Vor elskede Frelsers sejr

I min kaldelse som apostel har jeg rejst meget og haft det privilegium at møde børn, unge og voksne over det meste af verden. Der er øjeblikke med stor glæde i livet, men en ting, jeg har set med mine egne øjne og følt dybt i mit hjerte, er, at udover lykke og glæde rummer livet også øjeblikke med hjertesorg og lidelse.

Jeg vil aldrig glemme engang, hvor jeg sad med fire små børn, hvis forældres liv brutalt var blevet afsluttet af en ubuden gæst i deres eget hjem, mens børnene sov, eller da jeg mødtes med en kvinde, der som pige var blevet misbrugt af en slægtning, hun stolede på, eller da jeg sad ved sengen hos en ung pige, der havde pådraget sig en hjerneskade efter at være faldet af en cykel og snart skulle dø, eller da jeg lyttede til en hulkende kvinde, hvis mand havde forrådt hende og hans tempelpagter på en forfærdelig måde i mange år.

Jeg har følt smerten hos et par, hvis voksne barn ikke længere troede på evangeliets sandheder og forsøgte at svække troen hos andre i familien. Jeg har talt med fortvivlede forældre og venner til en ung mand fyldt med potentiale, som tog sit eget liv. Jeg har følt bedrøvelsen efter Guds vilje hos dem, der har begået synd og virkelig ønskede at omvende sig samt ødelæggelsen for de mennesker, der er blevet påvirket af synden.

Jeg har set smerten i psykiske lidelser både hos den, der lider af dem, og hos dem, der lider i stilhed, mens de ser på uden at kunne hjælpe særligt meget. Jeg har set de enorme personlige tab forårsaget af naturkatastrofer, oversvømmelser, storme, brande og jordskælv. Jeg har været vidne til omvæltninger i lande forårsaget af politisk uro, krige og ødelæggelse og den smerte, der kommer, når det uventede bliver kastet over dem, der er uskyldige og søger at gøre det rette.

Helbredende hænder [Healing Hands], af Kolby Larsen, må ikke kopieres

Frelseren forløser os

Præsident James E. Faust (1920-2007), andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, talte om Jesu Kristi forsoning og sagde: »De sårede bør gøre, hvad de kan for at arbejde gennem deres prøvelser, og Frelseren vil ›bistå sit folk, hvad angår deres skrøbeligheder‹ [Alma 7:12]. Han vil hjælpe os med at bære vores byrder. Nogle skader er så sårende og dybe, at helbredelse fra dem ikke kan finde sted uden hjælp fra en højere magt og et håb om fuldkommen retfærdighed og genoprettelse i det næste liv … Han forstår vores smerte og vil vandre med os selv i vores mørkeste stunder.«

Jeg føler mig mere og mere draget mod Frelserens kærlighed og de uendelige velsignelser, der er lovet os gennem Jesu Kristi forsoning. Han skærmede os ikke fra livets svære oplevelser, der bringer umådelig smerte, men han beskyttede os mod evig lidelse og fremmedgørelse fra vor himmelske Fader og lod os gennem sin altomfattende lidelse få muligheden for fuldkommen glæde og evig lykke i Guds nærhed.

Præsident Dallin H. Oaks har mindet os om følgende: »Den største hjælp, Gud har tilvejebragt for sine børn på jorden, er helt ubestrideligt en Frelser, Jesus Kristus, som led for at betale prisen for og at udvirke tilgivelse for synder, der aflægges. Den nåderige og herlige forsoning tydeliggør, hvorfor tro på Herren Jesus Kristus er evangeliets første grundsætning. Hans forsoning ›tilvejebringer de dødes opstandelse‹ (Alma 42:23) og ›sone[r] for verdens synder‹ (Alma 34:8), sletter alle de synder, vi har omvendt os fra, og giver vor Frelser kraft og magt til at bistå os i vores skrøbeligheder som dødelige«.

Udsnit af Bøn i Getsemane [Prayer at Gethsemane], af Del Parson, må kun kopieres til kirkebrug

Evighedens afgørende begivenhed

Når jeg tænker på den lidelse, jeg personligt har set, og som er så uendelig lille sammenlignet med den, som alle, der nogensinde har vandret eller kommer til at vandre på jorden, oplever, kan jeg ikke med nogen ord, jeg kender, beskrive følelserne i mit hjerte for det, der må være sket i Frelserens hjerte, sind, legeme og sjæl i den hellige stund med altomfattende lidelse for hele menneskehedens synder og smerte.

