Det Gamle Testamentes påskebudskab

De troende på Det Nye Testamentes tid havde stort set den samme tekst fra Det Gamle Testamente, som vi har i dag. Gennem lignelser, sindbilleder og symbolik lærer den os grundlæggende sandheder og viser os vejen til Frelseren. For eksempel er Esajas’ profeti om den lidende tjener (se Es 53) meget svær at forklare som andet end en profeti om Jesus. Da disciplen Filip mødte en mand fra Etiopien, der læste op fra denne tekst, spurgte Filip:

»Forstår du også det, du læser?

Han svarede: ›Hvordan skal jeg kunne det, når der ikke er nogen, der vejleder mig?‹ …

Det afsnit i Skriften, han læste, var dette: Som et får, der føres til slagtning, som et lam, der er stumt, mens det klippes, således åbnede han ikke sin mund.«

Etiopieren spurgte:

»›Hvem er det, profeten taler om her? Er det om sig selv, eller er det om en anden?‹

Filip tog så til orde, og han begyndte med dette skriftsted og forkyndte evangeliet om Jesus for ham« (ApG 8:30-32, 34-35).

Abinadi læste den samme tekst fra Esajas for tilhørere, der var fjendtligt indstillet, og som ikke kunne se Jesus i Det Gamle Testamente. Efter at have læst den, konkluderede han: »Gud selv skal komme ned blandt menneskenes børn og skal forløse sit folk« (Mosi 15:1).

Budskabet om Kristus er bestemt ikke fraværende i Det Gamle Testamente. I disse storslåede hellige skrifter er tro og omvendelse grundlæggende for Israels Guds personlighed og karakter. Hans evne til at frelse er et af kendetegnene ved hans guddommelighed, og tro på hans evne til at udfri sit folk fra enhver fjende lærer os at tro på hans evne til at frelse os fra de største fjender – synd og død. Jahves langmodighed og villighed til at modtage angrende syndere karakteriserer hans natur. Omvendelse var mulig, fordi hans barmhjertigheds arm altid var strakt ud mod dem, der forsagede deres synder og kom til ham. Således forstod de israelitter, der oprigtigt tilbad, og som intet kendte til Jesus Kristus, både tro og omvendelse og så dem som grundvolden i deres forhold til en barmhjertig Gud – selv hvis de ikke kendte alle detaljerne om deres frelse fuldt ud.

Israels tilbedelse i templet lærte dem om det kristne evangelium, fordi stedfortrædende forsoning og efterfølgende tilgivelse er selve kernen i tempelofrene. Trofaste fordums israelitter vidste, at de ikke kunne frelse sig selv fra synd, men at de var nødt til at stole på Guds indgriben for at udfri dem åndeligt. Jesus, hans profeter i Mormons Bog og forfatterne til Det Nye Testamente åbenbarede, at Kristus selv skulle være Guds offerlam, men de grundlæggende principper var allerede blevet kundgjort i moseloven. Og Israels Messias var Jahve selv, hvilket er noget, der ikke altid står klart i Det Gamle Testamente, men som Jesu tilhængere i Mormons Bog og Det Nye Testamente forstod. Hæderlige mennesker, der så frem til en frelsende Messias, så frem til Jesu komme, og mange genkendte ham, da han kom.

Ved at undervise i Jahves kærlighed og barmhjertighed og ved at bære vidnesbyrd om ham vidnede alle Det Gamle Testamentes profeter om Kristus, ligesom der står i Mormons Bog, at de gjorde (se Jakob 4:4-5; 7:11). De, der kunne se med troens øje, så Jahve som centrum for alle deres retfærdige ønsker og deres hengivenhed. De, der blev undervist, som manden fra Etiopien blev det, eller hvis øjne blev åbnet, ligesom disciplene på vejen til Emmaus oplevede, var i stand til korrekt at opfatte, at Jesus af Nazaret var deres Messias og Guds pletfri offer på deres vegne. En af disse disciple, Johannes Døberen, profeterede om dette med disse ord: »Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd« (Joh 1:29).