Mød Jesus Kristus i Herrens hus

For flere år siden læste jeg en bog med titlen The Temple: Where Heaven Meets Earth [Templet: Hvor himlen møder jorden], skrevet af afdøde Truman G. Madsen, som brugte det meste af sit liv på at studere templets ordinancer og pagter. I den bog identificerede bror Madsen tre ting, som han på et tidspunkt havde følt forhindrede ham i at få fuldt udbytte af tempeloplevelsen.

Det andet problem, som bror Madsen identificerede, var, at han var »plaget af forskellige slags uværdigheder og ikke var alt for ivrig efter at ændre på dem«. Herren Jesus Kristus opfordrer til at »berede jer og helliggøre jer; ja, gør hjertet rent, og rens hænderne og fødderne over for mig, så jeg kan gøre jer rene« (L&P 88:74).

Præsident Henry B. Eyring har sagt: »Hvis I eller jeg måtte tage til templet utilstrækkeligt rene, vil vi ikke være i stand til at se, ved Helligåndens kraft, den åndelige undervisning om Frelseren, som vi kan modtage i templet.« Så omvendelse er afgørende for åbenbaring i templet, og åbenbaring fra templet er afgørende for den forandring, som vi alle bør opleve ved at møde Jesus Kristus i templet.

Ugentlig deltagelse i nadverordinancen kan også hjælpe os til at blive og forblive rene. Når vi værdigt tager nadveren, fornyer vi blandt flere pagter, dåbspagten, og Herren fornyr den renselse, vi fik, da vi blev født af vandet og af Ånden. Jeg tror, at en tilgang til nadveren med større ærbødighed er afgørende, hvis vi ønsker at blive mere værdige til tempelåbenbaring.

De to pagtsøjeblikke, nadveren og templet, er uløseligt forbundet. Begge retter vores opmærksomhed mod Frelseren og hans sonoffer. Hvis vi lytter til Ånden, når vi deltager i nadveren, vil den hviske til vores ånd, hvad det er, vi har brug for at ændre for at få mere gavn af vores tid i templet. Når det sker, har vi to valg. Vi kan forsøge at skjule vores synder, ligesom Adam og Eva forsøgte at skjule deres nøgenhed med figenblade (se 1 Mos 3:7), eller vi kan gøre, som kong Lamonis far gjorde, og »aflægge« (Alma 22:18) alle de synder, som Ånden har henledt vores opmærksomhed på. At være villig til at ofre vores synder – at placere dem på templets alter – kan resultere i, at vi har den samme oplevelse i Herrens hus, som Joseph Smith og Oliver Cowdery havde i templet i Kirtland, da Herren erklærede: »Se, jeres synder er jer tilgivet; I er rene i mine øjne; løft derfor hovedet og fryd jer« (L&P 110:5).

Den tredje forhindring, bror Madsen identificerede, var, at han »havde en indbygget fjendtlighed mod ritualer og symbolik«. Det er okay at indrømme, at da vi først oplevede templets ordinancer, var de rituelle og symbolske aspekter ved ordinancerne lidt forvirrende og kan have fået os til at føle os lidt utilpas. Men den umiddelbare reaktion betyder ikke, at vi skal opgive vores bestræbelser på at forstå, hvad det er, Herren prøver at lære os eller, endnu vigtigere, skænke os. Som præsident Nelson har sagt: »Hvis I endnu ikke elsker templet, så tag derhen oftere – ikke mindre hyppigt.« Og jeg vil tilføje, at ud over at I øger hyppigheden, så tag til templet for at søge Frelseren.

Herren har sagt, at »dette højere præstedømme forvalter evangeliet og besidder nøglen til rigets hemmeligheder, ja, nøglen til kundskaben om Gud.

Derfor tilkendegives guddommelighedens kraft i dets ordinancer« (L&P 84:19-20; se også v. 21-22).

De smukke symbolske aspekter ved tempelordinancer kan hjælpe os til at forstå og føle guddommelighedens bogstavelige kraft, der ligger i disse ordinancer. De er ikke af nyere dato, men blev snarere »befalet og forberedt [af Herren] før verdens grundlæggelse« (L&P 128:5). Som Orson F. Whitney fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Gud underviser ved hjælp af symboler; Det er hans foretrukne undervisningsmetode.«

Hvis vi byder Ånden ind i vores hjerte og sind, vidner jeg om, at vi vil opdage, at de rituelle og symbolske aspekter ved tempelordinancerne faktisk er meget velkendte for os, og vi vil indse, at guddommelighedens kraft, der tilflyder os, når vi ærer dem, sikrer vores evne til at vende tilbage og dvæle i vor himmelske Faders nærhed. Som præsident Nelson har sagt: »Tempelbegavelsen blev givet ved åbenbaring. Derfor forstås den bedst ved åbenbaring, som ivrigt søges af det rene hjerte.«

Jeg vil gerne tilføje min egen fjerde fejl, som alt for mange af os begår, når vi kommer for at tilbede i templet. Vi ignorerer alt for ofte den kendsgerning, at al symbolikken leder os til Jesus Kristus, hans forsoning og hans rolle med at »tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket« (Moses 1:39). Måske er det derfor, at Herren erklærede til profeten Joseph Smith »at hver gang dit folk træder ind i dette hus, at det da må ske i Herrens navn;

at hver gang de træder ud af dette hus, at det da må ske i Herrens navn« (L&P 109:17-18; se også v. 19).

