En vifte, en støvsuger og en tallerkenfuld småkager

En sommer rejste vores lille familie 3200 km tværs over landet til min mands nye arbejde. Vi glædede os til det nye eventyr, men vi syntes, at det var langt fra vores hjem, vore familier og alt, hvad vi kendte. Det styrtede ned, da vi kørte op til vores nye hjem, og i et forsøg på at beskytte det nylagte tæppe i vores hjem pakkede vi lastvognen ud med paraplyer over hovedet og lagner under fødderne. Vi vidste, at kraftige regnskyl havde oversvømmet kældre, så vi holdt nervøst øje med vores kælder, da alt var læsset af.

Alt syntes at være i orden den aften, og da vores tre børn endelig sov, skyndte Greg og jeg os at rede vores seng. Vi var begge udmattede, og tanken om at gå i seng lød rigtig godt. Men af en eller anden grund følte Greg, at han skulle pakke endnu en flyttekasse ud.

»Lad nu være,« sagde jeg. »Lad os nu bare gå i seng. Vi kan pakke det ud i morgen.«

Han rystede på hovedet og gik ned i kælderen. Kort efter hørte jeg ham skrige. I panik styrtede jeg ned i kælderen og blev mødt af en mindre stormflod. Vi stod der skulder ved skulder, mens det kolde regnvand steg op omkring vore ankler. Vi gik straks i gang med arbejdet og begyndte at slæbe kasse efter kasse op ad den stejle trappe. Jeg følte mig fuldstændig fortabt, og mine tårer blandede sig med vandet på gulvet.

Jeg ringede til det eneste medlem af Kirken, som vi kendte i vores nye menighed, bror Lindsay Sewell, for at spørge, hvordan man fik gang i pumpen, så vi kunne få vandet ud. Bror Sewell gav mig nogle hurtige tips, og så gik jeg tilbage til arbejdet med at redde vores ejendele. Ved midnat ringede det på døren. Da jeg åbnede døren, så jeg bror Sewell, som stod med favnen fuld af en blæser, en vådstøvsuger og en tallerken med småkager.

»Det lyder, som om I kunne have brug for lidt hjælp,« sagde han med et stort smil. Pludselig følte jeg mig ikke så langt hjemmefra mere.

Bror Sewell blev hos os hele natten og hjalp os med at standse oversvømmelsen. Da vandstanden i kælderen oversteg 30 cm, foreslog han, at vi skulle tilkalde brandvæsnet. De bragte store pumper, som kunne løse problemet.

Den næste morgen ankom søster Sewell og andre medlemmer af vores nye menighed med mad, forlængerledninger og flere vådstøvsugere. Vi var overvældet af deres godhed. Det lykkedes os at redde vore ejendele.

Jeg er så taknemlig over at være medlem af medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Uanset hvor jeg rejser hen, har jeg brødre og søstre, der venter med åbne arme på at byde min familie velkommen og hjælpe i nødens stund.