren, og lad tiden hele dine sår.«

På min personlige rejse tilbage til glæden besluttede jeg at følge det råd, jeg var blevet givet, og finde ud af, hvad det ville sige at sætte sin lid til Frelseren. Intet ændrede sig med det samme. Men dag for dag, år for år, fik jeg, ved hjælp af bøn og et voksende vidnesbyrd, vished om, at Frelseren kan hele vores sår. 

Jeg er klar over, at ikke alle kan få mulighed for at tale med en apostel, som jeg gjorde. Men alle kan få – og får – mulighed for at lære Frelseren at kende og lægge sin byrde på ham. Og ja, Jesu Kristi tilstedeværelse i vores tilværelse kan lindre enhver smerte.

Jeg ved, at det kan bringe glæde ind i vores tilværelse, når vi har Herren med os. Han er vores ven, vores lærer og et eksempel på at holde ud til enden. Han har virkelig udholdt alt, og han ved, hvilke sorger vi har (Alma 7:11-12). Hans forsoning har udvirket det mirakel, at det knuste heles i dette liv som forberedelse til det næste.

Jeg vil altid være taknemlig for ældste Fausts og min mors ord. De fik mig til at indse, at uanset hvad mine trængsler er, så er Jesus Kristus den eneste vedvarende kilde til håb og støtte, som jeg har.