Hvilken betydning har Pionerdagen? Højtideligholdes den overalt i hele Kirken?
Pionerdag afholdes til minde om de første mormonpionerers ankomst til Saltsødalen den 24. juli 1847. I Utah er det en officiel helligdag, og de festligheder, der knytter sig til den, som blandt andet en stor parade, kaldes »Days of ‘47«. Det er en dag, hvor man hylder alle de mennesker, som har bidraget til at skabe staten, uden skelen til religion eller baggrund.
Derudover kan sidste dages hellige rundt omkring i verden være med til at fejre den pionerarv, som vi alle har del i. I nogle områder afholder man festspil, parader, koncerter og håndkærrevandringer som en del af højtideligheden. Andre steder kan højtideligheden bestå i noget så enkelt som en familieskovtur eller et øjebliks personlig fordybelse. Uanset hvor Kirkens medlemmer bor, uanset om der afholdes en formel højtidelighed eller blot et øjebliks eftertænksomhed, så er det et passende tidspunkt at mindes det, som de tidlige sidste dages hellige har gjort for os alle. Det omfatter også lokale pionerer, som har styrket Kirken, der hvor du bor.
Præsident Dieter F. Uchtdorf, andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, har sagt: »Hvor er det en glæde og et privilegium at være en del af denne verdensomspændende kirke og blive undervist og opløftet af profeter, seere og åbenbarere! … Idet budskabet om Jesu Kristi gengivne evangelium nu bliver accepteret over hele verden, er vi alle pionerer i vores egen sfære og situation.«1
Uanset hvor du bor, så er den 24. juli et godt tidspunkt at mindes, hvad de tidlige sidste dages hellige har gjort for os alle.