Er jeg god nok?

I flere år vidste mine forældre ikke, hvor jeg var. De var gode mennesker, der forsøgte at give mig den bedst mulige uddannelse, og forståeligt nok var de skuffede over mine valg. Da min far blev syg, overtalte min mor mig til at vende hjem til Washington D.C. Da jeg ankom, skaffede John mig et job med et hold bygningsarbejdere, der byggede templet i Washington D.C.

Jeg vidste det ikke, men han havde sørget for, at jeg arbejdede sammen med en gruppe hjemvendte missionærer. Jeg var forbløffet over, at John Howell, den ledende formand, bad en fra holdet om at bede ved begyndelsen af hver dags arbejde – noget jeg aldrig havde set blandt andre hold, jeg havde været en del af tidligere.

En dag var flere af os ved at montere en af templets tunge hoveddøre, da den faldt ned på min finger, der blev så så flad som en mønt. John skyndte sig over, så på min finger, bad om noget indviet olie og gav mig en velsignelse. Min finger helede så hurtigt, at jeg ikke behøvede at søge læge.

Ved en anden lejlighed fik jeg et barberblad og besked på at skrabe stumper af betongulve.

»Hvorfor?« spurgte jeg én af mine arbejdskammerater. »Skal de ikke lægger gulvtæppe på?«

»Randy, du ved ikke, hvis hus det er, gør du?« svarede han. »Vi laver det perfekt for den fuldkomne«.

Verden var ved at drukne i kynisme, bitterhed, had og frygt, men eksemplet og belæringen fra de unge mænd, jeg arbejdede sammen med, fyldte mig med håb. Når arbejdskammeraterne delte deres tro med mig, vidste jeg, at de var ærlige og autentiske. De havde givet to år af deres liv til at tjene andre, og de var optimistiske på en intelligent måde. Jeg ønskede, at det, de fortalte mig, skulle være sandt. Jeg følte, at jeg fik den indsigt, jeg havde søgt, og at Herren forberedte mig åndeligt.

John Howell foreslog, at jeg mødtes med fuldtidsmissionærerne. I stedet valgte jeg at få min bror og en af hans venner, en anden hjemvendt missionær, til at undervise mig. Da de underviste mig, ville jeg have eksterne, ubestridelige beviser på, at det, jeg lærte, var sandt. Uden dette bevis ønskede jeg ikke yderligere lektioner.

Da jeg spurgte, hvordan de kendte sandheden, svarede de: »Vi har læst og bedt og følt et vidnesbyrd fra Helligånden.« De fortalte mig, at jeg havde brug for det samme vidnesbyrd.

Den aften gik jeg ud i en lund nær mit nabolag. Jeg ved ikke, hvor længe jeg bad, men jeg gjorde det med absolut hensigt. Jeg stillede gentagne gange Gud de samme fire spørgsmål: »Er Mormons Bog Guds ord? Viste du og din søn jer for Joseph Smith? Er dette Jesu Kristi sande kirke? Er jeg god nok til at være medlem?«

Svaret på hvert spørgsmål kom som en hvisken til min sjæl – »ja« – fire gange. Denne hvisken blev ledsaget af rolige og ophøjede følelser.

Med bøjet hoved, knælende i bøn og gennemblødt af tårer udbrød jeg: »Hvis dette er det svar, du vil give mig, så accepterer jeg det og vier mit liv fuldt ud til dig og det evangelium, som du åbenbarer for mig.« Ord kan ikke udtrykke de tanker, følelser og sandheder, der omsluttede mig.

Det vidnesbyrd, jeg modtog den aften, var ubestrideligt, og det er lige så stærkt nu, som det var dengang. Siden den bøn har Gud bevist disse svar for mig på tusindvis af mirakuløse og praktiske måder.

Kort tid efter jeg var blevet døbt i 1974, deltog jeg i min første generalkonference i Salt Lake City sammen med min bror, John. Jeg blev overrasket, da ældste Boyd K. Packer (1924-2015) fra De Tolv Apostles Kvorum, der havde mødt min moster i New York City tre uger inden den konference, henviste til John og mig i sin tale søndag formiddag.

Ældste Packer citerede min moster og sagde: »To af mine nevøer har sluttet sig til Deres kirke. Jeg tør knap tro den forandring, der er indtrådt i deres liv.«

På grund af den grundlæggende forandring (se Alma 5:14) brændte der en ild i mig, som jeg gerne ville dele. Snart befandt jeg mig i Idaho som fuldtidsmissionær. Halvvejs inde i min mission døde min far, som var min største helt og bedste ven. Min mor ringede til min missionspræsident og bad mig om at komme hjem og holde en mindetale. Da min missionspræsident overlod beslutningen til mig om at tage af sted, fortalte jeg ham, at jeg ville bede og faste i 24 timer, før jeg besluttede mig.

Den nat havde jeg en drøm. Min far viste sig for mig. Midt i de ophøjede og meningsfulde samtaler med ham sagde han: »Min søn, bliv på din mission.«

Jeg fulgte min fars råd og blev.

Seks måneder efter min mission holdt jeg min mor i hånden, mens hun tog sit sidste åndedrag. Årtier senere fandt min hustru, Lisa, et brev fra mine forældre i en gammel kasse. Far havde skrevet det til mig under min mission, men døde, inden det blev sendt.

»Vores hjerter var og er og vil altid være fulde af kærlighed til dig. Jeg indser, at tingene ikke altid har været perfekte, men sådan er livet … Kristus sagde ikke: ›Kom og følg mig, så bliver det let‹. Han sagde ›Tag jeres kors op og følg mig‹ [se Matt 16:24]. Han bar korset, men vi har alle vores splinter. Måske afhænger vores plads i himlen af, hvordan vi håndterer vores. Vi elsker dig meget højt.«

Da jeg voksede op, var jeg hård ved mine forældre, men jeg tvivlede aldrig på deres kærlighed. Efter jeg lærte kirken at kende, har jeg arbejdet hårdt for at takke dem og ære dem.

Den 17. februar 2018, to uger før templet i Washington D.C. lukkede på grund af renovering, blev jeg beseglet til min far og mor, 42 år efter at de var gået gennem sløret og ind i evigheden. Min ældste søn, William, var stedfortræder for min far, og Lisa var stedfortræder for min mor. Jeg følte, at mine forældre, der var blevet beseglet til hinanden tidligere, begge var der i ånden.

I templet finder vi bånd, der binder os til vores kære for evigt. Det er jeg sikker på.

Da jeg var ung, ønskede jeg ikke at blive gift eller få børn. Men i dag er min hustru, mine børn og mine børnebørn mine største skatte. Kirken er et mirakel, og mit liv i Kirken har været mirakuløst. Som Joseph Smith sagde jeg: »Dersom jeg ikke havde oplevet det, jeg har, kunne jeg ikke selv have troet på det.«

For 50 år siden var jeg bygningsarbejder på templet i Washington D.C. Jeg var overbevist om, at der ikke var nogen lykkelig fremtid i mit liv. I dag er jeg tempeltjener i det samme tempel, da jeg har taget imod Herrens opfordring om at følge ham, modtage hans helbredelse, tage imod hans ordinancer og stræbe efter at blive som ham.

Foto: Leslie Nilsson

Den genoprettede kirke er ikke en teori, en filosofi eller blot et fællesskab eller en kultur. Det er vor Herre og Frelsers, Jesu Kristi, sande kirke.

Jeg troede, jeg ville finde det, jeg ledte efter i San Francisco. Det gjorde jeg ikke. Jeg fandt det i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige og i Herrens hus, »kronen på genoprettelsen«.