Fra påskesorg til påskemorgen

Illustration: Elia Sampò; må ikke kopieres

Efter at have tjent næsten tre år som missionsledere i Ghana var min hustru, Ruth, og jeg endelig ved at have styr på det. Alt virkede til at være godt.

Så fik Ruth uventet ulidelige smerter i lænden. Efter at være blevet diagnosticeret med nyresten, der var for store til at lade passere, blev hun fløjet til Johannesburg i Sydafrika. Efter en vellykket operation fik hun hjertestop og døde på operationsstuen.

Hvordan kunne dette ske? Vi havde givet alt, vi kunne, til vores mission.

»Gør det dig vred på Gud?« spurgte en tidligere kollega.

»Nej, jeg bebrejder ikke Gud«, svarede jeg. »Jeg forstår ikke, hvorfor det her skete, men ingen af os bliver skånet for hjertesorg, selv når vi forsøger at følge Frelserens eksempel med at gå ›omkring og gøre vel‹ (ApG 10:38). Håbet om en opstandelse er nu mere personligt og mere virkeligt for mig. Påsken bliver aldrig den samme igen.«

Da jeg søgte trøst og vejledning i skrifternes og nutidige profeters ord, så jeg en forbindelse mellem påskesorgen og løftet om påskemorgen. Jeg fandt ord, der beskrev Jesu Kristi kraft og løftet om opstandelsen – ord, der nærede mig åndeligt og gav ny mening til noget, der tidligere mest af alt havde været abstrakt.

Jeg blev mindet om, at »de fundamentale principper og grundsætninger i vores religion er apostlenes og profeternes vidnesbyrd om Jesus Kristus, at han døde, blev begravet og igen opstod den tredje dag og fór til himlen«.

Ældste Gary E. Stevenson fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt, at takket være Jesus Kristus og hans forsoning:

• »Har alt forandret sig.«

• »Er alt bedre.«

• »Er livet overkommeligt – især de smertefulde øjeblikke.«

• »Er alt muligt.«

Denne påske – og hver påske – vil jeg hylde kraften og løftet om en herlig opstandelse for mig, Ruth, mine kære og sågar mennesker, jeg aldrig har mødt. Jeg er hverken alene eller ensom trods det uventede tab af min elskede hustru.

Vi vil se hinanden igen, tale om historier og minder, udveksle indforståede blikke og dele de oplevelser, vi har haft, mens vi var adskilt for en tid. Vi kommer til at have masser, vi skal indhente sammen.