Mange af de udfordringer, folk har med ikke at føle det, de ønsker at føle i templet, stammer fra deres manglende evne til at søge Herren, mens de deltager i tempelordinancer. Han er grunden til, at vi kommer i templet. Han er den, som vor Fader i himlen ønsker, at vi møder i templet. Han er centrum for hvert eneste symbol, hver ordinance, hver pagt og hver eneste velsignelse, vi håber på at modtage i templet. At søge Kristus i templet gør os i stand til at forstå, hvorfor vi er i templet, og hvorfor vi bør vende tilbage.

I sit brev til hebræerne erklærede Paulus følgende med hensyn til at få adgang til den helligste del af det gamle tempel:

»Brødre, ved Jesu blod har vi altså frimodighed til at gå ind i helligdommen

ad den nye, levende vej, som han har åbnet for os gennem forhænget, det vil sige ved sit jordiske legeme« (Hebr 10:19-20).

Johannes tydeliggjorde dette skriftsted, da han citerede Jesus for at sige, at »ingen kommer til Faderen uden ved mig« (Joh 14:6). Når vi står ved templets forhæng, står han, som er vores talsmand hos Faderen, symbolsk mellem os og Faderen og siger:

»Fader, se hans lidelser og død, han, som ikke begik nogen synd, ham, i hvem du havde velbehag; se din Søns blod, som blev udgydt, blodet af ham, som du gav, for at du selv kunne blive herliggjort;

derfor, Fader, skån disse mine brødre, som tror på mit navn, så de må komme til mig og få evigtvarende liv« (L&P 45:4-5).

Det øjeblik, hvor vi symbolsk får adgang til Guds nærvær gennem sløret, hjælper os til at forstå, hvorfor Joseph Smith belærte om, at »vi har brug for templet mere end noget andet«.

I gammel tid blev der båret helligt tøj for at hjælpe Guds pagtsbørn med at »huske på alle Herrens befalinger og følge dem og ikke lade jer lede af det, jeres hjerte tragter efter, og som jeres øjne ser« (4 Mos 15:39). Og det er ikke anderledes i dag. Hvilket forbløffende, helligt øjeblik det er at få en tempelklædning, mens man er i Herrens hus med al dens symbolske betydning – hvoraf den vigtigste er en erindring om Frelserens offer i Getsemane have og på korset og hans herlige opstandelse. »Tempelklædningen er en fysisk påmindelse om hellige løfter, som [vi] har indgået med [vor] himmelske Fader, og den minder [os] om de velsignelser, [vi] kan modtage, hvis [vi] ærer [vores] forpligtelser.« Klædningen hjælper os også til at ære nadverpagten om »altid at erindre ham og holde hans befalinger, som han har givet [os], så [vi] altid må have hans Ånd hos [os]« (L&P 20:77).

Præsident Nelson har undervist om noget meget dybsindigt om tempelklædningen, som han gav mig tilladelse til at dele: »Jeres klædning er symbolsk for forhænget [i templet]; forhænget er et symbol på Herren Jesus Kristus. Så når I tager jeres klædning på, kan I føle, at I virkelig ifører jer det meget hellige symbol på Herren Jesus Kristus – hans liv, hans tjenestegerning og hans mission, som var at sone for hver af Guds døtre og sønner.«

Vi finder vor Frelser i templet, i alle dets aspekter, og vi finder ham i symbolikken i tempelklædningen. Ved at bære klædningen, erklærer vi over for Gud, at vi glæder os over, at Jesu navn er sat på os i hans hellige hus (se L&P 109:26), og vi altid erindrer ham.

I templet kan I modtage kraft til at modstå og overvinde modstanderens åndelige angreb ved at indgå og holde pagter. I templet kan I modtage en tempelklædning, ikke blot en hvilken som helst tempelklædning, men derimod det hellige præstedømmes klædning. Og i templet kan I møde Jesus Kristus.

Præsident Nelson har sagt, at »hver gang et tempel indvies, kommer der mere lys ind i verden«. Jeg tror ikke, at han talte om templets udendørsbelysning. Jeg tror, at han talte om os, Guds pagtsbørn, for hver gang vi kommer værdige til templet, får vi, og går derfra med mere lys.

Jeg vidner om, at Gud er ivrig efter at indgå et pagtsforhold med os i sit tempel, et, der, som præsident Nelson har vidnet om, vil ændre »vores forhold til ham for evigt« og velsigne »os med et ekstra mål af [hans] kærlighed og barmhjertighed«. Jeg vidner om, at når vi forbereder og renser os selv, vil Kristus åbenbare sig for os i sit hus på kraftfulde og personlige måder. Jeg vidner om, at ved konstant at ære og bære tempelklædningen vil vi blive i stand til at erindre Jesus Kristus, blive »udrustet med retfærdighed og med Guds kraft i stor herlighed« (1 Ne 14:14) og opnå den åndelige beskyttelse, der er nødvendig for at øge vores håb om en dag at blive hans medarvinger i vor Faders rige (se Rom 8:16-17; L&P 84:38).