2010
Søndagsskolepræsidentskaber lærer en vigtig rolle
Juli 2010


Søndagsskolepræsidentskaber lærer en vigtig rolle

Hver søndag i Highland 30. Menighed i Utah har Richard Christiansen og hans rådgivere i søndagsskolepræsidentskabet en rutine, som er velkendt i de fleste enheder i Kirken. De sikrer sig, at hver klasse har en lærer og hjælper eleverne med komme fra gangene ind i klasselokalerne.

Bror Christiansen har dog en klar forståelse af, at hans ansvar ikke begrænser sig til at hjælpe eleverne ind i klassen og ringe med klokken.

Et af hovedformålene med hvert kvorum og hver organisation er at undervise medlemmer i evangeliske principper, som er afgørende for deres frelse. Et søndagsskolepræsidentskabs rolle, som fx bror Christiansens og hans rådgiveres, er at hjælpe Kirkens organisations- og præstedømmeledere med denne opgave ved at virke som lærerudviklingsspecialister i menigheden.

»Undervisning er Kirkens vigtigste kilde til at styrke medlemmerne, hjælpe dem med at styrke deres vidnesbyrd om genoprettelsen samt at opnå frelse og ophøjelse,« siger Russell T. Osguthorpe, Søndagsskolens hovedpræsident.

Som menighedens søndagsskolepræsident har bror Christiansen ansvaret for at virke som en ressource for forældre, ledere og lærere til at forbedre undervisningen, der foregår i hjemmet og i kirken.

»Undervisning er dét, som det hele handler om, og når man er en effektiv lærer, hjælper man andre med at blive begejstret for at lære,« siger bror Christiansen.

Et af de redskaber, som står til søndagsskolepræsidentskabernes rådighed, er lærerudviklingskurset, som kan tilbydes i søndagsskoletiden. Kurset består af 12 lektioner, der findes i hæftet Undervisning, den største kaldelse, og som et medlem af søndagsskolepræsidentskabet kan undervise i under biskoppens ledelse.

»Det er et kursus, som kan være nyttigt for ethvert kirkemedlem, som er interesseret i at forbedre sine undervisningsfærdigheder,« siger bror Osguthorpe, hvad enten det er i hjemmet eller i klasselokalet. »Lektionerne hjælper deltagerne med at lære, hvordan de underviser med Ånden, hvordan de indbyder til aktiv og flittig indlæring, samt hvordan de underviser, så medlemmerne bliver ivrige efter at anvende evangeliets principper i deres eget liv.«

Ifølge bror Osguthorpe deltager søndagsskolepræsidenterne jævnligt i menighedsrådet, som det står beskrevet i Kirkens instruktionshåndbog, Bog 2, så de kan forstå biskoppens mål for menighedens medlemmer, og de sammen kan rådføre sig om, hvordan de hjælper med at forbedre undervisningen, så de kan nå disse mål.

Under et menighedsrådsmøde kan biskoppen eller grenspræsidenten invitere søndagsskolepræsidenten til at sørge for undervisning i principper, der angår evangelisk undervisning og indlæring. Bror Osguthorpe foreslår, at han også kunne rapportere om tilstedeværelse i søndagsskolen for unge og for voksne samt invitere andre menighedsledere til at hjælpe dem, som har det svært.

»Den bedste undervisning i Kirken foregår i hjemmet, hvor trofaste forældre efterlever evangeliske principper og underviser deres børn i disse principper. Organisationerne er til for at støtte hjemmet i disse hellige pligter. Søndagsskolepræsidentskabet er en ressource i menigheden, der kan hjælpe både forældre og lærere med at udføre deres ansvar,« siger bror Osguthorpe.

Forældres og lederes vellykkede undervisning i evangeliet kan styrke medlemmernes vidnesbyrd og hjælpe dem med at komme til Kristus, siger han.

»Den eneste fornuftige måde at måle effektiviteten af evangelisk undervisning i en menighed er ved at iagttage medlemmernes trofasthed. Hvis flere unge mænd tjener på mission, hvis flere unge vokser op og bliver viet i templet, hvis flere forældre læser i skrifterne, holder familieaften og jævnligt tager til templet, er undervisningen blevet forbedret.«