Alting ordner sig

Jeg havde to venner på min egen alder, som også var aktive i Kirken. De var brødre, og vi voksede op sammen. Men jeg kunne kun være sammen med dem om søndagen, fordi vi boede omtrent 25 km fra hinanden. Vi så hinanden til præstedømmemøder og Unge Mænds aktiviteter. Selv om vi kun så hinanden en gang om ugen, hjalp det at være gode venner os alle tre til at forblive aktive i Kirken.

Senere bemærkede jeg, at mange af de unge, der var noget ældre end jeg, blev inaktive i Kirken, og jeg nærede en frygt for, at jeg en dag skulle miste mit vidnesbyrd. Der var så få unge i Kirken i Tyskland dengang, at man bemærkede deres fravær, når de blev mindre aktive. Det var skræmmende for mine forældre. De havde givet afkald på alt for at kunne opdrage deres børn under religionsfrihed, og nu tænkte de: »Hvad kan vi gøre for ikke at miste Erich?«

En dag, da jeg var omkring 14 år gammel, var min familie på vej hjem fra kirke. Vi havde bemærket, at der igen var nogle unge, som havde vendt Kirken ryggen. Jeg sagde til mine forældre: »Jeg vil have, at I skal slæbe mig med i kirke, indtil jeg bliver 21 år. Så skal jeg nok klare mig selv!« Det sagde jeg virkelig, og min mor gentog det ofte for mig.

Denne bekymring forklarer, hvorfor mine forældre traf en beslutning, da jeg var 10 år gammel og gik i folkeskolen. I Tyskland begynder man tidligt på den vej, der fører til en videregående uddannelse. Mine forældre besluttede sig for, at jeg ikke skulle fortsætte med en videregående uddannelse, fordi de havde set mange unge mennesker forlade Kirken, mens de dengang gik på disse skoler. De sagde: »Du kan vælge, hvad du vil, bare ikke gymnasiet, for vi vil ikke miste dig til verden!«

Den beslutning betød, at jeg fik en grundskoleuddannelse og senere kom på en fagskole og fik en handelsuddannelse. Det begrænsede mange af mine karrieremuligheder. Jeg fuldførte min uddannelse, da jeg var 18 og blev kaldet til at tjene som missionær i München. Jeg nød at være missionær.

Da jeg var færdig med min mission, stod jeg uden ret mange karrieremuligheder. Jeg havde fuldført min uddannelse. To år efter min mission giftede jeg mig med min hustru, Christiane, og jeg havde ingen muligheder for at opnå en universitetsuddannelse. Der var et øjeblik, hvor jeg var ked af mine forældres beslutning, fordi jeg følte mig meget begrænset.

Så slog en tanke ned i mig: »Det, min forældre gjorde, gjorde de for at beskytte mig. De gjorde det af kærlighed, og det bliver ikke til ulempe for mig.« Selv om det til tider syntes at være en ulempe i verdsligt perspektiv, kunne jeg nu forstå, at det aldrig rigtigt ville være en ulempe. Jeg besluttede at gøre karriere i forsikringsbranchen, og senere blev jeg leder i det firma, som jeg arbejdede for.

En af mine store udfordringer var, at jeg altid havde drømt om at blive lærer, og i Tyskland kan man ikke blive lærer uden en universitetsuddannelse. Men jeg blev dog senere lærer – religionslærer. Jeg blev lærer i Kirkens Uddannelsessystem. Og man kan sige, at det er det, jeg er nu – lærer. Så jeg fik et vidnesbyrd om, at det er værd at lytte til sine forældre, at følge deres råd og at stole på, at de elsker en, beder for en og ved, hvad der gavner en bedst. Mit ønske om at forblive aktiv i Kirken var så stærkt, og mine forældres ønske om at beskytte mig var så stærkt, at alt faldt ud til bedste for mig.

Noget andet, der hjalp mig til at forblive stærk som ung, var seminarprogrammet, som blev indført i Tyskland i 1972, da jeg var 14 år gammel. Det havde en stor indflydelse på mit liv. Jeg kan stadig huske min seminarlærer, fordi hun gjorde dybt indtryk på mig og øvede en positiv indflydelse på mig.

