»Hvem fyldte dåbsbassinet?« Liahona, mar. 2025.
Sidste dages hellige røster
Hvem fyldte dåbsbassinet?
Hvordan skulle vi kunne døbe Megan, når der var lukket for vandet?
Illustration: David Miles
Efter at vi var kommet for sent til en bus i Nairobi i Kenya, besluttede min kammerat og jeg os for at fortælle alle, vi mødte, om evangeliet, mens vi ventede på en bus til vores område. Vi talte med over 400 mennesker.
En af dem var Benard, der arbejdede på et byggeri i nærheden. Vi gav ham en Mormons Bog og udfordrede ham til at læse i den hver dag og spørge Gud, om den er sand.
Fire måneder senere blev jeg forflyttet til Nairobi. Til mit første nadvermøde dér så jeg Benard. Han var siden blevet døbt og ordineret til Det Aronske Præstedømme.
Benard inviterede os begejstret på besøg hjemme hos sig og til at undervise sin hustru, Megan. Da vi mødtes med Megan, blev vi slået af hendes store tro. Da hun bad om at få at vide, om vores budskab er sandt, besvarede Gud hendes bøn.
Vi inviterede Megan til at blive døbt søndagen efter. Men den uge meddelte byen Nairobi, at der ville være lukket for vandet i 10 dage! Efter Megans dåbsinterview om lørdagen bad min kammerat og jeg om, at hendes dåb måtte finde sted næste dag.
Vi fastede, rådførte os med vores ledere og prøvede forskellige måder at få vand på – alt sammen uden held. Den aften forberedte vi os alligevel på dåben. Så knælede vi ned og bad igen. Vi følte os tilskyndet til at sætte den ene ende af en vandslange fast til den tørre vandhane i kirkebygningens køkken og komme den anden ende i dåbsbassinet. Vi bad endnu en bøn, låste af og tog hjem.
Næste morgen, da vi kom hen til kirkebygningen, var dåbsbassinet til vores forbløffelse fyldt med vand! Vi tjekkede køkkenhanen, men der kom stadig ikke vand ud. Ingen fra grenen havde nogen anelse om, hvordan dåbsbassinet var blevet fyldt.
Megan blev døbt den dag. Hele menigheden kom for at overvære hendes dåb og byde hende velkommen i Kirken. Hanen forblev tør, men alles øjne var våde af taknemmelighed.
»Herren [vil] velsigne jer med mirakler, hvis I tror på ham ›uden at tvivle‹ [Morm 9:21]. Udfør det åndelige arbejde for at kunne søge mirakler.« Jeg ved, at fordi min makker og jeg udførte det fysiske og åndelige arbejde – bad, prøvede forskellige muligheder og fulgte åndelige tilskyndelser – så vi et mirakel fra Herren.