2025
Min uddannelse gav mig muligheden for et liv fyldt med læring og tjeneste
August 2025


Fra UV-ugentligt

Min uddannelse gav mig muligheden for et liv fyldt med læring og tjeneste

Det var stressende og overvældende at forlade min ø for at tage en uddannelse, men det var det hele værd.

en elev sidder ved et bord med en computer og en notesbog

Der var tidspunkter, hvor jeg tænkte, at det ikke ville være det værd at fortsætte min uddannelse.

Jeg var flyttet væk fra min familie for at gå på universitetet. Jeg boede ikke i en særlig sikker del af byen. Og med al den bekymring, jeg havde omkring min sikkerhed og min økonomi, følte jeg ikke, at jeg lærte ret meget.

Men her er, hvad jeg indså: Jeg gjorde det ikke bare for min egen skyld. Min uddannelse handlede om mere end mig selv og mine erfaringer.

Anerkendelse af min handlefrihed

Jeg er fra Camotes, en lille ø i Filippinerne. Da jeg besluttede mig for at gå på universitetet for at blive lærer, flyttede jeg til Cebu, en større ø, der lå to timers bådtur væk.

Og i et stykke tid var jeg virkelig bekymret for min sikkerhed. Der var meget stofmisbrug og kriminalitet i det område, jeg boede i, så at komme fra mit hus til campus hver dag tvang mig nogle gange til at være i stressende og farlige situationer, og jeg havde ikke min families beskyttelse.

I den periode var der et citat fra præsident Thomas S. Monson (1927-2018), der ændrede, hvordan jeg tænkte på min situation: »Beslutninger afgør skæbnen.«

Jeg havde tænkt på alle de svære ting, der skete for mig, alle de ting, der var uden for min kontrol. Men med tiden kom jeg til at tænke på, at jeg havde truffet dette valg – jeg havde valgt at rejse væk fra min familie og få en uddannelse.

At vælge et liv fuld af læring og tjeneste

Denne erkendelse fik mig til at overveje, hvorfor jeg havde truffet dette valg. Og svaret kom hurtigt til mig: Jeg ville gerne være leder i min gren. Jeg ønskede at vende tilbage til mit lokalsamfund med større viden. Jeg ville undervise børnene på Camotes og opmuntre dem til at søge læringsmuligheder, der også kunne hjælpe dem med at velsigne deres fremtidige samfund. Det var den skæbne, jeg arbejdede hen imod.

Præsident Russell M. Nelson har engang sagt: »Vær ikke bange for at forfølge jeres mål – ja, selv jeres drømme! Der findes ingen genvej til udmærkelse og kompetence. Uddannelse er forskellen mellem at ønske, at være andre mennesker til hjælp og at være i stand til at hjælpe dem.«

Nu er jeg færdig med min uddannelse, og jeg bor igen på Camotes. Jeg underviser børn i første og anden klasse, og jeg er også førsterådgiver i min grens primarypræsidentskab, så jeg kan bruge min uddannelse endnu mere, end jeg havde forventet. Jeg ved, hvordan man er tålmodig med disse børn og lærer dem evangeliets principper på en måde, de forstår. Hver dag er jeg taknemmelig for, at jeg besluttede mig for at blive uddannet, på trods af hvor svært det til tider var.

Hvis I kæmper med skolen eller bare føler jer ængstelige over jeres nuværende situation, så husk at holde jer tæt på vor himmelske Fader og Jesus Kristus. De kan vejlede jer til læringsmuligheder, der vil velsigne jeres liv og hjælpe jer til at velsigne andre. Husk, at I ikke er alene – de forstår jer, og flere unge voksne, end I aner, har de samme følelser og problemer.

Og husk, at jeres beslutninger afgør jeres skæbne. I har kraften til at vælge et liv fuld af læring og tjeneste.