Takket være min oplevelse i seminar og mit personlige studium af skrifterne som ung kom jeg til at elske skrifterne. Mit studium styrkede mit vidnesbyrd, og jeg har aldrig mistet min kærlighed til seminar- og institutklasserne. Jeg underviste en af de første morgenseminarklasser i Tyskland. Det var en dejlig klasse. De unge mennesker nød det, og de kom hver eneste morgen. Nogle af dem måtte rejse ret langt. Alle de unge mænd i den gruppe drog senere på mission, og næsten alle de unge mænd og kvinder er forblevet aktive i Kirken.

Når jeg tænker på, hvordan jeg opnåede mit vidnesbyrd, og på det, der har gjort mest positivt indtryk på mig, så må jeg sige, at det er de seminar- og institutklasser, jeg har deltaget i. Det var det at lære evangeliets principper og lærdomme at kende ud fra skrifterne, sammen med en gruppe venner, og blive undervist af en lærer, vi så op til.

Noget af det bedste, man kan gøre, når man studerer skrifterne, er at anvende dem på sig selv. Vores lærer sagde ofte: »Når I nu læser dette skriftsted, så prøv at sætte jeres eget navn ind.« Jeg opdagede, at jeg kunne læse skrifterne, som om jeg var Nefi eller Helaman eller Moroni. Det ændrede det hele for mig, når jeg læste i skrifterne. Det var som en drøm. Pludselig kunne jeg se mig selv i samme situation, som dem jeg læste om.

Skrifterne hjalp mig til at forstå, at tro er noget virkeligt. Det drejer sig ikke bare om at kende skrifterne på en teoretisk måde, for tro forbinder os med Herrens virkelighed. Det er noget, jeg lærte i min tid i seminar som ung. Jeg har en stærk tro på, at hvis Herren giver os en opgave, så kan vi »gå og gøre« (1 Ne 3:7), og han vil sørge for det, vi har brug for til at løse opgaven.

Et skriftsted, som virkelig hjalp mig meget, da jeg var ung, er Jos 1:6-9. Der står blandt andet: »Vær modig og stærk … Følg omhyggeligt loven … Vig ikke fra den til højre eller til venstre, så vil du have lykken med dig overalt, hvor du går.«

Som ung mand tænkte jeg: »Når jeg får en opgave fra Herren, vil jeg ikke vige til højre eller til venstre.« Det førte til mange gode oplevelser. For eksempel skulle jeg en dag til et kirkemøde, mens jeg var under uddannelse, men jeg havde en arbejdsopgave med posten. Som regel tog dette ansvar mig og de andre handelselever en ekstra time efter arbejdstid. Men jeg skulle til Hamburg med toget kl. 17.30 for at nå mit kirkemøde. Jeg fortalte de andre om mit dilemma, og de sagde: »Held og lykke. Det kan du godt glemme.«

Jeg sagde: »Det skal nok lykkes, for det er et vigtigt møde.« De trak på skuldrene og sagde sarkastisk: »Ja, helt sikkert – dig og din tro. Du tror, at alt ordner sig, bare fordi du er religiøs. Det ville betyde, at vi skulle være færdige med posten klokken ti minutter i fem. Det er aldrig sket.« Jeg sagde: »Lad os nu bare se. Men jeg skal være i Hamburg til tiden i aften.«

Og tro det eller ej, for første og eneste gang i tre år var alt færdig den dag klokken ti minutter i fem, og jeg nåede mit tog. Det gjorde indtryk på mine medelever og gav mig mulighed for at føre nogle gode samtaler om evangeliet med dem.

Jeg har fuld tillid til og tro på, at når Herren giver én en opgave, så skal det nok lykkes, hvis man ikke »viger til højre eller til venstre«. Jeg vidste ikke, at vores postarbejde ville være hurtigt klaret den dag. Man ved ikke altid den slags på forhånd. Man kan ikke fortælle Herren, hvordan det skal gøres, men med tro og tillid til ham lykkes det ofte.

Mit studium af skrifterne og mine forældres eksempel gav mig noget meget værdifuldt, selv da jeg var ung. Sammen hjalp de mig med at udvikle en stærk tro på, at Herren ville hjælpe og velsigne mig i min daglige færden.