Den nye fyr

Jeg havde det svært ved at prøve at finde mig til rette. Min familie var for nylig flyttet til den anden ende af landet. Den menighed, som vi flyttede ind i, havde en stor gruppe unge, men det var første gang, at jeg var »den nye fyr«. Det værste var, at jeg skulle begynde på en ny skole, og tanken slog øjeblikkelig ned i mig: »Hvem skal jeg sidde sammen med i spisefrikvarteret?« Måske så jeg nogen fra Kirken, men jeg ville ikke mase mig ind ved andres frokostborde, især når jeg ikke vidste, om de overhovedet var interesseret i, at jeg satte mig!

Den første dag i skolen syntes at vare evigt. Endelig ringede det ud til spisefrikvarter. Da jeg tøvende trådte ind i spisesalen, bad jeg min himmelske Fader om at hjælpe mig med at finde nogen, jeg kendte. Jeg kiggede mig omkring for at se, om jeg genkendte nogen. Ingen. Så jeg fandt vej hen til et bord i et fjernt hjørne af spisesalen og spiste min frokost.

Senere, under en matematiktime, så jeg et velkendt ansigt. Jeg havde set David til seminar den morgen. Han bad om at se mit skema og opdagede, at vi havde spisefrikvarter samtidig. »Hør, hvor var du i spisefrikvarteret i dag?« sagde han.

»Jeg sad i et fjernt hjørne af salen,« svarede jeg.

»Kom hen og spis frokost sammen med mig i morgen,« sagde han.

Jeg er taknemlig for en kærlig himmelsk Fader, der kender enhvers behov og besvarer vore bønner. Jeg er også taknemlig for en, der var villig til at være en ven. En ganske almindelig indbydelse kan betyde uendelig meget.