Vælg templet

William Prabhudas fra Bangalore 2. Gren arbejder ved retten. Han ved, hvor hjerteskærende det kan være at se ægteskaber blive opløst. Det var en af grundene til, at han og hans hustru var så ivrige efter at finde styrke i templet.

»Som de fleste andre ægtepar har vi til tider mindre problemer, som skal løses,« siger han. »Men det er meget lettere at løse dem, når begge har et evigt perspektiv.«

Hans hustru, Sheela, siger, at det ikke blot har hjulpet hende og hendes mand at tage i templet – det har også hjulpet deres børn: Celesta på 13 og Doris på 7. »Vi blev beseglet som familie,« siger Sheela. »Det var en dejlig følelse. Vi glemte alt om verden udenfor, og det var som at være i himlen. Vi taler hele tiden om det.«

»Det er en stor velsignelse at være beseglet til min hustru,« siger bror Prabhudas. »Og så førte de vores hvidklædte døtre ind til os. Det mindede mig om renlighed – renlighed i vores liv og vores hjem. Renlighed og templet går hånd i hånd. Når vi er rene, lover Herren os – i løfternes hus – at velsigne os.«

Celesta kan huske, at hendes familie arbejdede, planlagde og sparede op i to år for at kunne rejse til templet. Men bedst af alt husker hun, hvordan det var at være i templet med sine forældre, og at hendes tante og onkel og fætre og kusiner også var der for at se hendes familie blive beseglet. »Bagefter holdt vi alle sammen hinanden i hænderne. Vi kiggede ind i spejlene og tænkte på evigheden,« mindes hun. »Det var så smukt. Jeg vidste, at jeg ville være sammen med min familie altid.«

Igennem årene har brødrene Thomas fra Hyderabad 4. Gren gjort meget for at være gode eksempler for hinanden. Som teenagere blev de medlemmer af Kirken samtidigt. De arbejdede sammen om at opmuntre deres mor, indtil hun også blev medlem af Kirken. Begge brødre har tjent i Bangalore-missionen i Indien. De trøstede begge deres mor, da deres far døde. Og begge er nygifte.

Nu er Rejjie og hans hustru, Metilda, blevet beseglet i templet, og Rennie og hans hustru, Keerthi, følger deres gode eksempel og skal snart besegles.

»Fra det tidspunkt, hvor jeg blev medlem af Kirken, har det være én lang forandrings- og forbedringsproces, hvor jeg har lært frelsesplanen at kende og fulgt den,« siger Rejjie. »Men det faktiske mål er at vende tilbage og leve sammen med vor himmelske Fader, vores kærlige far, som så inderligt ønsker, at vi skal vende tilbage til ham, at han gav os en Frelser, sin Søn, Jesus Kristus, som frelser os fra synd og evig død. Jeg er taknemlig for, at Jesu Kristi evangelium har forandret mig og min familie, og besøget i templet var kronen på værket.«

Rejjie forklarer, at en af de udfordringer, som han og Metilda stod over for, da de skulle have deres forældres godkendelse til giftermålet, var, at de kommer fra forskellige regioner og taler forskellige dialekter. »Men i templet er der ingen forskel på folk,« siger han, »og det var rart at blive mindet om.« Han mener, at Indiens fremtid tilhører de unge. »Der er os, der skal gøre hele forskellen,« siger han og ser på Metilda. »Det er den vision, som vi begge har. Vi skal afholde familieaften, have familiestudium og familiebøn og holde os templet for øje. Det er vores fremtid.«

Metilda er enig: »Når jeg spørger ham, hvordan han kan være så forstående og kærlig, siger han, at det er evangeliet, der gør ham bedre. Da han var på mission, så han sin missionspræsidents eksempel, som behandlede sin hustru respektfuldt og kærligt. Og i templet ser vi det samme mønster. Når vi udviser det samme mønster i vores hverdag og til vore kommende børn, så vil den indflydelse styrke Kirken i Indien.

