Mormons Bog og påskens mirakel

I 3 Nefi 11 læser vi, at folket hørte en røst fra himlen. Først forstod de den ikke, men efter de havde rettet deres fulde opmærksomhed mod den, genkendte de endelig Guds røst, der forkyndte: »Se, min elskede Søn« (v. 7). Vor himmelske Fader introducerede ikke blot Jesus Kristus, men vidnede, som kun han kunne, om Kristi guddommelighed.

Frelseren er Guds førstefødte Søn i ånden og hans enbårne Søn i kødet (se L&P 93:21; Joh 3:16). Dette er en af de vigtige årsager til, at han kunne udføre den forsoning, der muliggør vores indre forandring. Uden Jesu Kristi forsoning ville vi automatisk blive fordømt af vores fejltagelser og synder. Takket være hans forsoning kan vi ikke alene blive renset for dem, men vi kan også lære af dem. Fordi Kristus er guddommelig, kan han tilbyde os nåde – guddommelig hjælp og vejledning – der kan hjælpe os til at nå vores evige potentiale.

Den indre forandring begynder, når vi viser tro på Jesus Kristus og hans bemyndigede tjenere. En af de første ting, Kristus gjorde, da han i fordums tid viste sig på det amerikanske kontinent, var at indbyde folket, en efter en, til at blive vidner om hans opstandelse. De så og følte hver især tegnene på hans sonoffer. (Se 3 Ne 11:14-15). Og så råbte de med glæde: »Hosianna!« (v. 17). En oversættelse af dette ord er »vi beder dig, frels os«.

Frelseren besvarede deres bøn om frelse ved at kalde Nefi frem og give ham magt og myndighed til at døbe (se v. 21). På denne måde belærte han om, at frelse kommer gennem ordinancer, der udføres af den rette præstedømmemyndighed.

Nu spørger I måske: »Men havde folket på det amerikanske kontinent ikke allerede præstedømmet? Udførte de ikke allerede bemyndigede dåb?« (Se Mosi 18:8-17). Jo, men det virker, som om Jesus havde et vigtigt formål med offentligt at give den myndighed til Nefi og de andre disciple. Måske ønskede han at gøre det klart for alle, at disse personer havde myndighed til at repræsentere ham og forrette frelsens og ophøjelsens ordinancer, når han var borte. Måske var dette særligt vigtigt, fordi der havde været nogen strid om den rette måde at døbe på (se 3 Ne 11:28).

Gennem præstedømmets ordinancer og pagter gør vor himmelske Fader velsignelser tilgængelige for alle sine børn. Disse ordinancer hjælper ikke blot mennesker til at overvinde verden, men også at blive mere som vor himmelske Fader og Jesus Kristus.

Dernæst afhænger indre forandring af, at vi er i stand til at få adgang til en større overflod af Kristi kraft. På det amerikanske fastland underviste Frelseren folket i sin lære, især den lære, der blev givet ham af vor himmelske Fader (se 3 Ne 11:31-32). Dette omfatter tro på Herren Jesus Kristus, omvendelse, dåb og modtagelse af Helligånden (se v. 32-35). Hvis vi bygger på denne grundvold, kan vi holde ud til enden, »og helvedes porte skal ikke få magt over [os]« (v. 39).

Gennem Kristi lære kan vi få adgang til hans kraft, og han kan ændre selve vores natur. Uden tro og omvendelse ville der ikke være meget ønske om at ændre sig. Uden dåb og Helligåndsgaven ville der være begrænset kraft til at ændre sig. Uden princippet om at holde ud til enden ville forandringen i vores indre landskab for altid være overfladisk og midlertidig, uden tid til at synke dybt ned i vores hjerte og blive en del af den, vi er.

Hvor meget vor himmelske Fader og Jesus Kristus end elsker os og ønsker at velsigne og hjælpe os, vil de ikke tvinge os til at ændre os. Ved at efterleve Kristi lære bruger vi vores moralske handlefrihed til at indbyde guddommen til at koble sig sammen med os og gøre deres guddommelige egenskaber til vores.

Da Jesus Kristus besøgte folket i det fordums Amerika, holdt han en tale ligesom bjergprædikenen, der er nedskrevet i Bibelen, men med nogle væsentlige forskelle. Mormons Bog indeholder for eksempel flere af Frelserens lærdomme, der ikke findes i vores nuværende bibel. Disse lærdomme retter vores fokus mod evangeliets første principper og ordinancer: Tro på Jesus Kristus, omvendelse, dåb og modtagelse af Helligånden. (Se 3 Ne 12:1-2). Dette hjælper med at give kontekst til saligprisningerne, der følger efter, som noget mere end en samling gode råd.

