Vejen til templet

Lige siden min mand og jeg blev døbt i 2001, har vi haft mange samtaler om at rejse til templet med vores familie for at blive beseglet til hinanden for al evighed. Men vores planer gik i vasken, da han fik konstateret leverkræft og døde, inden vi nåede at rejse.

Jeg var sønderknust, men mit ønske om at få vores familie beseglet til hinanden blev endnu stærkere efter min mands død. Men som enke og mor til fire børn vidste jeg, at det ikke ville blive let at skaffe de nødvendige penge til min families rejse fra Cambodja til templet i Hongkong – som lå knap 1600 km væk.

Trods vores beskedne indtægt vidste mine børn og jeg, at vi måtte tage til templet, så vi kunne blive beseglet som en evig familie. Jeg blev ved med at udføre hårdt vaskeriarbejde på et hotel, mens mine børn havde forefaldende arbejde. Langsomt begyndte vi at spare en sum penge op til vores rejse, men vi blev hurtigt klar over, at vi måske aldrig ville kunne spare nok op.

Da vi vidste, at en evig familie var mere værdifuld end noget andet, vi kunne få på denne jord, besluttede vi at sælge det eneste værdifulde, som vi ejede, nemlig min afdøde mands motorcykel. Da vi havde solgt den for en betydelig sum penge, glædede vi os over visheden om, at vi snart ville være i stand til at blive beseglet til vores elskede far og ægtemand.

Men vores glæde blev kortvarig. En uge efter at vi havde solgt motorcyklen, kom vi hjem fra kirke og opdagede, at der havde været indbrud i vores hjem. Da vi fandt ud af, at pengene fra salget af motorcyklen var væk, blev vi knust af sorg. I flere måneder efter indbruddet blev vi ved med at bede om, at vi måtte finde en måde at komme til templet på.

Efter flere måneder blev vores bønner besvaret, da vi fik at vide, at vi kunne få hjælp fra Kirkens General Temple Patron Assistance Fond.* Mine børn og jeg glædede os over nyheden og kunne kort efter foretage vores længe ventede rejse til templet.

Takket være andre sidste dages helliges gavmildhed er vi nu en evig familie.