Rennie taler om, hvordan han traf sin kommende brud, mens han gik til seminar som undersøger af Kirken. »Jeg ville hellere spille cricket, men seminarlæreren sagde: ›Du skal sætte Gud først‹, og det gjorde jeg så. Selv om jeg var genert, tog jeg derhen og sad på bageste række.« Han fik øje på Keerthi på forreste række. Hun havde da været medlem af Kirken i et halvt år. Selv om de blev gode venner, var det først, da Rennie vendte hjem fra sin mission, at de begyndte at gå ud sammen. Keerthi kan huske, hvordan de, da de havde besluttet sig for at gifte sig, opsøgte deres forældre for at overbevise dem om, at det var det rette valg.

»I seminar lærte vi, at vi skulle ære vores forældre, og det huskede vi,« siger hun.

Rennie tilføjer: »De rådede os til at gøre vores uddannelse færdig først, og de sagde, at jeg skulle vente på, at min bror giftede sig. Så vi arbejdede og ventede, og det bedste ved det hele var, at da vi havde fuldført vores uddannelse, giftede min bror sig, og Keerthis far var meget imponeret af deres bryllup. Da han så deres gode eksempel, gav han os sit ja, og på den måde ærede vi vores forældre og fik vores ægteskab arrangeret på den vis.«

Rennie siger, at hans oplevelse med Keerthi er et godt eksempel på, hvordan forståelsen for ægteskab i Kirken bliver mere udbredt. »Da jeg blev medlem af Kirken, var det stort, hvis et medlem giftede sig med et andet medlem,« siger han. »Og hvis de kom i templet, var det endnu større. Men nu forstår vi, hvordan vi skal gifte os inden for Kirken. Vi sikrer os, at vi er parat til at komme i templet. Templet er nøglen.«

Når man træder ind ad døren til Venkat og Lynda Dunna fra Hyderabad 4. Gren, ser man mange tegn på, at de unge nygifte er vilde med hinanden. Et hjemmelavet fødselsdagsbanner fra ham til hende hænger på væggen. Et album med deres bryllupsbilleder ligger på sofabordet. Når de taler, lægger han armen om hende, og hun smiler så ofte, at det er smittende.

De beskriver, hvordan de traf hinanden ved kirkeaktiviteter, og hvor lykkelig Kyndas mor blev, da de forlovede sig, fordi hun vidste, at Venkat var medlem af Kirken. Men der var et problem. Venkat havde en storebror, som ikke var gift, og i Indien er det stadig skik, at ældre søskende skal giftes inden de yngre. Hans forældre, som er venlig stemt over for Kirken, uden at være medlemmer, var også ved at bygge hus, så de ville ikke holde bryllup, før huset stod færdigt. »Mine forældre ville ikke sige nej, men de ville gerne have, at vi ventede flere måneder, måske et år,« mindes Venkat.

»Det var Ånden, der hjalp os,« fortsætter han. »Jeg følte mig tilskyndet til at fortælle alle, at både Lynda og jeg arbejdede, så vi kunne hjælpe med det hele, men at det var vigtigt, at vi blev gift snart, og at det var vigtigt, at vi begyndte med at tage til templet. Vi tænkte hele tiden: ›Herren vil hjælpe os,‹ og det gjorde han.«

En ny sidste dages hellig kirkebygning blev indviet lige i tide til, at de kunne holde deres bryllup og reception der, og så tog de straks af sted for at blive beseglet i templet i Hongkong i Kina. »Vi var syv, der rejste til templet sammen,« siger Lynda. »Samme dag som Venkat og jeg blev beseglet, blev min mor, min søster og jeg beseglet til min afdøde far. Det var på alle måder en vidunderlig dag.«

Venkat, der nu tjener som grenspræsident, siger, at et af hans største ønsker er at se et tempel i Indien en dag. »Det vil være en stor velsignelse,« siger han. »Det vil hjælpe os med at opbygge Zion, der hvor vi er.«

Historien om Barat og Ishla Powell fra Chennai 2. Gren begynder faktisk med Barats forældre, Sathiadhas Powell og Suriya Kumari, som blev gift i 1981 og blev medlemmer af Kirken i 1991. I 1993 blev Sathiadhas kaldet som grenspræsident. Efter at have sparet og forberedt sig i flere år, rejste de, inden templet i Hongkong blev indviet, til templet i Manila for at blive beseglet.

