Marias villige hjerte: Sådan gør tro det umulige muligt

Danielle Christensen

Afdelingen for præstedømmet og familien

De største mirakler kan finde sted, når vi vælger at rette vores vilje ind efter Guds.

Da englen Gabriel fortalte Maria, at hun var udvalgt til at føde Guds Søn, gav han hende en kraftfuld forsikring: »Thi intet er umuligt for Gud« (Luk 1:37). Ud over at inspirere til tro og mod var det også en sandhed – en, som Maria kunne erfare for sig selv, hvis hun ville.

Heldigvis var Maria villig og valgte at tage imod Guds kald (se Luk 1:38), selvom hun ikke havde alle svarene. Og på grund af hendes tro og ydmyghed kunne Guds frelsesplan – som på dette tidspunkt »var fuldstændig afhængig af [hendes] handlinger« – bevæge sig fremad.

Hun vidste det ikke dengang, men dette hellige ansvar åbnede for, at Maria fik erfaringer, hun ellers ikke ville have fået. Nogle værdsatte og gemte hun i sit hjerte (se Luk 2:15-19, 41-51). Andre påførte hende smerte (se Luk 2:34-35). Men alt dette bragte hende tættere på Gud og den guddommelige sandhed, hun lærte som ung kvinde: »Intet er umuligt for Gud.«

Fordi hun var villig

Marias villighed til at acceptere Guds vilje gjorde hende ikke immun over for prøvelser, sorg eller skuffelser. Rent faktisk stødte hun som mor til Messias på nye udfordringer, deriblandt den aften, hvor Frelseren blev født. Om dette øjeblik har præsident Jeffrey R. Holland (1940-2025), præsident for De Tolv Apostles Kvorum, sagt:

»Kun overgået af barnet selv er Maria den mest fremtrædende figur, den kongelige dronning, moderen over dem alle – der holder slutstenen i dette største af alle dramatiske øjeblikke. Og … bortset fra sin elskede mand var hun meget alene.

Jeg har spekuleret på, om denne unge kvinde, som også selv stadig var et barn, der her skal føde sin første baby, måske har ønsket, at hendes mor eller en tante eller hendes søster eller en ven var i nærheden af hende i løbet af fødslen …

Men sådan skulle det ikke være. Uden andet end Josefs uerfarne hjælp fødte hun selv sin førstefødte søn, svøbte ham i de små klæder, hun bevidst havde taget med på sin rejse, og lagde ham måske på en pude af hø.«

Marias udfordringer som ung mor fortsatte, da hun og Josef måtte flygte fra deres hjemland til Egypten for at beskytte Jesu liv. Hun måtte også lære, hvad det betød at opdrage en søn med en guddommelig mission, der syntes at få ham til at modnes hurtigt og krævede meget af hans tid som voksen (se Matt 12:46-50).

Som hans mor havde Maria det privilegium at være tæt på Jesus og så ham gøre tilsyneladende umulige ting. Hun så ham undervise lærde mænd i templet, da han kun var 12 år gammel (se Luk 2:41-51; JSO, Luk 2:46). Hun vidste, at hun kunne bede ham om et mirakel (se Joh 2:1-11). Og hun stod ved hans side ved korset, mens han fortsatte med at gøre det umulige muligt ved at lide for hele menneskehedens synder, sorger og kampe (se Joh 19:25-27).

Og således fik englen Gabriels ord om, at »intet er umuligt for Gud« en ny betydning. Ikke alene kunne Gud bringe nyt liv til verden, men han kunne også bringe liv til verden gennem Jesu Kristi sonoffer.

At underkaste vores vilje Guds

Marias parathed til at acceptere Guds vilje tillod hende at nå sit guddommelige potentiale, og den var et ekko af Jesu egen parathed til at acceptere sin Faders vilje, hvilket gjorde ham i stand til at opfylde sin guddommelige mission som Frelseren. Som et resultat af Jesu ydmyghed fandt tilsyneladende umulige ting sted – deriblandt hans sejr over døden gennem opstandelsen – hvilket minder os om, at hvis vi ønsker at nå vores potentiale og få det umulige til at ske i vores liv, må vi overgive vores vilje til Gud.

Ældste Ulisses Soares fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Det kræver et modigt og villigt hjerte at … underkaste os Gud, og i sidste ende beslutte os for at tage hans vej frem for vores egen. Den ultimative prøve på vores hengivenhed som disciple findes i vores villighed til at give slip på vores gamle jeg og underkaste vores hjerte og sjæl Gud, så hans vilje bliver vores.«

At afstemme vores vilje med Guds er ikke altid ligetil eller let, men vi er ikke nødsaget til at foretage denne forandring på egen hånd. Når vi udøver tro på Jesus Kristus og hans forsoning, kan vi nå vores guddommelige potentiale og blive den, han ønsker, vi skal være (se 2 Kor 5:17-19).

Præsident Russell M. Nelson (1924-2025) vidnede om dette: »Tro på Jesus Kristus er den største kraft, der er tilgængelig for os i dette liv. Alt er muligt for dem, der tror [se Mark 9:23].«

Præsident Nelson sagde også, at når vores »største ønske er at lade Gud råde« i vores liv, bliver »mange problemer til ligegyldigheder!« Vores beslutninger bliver mindre vanskelige, vi udnytter vores tid bedre, og vores knuste hjerte kan heles. Han lovede: »Når I vælger at lade Gud råde i jeres liv, vil I selv opleve, at Gud er en ›gud, der gør mirakler‹ [Morm 9:11].«

Selvfølgelig kræver det mod at lade Herren råde i stedet for at stole på vores egne evner (se Sl 118:8). Det kan især være sandt, når vi ikke har alle svarene, eller når vi tror, at der måske er en bedre vej at følge end Guds. Men så snart vi vælger ham, bliver vores liv faktisk lettere. For når vores vilje er afstemt med Herrens, forenes vi med ham. Han giver os sin styrke, støtte og kraft. Og vi kan gå fremad med større selvtillid, ligesom Maria gjorde, og vide, at intet er umuligt for Gud.