Simon af Kyrene, der bar korset

Shaun Stahle

Kirkens tidsskrifter

Ligesom Simon kan vi opdage, at de byrder, vi bærer i lydighed, bliver den største ære i vores liv.

I en af de mest menneskelige situationer i Frelserens eksemplariske liv blev Simon af Kyrene øjenvidne til den »uovertrufne kærlighed og sorg«.

I den strøm af støv og råb, der fyldte Jerusalems gader den skæbnesvangre fredag, blev Simon trukket væk fra mængden og tvunget til at bære korset for den dømte Jesus af Nazaret. Simon var kommet fra en by i Nordafrika og var muligvis en hengiven jøde, der foretog sin pilgrimsrejse i forbindelse med påsken.

»Og de tvang en mand, som kom forbi ude fra marken, til at bære hans kors. Det var Simon fra Kyrene, far til Alexander og Rufus«, skriver Markus (Mark 15:21).

På det rette sted på det rette tidspunkt

Simon meldte sig ikke frivilligt. Han var efter alt at dømme en fremmed, der ikke passede ind. Og alligevel blev han udvalgt. I al korsfæstelsesoptogets kaos, var Simon der, da Jesus snublede under korsets vægt.

Vi ved meget lidt om Simon, men det er rart at tænke sig, at mens himlen orkestrerede detaljerne i Jesu Kristi evigt betydningsfulde forsoning, var der en person, der måske kunne være »regnet blandt de troende«, der blev udvalgt til at gå ved Frelserens side, når han fik mest behov for det.

Efter romersk skik bar en dømt mand sit kors til henrettelsesstedet. Korset – der var groft udhugget af almindeligt træ, måske oliven eller morbærfigen – blev ikke udformet med omhu, men med grusomhed. Det var et redskab til skam og død, konstrueret hurtigt, kun tilstrækkeligt til at bære vægten af en mands lidelse.

»Og således blev Jesus, der bar sit kors, ført ad Via Dolorosa – smertens vej – til et sted med begravelse, kranier og død. Fire romerske soldater gik ved siden af ham« – for at ydmyge ham og skræmme andre. Et skilt, der hang om Frelserens hals eller blev båret af en soldat, erklærede hans formodede forbrydelse.

Jesus, der allerede var pisket, plaget og søvnløs, var umådeligt fysisk svækket. Vægten af korset var ikke hans eneste byrde – det repræsenterede kulminationen på smerte i Getsemane, forræderi, brutalitet og latterliggørelse. Udmattelse og mentale kvaler havde drænet ham for legemlige kræfter.

Han vaklede og snublede. Han kunne ikke gå længere.

I dette øjeblik pressede utålmodige soldater Simon i tjeneste. Han var ikke en del af optoget, men alligevel blev han pågrebet og tvunget til at bære Jesu kors.

Ydmygelse og ære

At bære en dømt mands kors var et tegn på fornedrelse. Ingen romer eller jøde ville have meldt sig frivilligt til sådan en opgave. Hver detalje af korsfæstelsen var designet til at fornedre. Men alligevel bar Simon ydmygelsen.

Hvad ville vi have følt? Forvirring? Medfølelse? Fangede han Frelserens blik? Fornemmede han øjeblikkets hellighed?

På den korte gåtur til Golgata trådte Simon ind i lidelsernes hjerte. Kunne han opleve noget sådant uden at blive forvandlet af det? Måske kom han til Jerusalem som pilgrim, men forlod byen som vidne.

Simon havde været i nærheden af Guds lam i hans sidste timer. Han havde rørt ved trækorset. Begivenhederne den dag må have været meget virkelige for ham, da han hjalp med at føre korset op mod Golgata.

Vi er også blevet kaldet til at bære hinandens byrder. Vi bliver også bedt om at »tage [vores] kors op« og vandre med Frelseren (se Matt 16:24), selv når stien er hård, og byrden er tung. Og ligesom Simon kan vi opdage, at de byrder, vi bærer i lydighed, bliver den største ære i vores liv.

»For at følge Jesus Kristus må man nogle gange bære en byrde – sin egen eller en andens – og gå derhen, hvor et offer er påkrævet og lidelse uundgåelig«, sagde præsident Jeffrey R. Holland (1940-2025), præsident for De Tolv Apostles Kvorum. Han tilføjede: »Når vi tager vores kors op og følger ham, ville det være tragisk, hvis vægten af vores udfordringer ikke gjorde os mere medfølende og mere opmærksomme på de byrder, andre bærer.«