Da deres familie voksede og modnedes i evangeliet, lærte de deres to sønner betydningen af at tage til templet. (Deres yngste søn er i øjeblikket på mission). Familien Powell var glade for at tempelægteskab straks var en del af planen, da deres ældste søn, Barat, blev forlovet. Ishla, hans forlovede, var ny i Kirken. »Lige fra mit første møde med missionærerne, har jeg vidst, at evangeliet var sandt, og jeg elsker det,« siger hun. Hun knyttede sig til den nuværende grenspræsidents familie, familien Isaac, som var blevet præsenteret for evangeliet af familien Powell.

Da hun blev døbt, havde Barat stadig fire måneder tilbage af sin mission. »Familien Isaac blev ved med at sige, at han var den rette mand for mig, men jeg ville udskyde ægteskab og selv udføre en mission,« siger Ishla. Selv om både grenspræsidenten og missionspræsidenten godkendte hendes missionæransøgning, forklarer Ishla, »ændrede jeg pludselig og helt uventet mening. Jeg ville bede om at få at vide, om jeg skulle giftes.«

Da Barat vendte hjem fra sin mission, overraskede det ham, at der var flere, som sagde, at Ishla var den rette for ham. Kort efter mødtes de forbigående ved præsident Isaacs datters bryllup, men de fik ikke talt ret meget sammen. Det indiske samfund er meget formelt, når det drejer sig om mænds og kvinders bekendtskaber, og både Barat og Ishla ville gerne opføre sig sømmeligt.

Tre uger senere bad Ishla for at få at vide, hvad hun skulle gøre, og det samme gjorde Barat. »Herren viste mig på så mange måder, at Barat var den rette,« siger Ishla. »Men jeg var meget tilbageholdende. Jeg bad: ›Herre, hvis dette er den rette vej, så vis mig, hvordan jeg skal tale med ham.‹«

Barat siger: »Jeg havde talt med mange mennesker om hende, og de havde kun godt at sige om hende. Pludselig tænkte jeg: ›Jeg må tale med hende lige nu‹, men jeg vidste ikke hvordan. Jeg ringede til præsident Isaacs søster og spurgte, om hun syntes, at det var i orden at ringe.

Ishla fortsætter: »Mens jeg bad, ringede grenspræsidentens søster og sagde: ›Barat vil tale med dig. Må jeg give ham dit nummer?‹« En halv time senere talte de sammen. Barat siger: »Det var, som om vi havde kendt hinanden i årevis.«

Ishla havde hørt om tempelægteskab i institut og vidste, at hun ikke ville gå med til noget andet. Barat havde det på samme måde. Men de måtte spare penge op for at kunne rejse til templet, og det betød, at mange venner og slægtninge, deriblandt Barats mor og far, ikke ville have råd til at rejse med dem.

»Det er en lang rejse, og det er meget dyrt, men vi var alle sammen enige om, at de skulle rejse,« mindes Sathiadhas. »Vi fortalte dem, at vi ville fejre dem ved den påkrævede bryllupsceremoni, inden de rejste, og vi bad dem om at tage mange billeder, når de var blevet beseglet. Så kunne vi fejre det sammen med dem, når de vendte hjem.

Vi lærer den yngre generation om templets betydning,« siger Sathiadhas. »Vi opmuntrer alle mennesker til at tage til templet, og vi vil også have, at vore børn tager derhen.« Han siger, at han især er tilfreds med den måde, hvorpå Barat og Ishla viste respekt for deres forældre, deres folks skikke og deres egen handlefrihed.

»I Indien taler man om ›arrangerede ægteskaber‹ og ›kærlighedsægteskaber‹,« siger Barat. »Vi mener, at vi har begge dele.« Faktisk foretrækker Barat og Ishla at kalde deres ægteskab for et »vejledt ægteskab«. »Vi blev ført sammen af vore familier og venner, men også af Ånden,« siger han. »Vi håber på, at Ånden altid vil lede vores ægteskab.«