Præsident Harold B. Lee (1899-1973) kaldte bjergprædikenen, der begynder med saligprisningerne, for »en åbenbaring om [Kristi] egen karakter … Eller hvad man kunne kalde ›en selvbiografi‹.« De er en invitation fra Kristus til at koble os sammen med ham i processen med at modtage hans guddommelige egenskaber. På græsk betyder ordet salig »heldig« eller »lyksalig«. Men når forbindelsen mellem saligprisningerne og Salmernes Bog overvejes, kan ordet også betyde »hellig« eller »ophøjet«.

Efter at have valgt tro på Jesus Kristus og indgået pagter følger: »Velsignede er de fattige i ånden, som kommer til [Kristus]« (3 Ne 12:3). Når vi er fattige i ånden, erkender vi, at vi har lang vej igen, før vi bliver som Gud, og vi vælger Jesus Kristus som vores forbillede og fuldkomne læremester til at hjælpe os derhen. Når vi kommer til kort, sørger vi på grund af vores synder og vælger at omvende os (se v. 4). Vi udviser sagtmodighed, når vi ofte samles for at komme ham nærmere ved at tage nadveren. Nadveren hjælper os til at styrke vores pagtsforhold med vor himmelske Fader og Jesus Kristus ved fortsat at byde deres styrke og indflydelse velkommen i vores liv. (Se v. 5).

Derpå belærte Frelseren: »Velsignede er alle de, som hungrer og tørster efter retfærdighed, for de skal fyldes med Helligånden« (v. 6). Helligånden er den, der helliggør, »nådens budbringer, hvorved Kristi blod anvendes til at borttage vore synder og helliggøre os (se 2 Ne 31:17)«. Med hans konstante ledsagelse bliver vi barmhjertige og rene af hjertet ligesom Kristus. Helligånden vil hjælpe os til at blive fredsstiftere, der kan udholde forfølgelse, ligesom Kristus gjorde. (Se 3 Ne 12:7–11).

Helligånden kan hjælpe os til at ændre vores adfærd og løfte vores ønsker og motivation til et højere niveau. Den lavere lov, som er en forberedende lov, siger: »Du må ikke begå drab« (3 Ne 12:21). Frelseren siger, at vi ikke engang bør være vrede på vores bror (se v. 22). Den lavere lov siger: »Du må ikke bryde et ægteskab« (v. 27). Herren siger, at vi ikke engang skulle tillade begær at komme ind i vores hjerte (se v. 28-29). »Det gamle er hørt op, og alt er blevet nyt«, sagde Frelseren. »Derfor ønsker jeg, at I skal være fuldkomne, ligesom jeg, eller jeres Fader som er i himlen, er fuldkommen« (v. 47-48).

Fuldkommenhed er den indre forandring, vi søger, men den synes umulig, før vi husker, at ordet fuldkommen på græsk er teleios, som betyder »fuldstændig«, »hel« eller »fuldt udviklet«. Præfikset tele betyder »på afstand.« Vi finder det i ord som telefon, telegraf og teleskop–kommunikation og syn på afstand. Vi kan se, at Jesus ikke betegnede sig selv som fuldkommen i Mormons Bog før efter sin opstandelse. I sin barmhjertighed skænker han os også tid som en gave til at lære og vokse for at blive hele og fuldt udviklet.

I Mormons Bog kan vi se dette mirakel i folks liv efter Frelserens besøg. »Alle mennesker på hele landets overflade … blev omvendt til Herren, og der var ingen stridigheder og mundhuggerier blandt dem, og enhver handlede retfærdigt, den ene med den anden« (4 Ne 1:2). »Guds kærlighed … boede i folkets hjerte … og visselig kunne der ikke findes noget lykkeligere folk« (v. 15-16). Disse Jesu Kristi tilhængere anvendte det, han havde lært dem, og – over tid – blev de forandret gennem hans nåde. Dette Zion, som de levede i i næsten 200 år, viser os, at positive forandringer er mulige gennem Kristus.

I påsken fejrer vi Kristi opstandelse og det løfte, den giver om, at vi også vil opstå med fuldkomne og herliggjorte legemer. Påskeberetningen i Mormons Bog peger udover de ydre ændringer og mod de indre forandringer, som Frelseren tilbyder. Mormons Bog er endnu et vidnesbyrd om Jesus Kristus og om vores evige muligheder og potentiale på grund af ham.