Den afgørende begivenhed i evigheden begyndte, da Jesus gik »til et sted, der hedder Getsemane« (Matt 26:36) på Oliebjerget uden for Jerusalems bymure. Der sagde han til sine disciple: »Min sjæl er fortvivlet til døden« (Matt 26:38).

Han bad og sagde: »Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. Dog, ikke som jeg vil, men som du vil« (Matt 26:39). Han vendte tilbage til sine disciple, fandt dem sovende, gik væk igen og bad for anden gang. »Min fader, hvis det ikke er muligt, at dette bæger går mig forbi, men jeg skal drikke det, så ske din vilje … og for tredje gang … bad [han] den samme bøn« (Matt 26:42, 44).

Jesus drak det bitre bæger og led ud over vores jordiske fatteevne både i haven og på korset. Uden synd påtog han sig alle vores synder, så når vi kommer til ham og omvender os, bliver vores synder og byrder taget fra os (se 2 Kor 5:21).

Jesu lidelse, død og sonoffer havde længe været ventet. 700 år før Jesu fødsel udtalte og profeterede Esajas, at »Herren lod al vor skyld ramme ham« (Es 53:6). Jesus talte om at give sit liv som »løsesum« (Matt 20:28; se også 1 Tim 2:6) »til syndernes forladelse« (Matt 26:28) for alle, som vil tro på ham og omvende sig fra deres synder. Peter beskrev, hvordan han »led … for [vore] synder« (1 Pet 3:18), at vi blev helbredt ved hans sår (se 1 Pet 2:24). Han gjorde, hvad ingen anden kunne for at gøre det muligt for os at vende tilbage til vor Faders nærhed. Han blev »knust for vore synder« (Es 53:5).

Efter lidelserne i Getsemane fortsatte hans pinsel – forræderiet fra en, der fulgtes med ham, latterliggørelsen fra uretfærdige herskere, smerten ved hans legeme, der blev pisket, tornekronen, der blev presset mod hans hoved af de grusomme og nådesløse soldater (se Joh 18:2-3, 12-14; Mark 15:15-20), og den tunge planke, der blev lagt på kødet af hans oprevne ryg, som han bevægede sig op mod Golgata (se Joh 19:16-17).

På korset vendte den ekstreme smerte, han havde følt i Getsemane, tilbage med en skarphed, som intet menneske kunne udholde. Jesus Kristus, Guds Søn, bar ensomt sin Faders guddommelige befaling om at nedlægge sit liv. Soldaterne og herskerne kunne ikke tage det fra ham (se Joh 10:18). I ærbødighed og ydmyghed bøjede Jesus sit hoved og sagde: »Det er fuldbragt« (Joh 19:30).

Det sidste øjeblik af hans jordiske liv var fuldendt. Der er ingen ord, der kan beskrive storheden af hans dyrebare gave. Den vil aldrig blive krævet af nogen anden. Jesus Kristus gjorde det »én gang for alle« (Hebr 10:10).

Med fuldførelsen af sin guddommelige mission blev han nu den første i hele menneskehedens historie til at opstå fra graven til udødelighed (se 1 Kor 15:21-23).

Til kvinden ved graven sagde englene:

»Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde?

Han er ikke her, han er opstået« (Luk 24:5-6).

Til sine apostle sagde han: »Se på mine hænder og fødder – det er mig« (Luk 24:39). Senere »blev han set af over fem hundrede brødre på én gang« (1 Kor 15:6). Øjenvidner så den opstandne Frelser. Han var ikke død. Han var i live.

Jesus Kristus brød dødens lænker og bånd for enhver, som har levet eller kommer til at leve på jorden (se 1 Kor 15:22). Han besejrede vores altomfattende fjende – dødens fjende var for evigt besejret.

Præsident Russell M. Nelson (1924-2025) sagde: »Jesus Kristus påtog sig jeres synder, jeres smerter, jeres hjertesorg og jeres skrøbeligheder. I behøver ikke at bære dem alene! Han vil tilgive jer, når I omvender jer. Han vil velsigne jer med det, I har brug for. Han vil læge jeres sårede sjæl. Når I binder jer til ham, vil jeres byrder føles lettere. Hvis I vil indgå og holde pagter om at følge Jesus Kristus, vil I opdage, at de smertefulde øjeblikke i livet er midlertidige. Jeres lidelser vil blive ›opslugt i glæden over Kristus‹ [Alma 31:38].«

Som en af hans ordinerede apostle har jeg oplevet de åndelige og personlige øjeblikke, der har givet mig et sikkert og fast vidnesbyrd om, at han lever. Må disse ord i denne påsketid roligt forblive i vores sind og hjerte: »Lad mig aldrig glemme, at du døde smertefuldt for mig«, mens vi glæder os over at synge: