Find et hjem i evangeliet

Da jeg voksede op i Perth i Australien, var religion en lidt affære for mig. Jeg blev døbt i en metodistkirke, gik på kristne skoler og kom sporadisk til møderne i en baptistmenighed sammen med min bedstemor. På trods af den åndelige ustadighed faldt bøn mig naturligt – takket være min bedstemor, som fortalte om sin tro og lærte mig at læse i Bibelen. Jeg er taknemlig for hendes stabile indflydelse i mit liv, for jeg begyndte instinktivt, trods mine verdslige gøremål, at udvikle tro på Jesus Kristus. Når jeg ser tilbage på det, indser jeg, at min himmelske Fader forberedte mig på at modtage det gengivne evangelium.

En forberedende hændelse fandt sted, da jeg blev involveret i et trafikuheld, mens jeg var i Frankrig. Få øjeblikke efter, at jeg fik en stærk tilskyndelse til at spænde min sikkerhedssele, skred bilen ud og væltede ned ad en seks meter høj skråning. Takket være den advarselsrøst, og fordi jeg genvandt førligheden i mine fødder og ben, mens andre med lignende skader ofte forbliver lammet, begyndte jeg at forstå, at en guddommelig kraft, som var større end min egen, virkede til min gavn.

To år senere, da jeg var tilbage i Frankrig som udvekslingsstudent, inviterede Kayla Barth, en medstuderende fra Californien, mig med i kirke. Kaylas grænseløse begejstring for evangeliet fascinerede mig. Jeg lyttede opmærksomt, mens hun fortalte om frelsesplanen. Det lød alt sammen bekendt, som om jeg havde hørt det før.

Da jeg trådte ind i kirkebygningen i Angoulême for første gang, var det som at blive omsluttet af en varm dyne. Jeg var kommet »hjem«. Samme dag bar den missionær, som underviste i gæsteklassen, et stærkt vidnesbyrd om den første åbenbaring. Da han forklarede, hvordan Helligånden vidner for os, strømmede varmen ud fra mit hjerte og fyldte hele min krop. Dette stærke vidnesbyrd gjorde et uudsletteligt indtryk på mig, som har båret mig gennem de trængsler, som har prøvet min tro.

Omkring en måned efter jeg først var trådt ind i kirkebygningen i Angoulême, besluttede jeg mig for at blive døbt. Jeg var 18 år og skulle ikke have mine forældres tilladelse. Men da jeg ringede til min familie i Australien med de gode nyheder, blev jeg rystet og skuffet over at høre deres negative indstilling til Kirken og deres modtand mod mit ønske om at blive døbt.

Det gjorde mig tung om hjertet. Skulle jeg gå imod min familie, som jeg elskede meget højt? Eller skulle jeg udskyde min dåb, indtil jeg vendte hjem til Australien, hvor jeg risikerede at møde endnu stærkere modstand?

Matthæus 19:29 hjalp mig med at træffe beslutningen: »Enhver, som har forladt hjem eller brødre eller søstre eller far eller mor eller børn eller marker for mit navns skyld, får det hundreddobbelt igen og arver evigt liv.« Var jeg villig til at sætte Frelseren først – sågar før min familie? Svaret var ja, og den 16. december 1989 blev jeg døbt og bekræftet som medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Min resterende tid i Frankrig var fyldt med en fredfuld glæde, som jeg aldrig havde kendt før.

Da jeg vendte hjem til Perth, tog min familie imod mig med åbne arme. Men mine forsøg på at dele evangeliet med dem blev mødt med strid modstand. De sørgede endog for, at jeg kom til at tale med »religionseksperter«, som kunne »oplyse« mig og få mig til at indse, at jeg havde begået en »fejltagelse«. Det var en hård prøve på min tro, og efter et stormløb af anti-mormonsk propaganda begyndte jeg at tvivle på min beslutning.

Men i mit hjertes lønkammer kunne jeg ikke fornægte, at det, jeg havde oplevet i Frankrig, kom fra Gud, så jeg søgte styrke hos Herrens Ånd. Jeg fastede og bad hver søndag i flere uger. Jeg begravede mig i skrifterne, og jeg fik præstedømmevelsignelser til vejledning og styrke, og jeg kom i kirke hver uge for at nyde de helliges fællesskab. I stedet for at dvæle ved det, jeg ikke forstod eller vidste, fokuserede jeg på det, som jeg vidste: Jeg er Guds barn, Jesus er Kristus, Joseph Smith grenoprettede Herrens kirke, Mormons Bog og Bibelen er Guds ord, og familier kan være sammen for evigt. Dette nye perspektiv fik mit vidnesbyrd til at vokse og blive stærkere.

Den sidste udfordring, som jeg skulle tackle det år, var at blive gift i templet, uden at min familie kunne være der. En ung mand, som jeg havde truffet i Frankrig, og som jeg havde brevvekslet med, kom på besøg fra Californien i tre uger. Det stod klart for os begge, at vi gerne ville giftes med hinanden, men jeg stod over for endnu en vanskelig beslutning: Skulle jeg gifte mig i templet og blive beseglet for tid og al evighed, eller skulle jeg gifte mig et andet sted, så min familie kunne være med til ceremonien?

Jeg fulgte min stavspræsidents råd og giftede mig i templet i februar 1991. Det sårede min familie dybt dengang, men de har siden erkendt, at Kirken er en velsignelse i mit liv. Nu hvor de har set vores børn udvikle sig i evangeliet, har de udtrykt taknemlighed for det, vi lærer dem, og for de personer, som de udvikler sig til. For nylig udtrykte et af mine børn taknemlighed for min beslutning om at modtage evangeliet og opfostre en familie i Herren. Hendes oprigtighed bevægede mig dybt, for jeg indså, at beslutningen om at efterleve evangeliet havde velsignet ikke blot mit liv, men også hendes.

Jeg er min himmelske Fader evigt taknemlig for miraklerne og påvirkningen fra jordiske engle, som ledte mig hjem til Jesu Kristi evangelium. Tyve år efter forstod jeg, at alle prøvelserne, hjertesorgen og risikoen for at såre min familie var det værd. Evangeliet betyder alt for mig. Det er sandt. Det er mit hjem.