»Min vej til udholdenhed med tålmodighed«, Liahona, mar. 2025.
Sidste dages hellige røster
Min vej til udholdenhed med tålmodighed
Jeg spekulerede på, hvorfor jeg skulle tjene af hele mit hjerte og sjæl, når det kun medførte prøvelser.
Foto af forfatteren: Shaun Sutton
Da jeg vendte hjem til det sydlige Filippinerne i 2016 efter en ærefuld mission i det nordlige Filippinerne, så jeg frem til at gå på Brigham Young University – Hawaii og opleve alle de andre eventyr, der ventede unge voksne.
Men pludselig begyndte jeg at tabe mig. Min læge diagnosticerede forhøjet stofskifte. Hun skræmte mig for, hvad følgerne ville få, hvis sygdommen ikke blev behandlet.
Trods behandling begyndte min krop at forandre sig. Mine øjne begyndte at bule ud, og jeg blev meget tynd. Jeg undgik at blive fotograferet og endda se mig selv i spejlet på grund af mit udseende.
Medicin begyndte langsomt at hjælpe. Men tre år senere fik jeg konstateret endnu en sygdom – en depressiv lidelse. Disse to sygdomme berøvede mig min selvtillid. Jeg kæmpede for at komme ud af sengen for at gå i skole, og jeg følte mig ude af stand til at tjene i Kirken.
Jeg var vred over, at Gud havde ladet det ske. Jeg spekulerede på, hvorfor jeg skulle tjene af hele mit hjerte og sjæl, når det kun medførte prøvelser? Jeg fandt dog trøst i disse ord fra præsident Jeffrey R. Holland, fungerende præsident for De Tolv Apostles Kvorum: »Knuste sind kan helbredes, ligesom knuste knogler og knuste hjerter kan helbredes.« Jeg græd, da jeg hørte disse ord. Jeg havde et knust sind, der havde brug for helbredelse.
Jeg voksede op i et trofast hjem, og min tro på vor himmelske Fader og Jesus Kristus forblev intakt på trods af smerten og usikkerheden. Gradvist accepterede og tilpassede jeg mig mine nye omstændigheder.
Nu, otte år senere, er jeg ikke længere tynget af mine sygdomme. Jeg accepterer dem som en del af livet. Jeg føler mig hel. Jeg kan tjene og leve livet fuldt ud, selvom helbredsmæssige udfordringer kan fortsætte hele mit liv. Jeg har lært, at det er en del af jordelivet at holde tålmodigt ud (se L&P 121:7-8). Jeg er ved at lære at drikke mit bitre bæger og forblive stærk.
Jeg arbejder nu i personaleafdelingen i en virksomhed med kunstig intelligens og tager onlinekurser om aftenen fra Brigham Young University – Pathway Worldwide. Jeg er holdt op med at spørge »Hvorfor mig?« og er begyndt at spørge »Hvad kan jeg lære? Hvordan kan jeg drage nytte af denne oplevelse?«
Når jeg ser tilbage, kan jeg se, at vor himmelske Fader og Jesus Kristus var med mig hele vejen. Fremadrettet ved jeg, hvem jeg kan stole på (se Ordsp 3:5-6; 2 Ne 4:34).