Hvad jeg lærte om åndelig selvhjulpenhed ved at flytte til et fremmed land

Da jeg flyttede, kendte jeg ikke nogen og kunne ikke tale engelsk. Jeg følte mig fortabt, afskåret og alene. Det var skræmmende.

Når jeg havde delt mine bekymringer om at bo i et andet land med min mor, havde hun rådet mig: »Hvor end I tager hen, så kig efter Kirken.«

Så det var præcis, hvad jeg gjorde: Jeg fandt den nærmeste kirkebygning og fandt min menighed. Jeg havde ingen anelse om, at dette enkle skridt ville blive et vendepunkt på min rejse mod åndelig selvhjulpenhed.

Min første søndag i dette nye land var overvældende, men at blive budt velkommen af medlemmerne i min nye menighed var et sandt mirakel. En søster inviterede mig til at deltage i institut, og gennem det forbedrede jeg ikke blot mit engelske, men det gjorde også min vennekreds større.

Takket være institut deltog jeg i en konference for unge voksne i Kirken i nærheden og kom i kontakt med andre unge voksne, der stræbte efter at efterleve evangeliet.

Jeg følte virkelig, at min åndelige selvhjulpenhed voksede, efterhånden som jeg bønsomt efterlevede mine pagter, tog nadveren hver søndag og tjente andre.

Trods alle disse velsignelser mødte jeg stadig udfordringer.

At arbejde som au pair gik ikke så glat, som jeg forventede. Min værtsfamilie overholdt ikke vores kontrakt, og jeg endte med at beslutte mig for at søge efter et nyt job og et nyt sted at bo.

Der var mange aftener, hvor jeg ikke vidste, hvor jeg ville tage hen. Søgningen syntes endeløs, og spændinger med min værtsfamilie fik mig til at tvivle på alt.

Jeg vidste, at det første skridt var at bede til vor himmelske Fader om min situation. Som ældste Clement M. Matswagothata, områdehalvfjerdser, har sagt: »Vær bønsom, når I prøver at finde ud af, hvordan I kan blive selvhjulpne. Jeg forsikrer jer om, at vor himmelske Fader vil bringe tanker ind i jeres sind og vil velsigne jer.«

Hver aften henvendte jeg mig til vor himmelske Fader i bøn og bad ikke alene om udvej, men også om styrke til at handle på tilskyndelser. Jeg vidste, at »tro uden gerninger er død« (Jak 02:26).

Da jeg fortalte mine venner i menigheden om min situation, tilbød en søster mig et deltidsjob, som hjalp mig med at spare penge op til at forsørge mig selv. Jeg var så taknemmelig for, at jeg havde forbindelse til min menighed og kunne stole på dem i denne svære tid.

Endelig fandt jeg en ny værtsfamilie i Utah. Efter megen bøn følte jeg stærkt, at det var der, jeg skulle være. Jeg flyttede igen og fandt en UV-menighed, hvor jeg kunne fortsætte med at tjene og udvikle mig.

Denne oplevelse lærte mig, at selvhjulpenhed – åndelig eller timelig – ikke betyder at klare alt på egen hånd. Som ældste Gerrit W. Gong fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »›Selvhjulpenhed‹ betyder ikke, at man kun stoler på sig selv. I sidste ende betyder det tro på og tillid til Herren. Selvhjulpenhed er et valg, vi træffer om at komme til Herren, så han kan hjælpe os med at hjælpe andre.«

Gennem tro og ydmyghed kan vi give afkald på vore svagheder, og Herren kan »gøre det svage stærkt« (Eter 12:27). Mine svagheder blev til muligheder for mig til at komme Gud nærmere og sætte min lid til, at han ville hjælpe mig »til at handle, stå uafhængig og blive, som han er.«

Når som helst jeg føler mig usikker eller bange for fremtiden, hjælper det mig at føle fred at prioritere mit forhold til vor himmelske Fader og Jesus Kristus ved at bede, skabe kontakt med mine meddisciple og forny mine pagter.

Når jeg ser tilbage på min rejse, kan jeg se, at enhver udfordring var en mulighed for åndelig vækst. Ligesom min timelige selvhjulpenhed voksede, voksede min åndelige selvhjulpenhed i takt med, at jeg handlede for at styrke mit forhold til Gud.

Uanset hvor livet fører mig hen, husker jeg altid min mors råd om at se efter Kirken – at se efter Kristus. Jeg ved, at vor himmelske Fader og Jesus Kristus er fuldt ud klar over mine omstændigheder. Uanset hvor jeg tager hen, leder det at vende mig til dem mig altid i den rigtige retning.