Templet i Manila i Filipinerne under belejring

Fotografi af templet i Manila i Filippinerne: Leo Camposano Imperial

Dignardino Espi, den ledende sikkerhedsofficer ved templet i Manila i Filippinerne, var ængstelig, da han mødte på arbejde om aftenen den 1. december 1989. Tidligere samme dag havde bevæbnede mænd i Manila indledt et oprør, der kastede byen ud i kaos. Det var det syvende forsøg på at vælte den filippinske regering på fire år.

På trods af den politiske uro havde Kirken et solidt fundament i Filippinerne. I løbet af de sidste 30 år var medlemstallet vokset fra en lille gruppe filippinske troende til flere end 200.000 hellige. Der var nu 38 stave i landet og ni missioner. Og siden indvielsen i september 1984 havde templet i Manila i Filippinerne været en kilde til stor glæde og åndelig kraft.

Ved templets vagthus fandt Dignardino sine kolleger, Felipe Ramos og Remigio Julian. Selvom de var færdige med deres vagter, ville de to mænd nødigt tage hjem. På den anden side af vejen overfor templet lå Camp Aguinaldo, en stor militærbase. Da vagterne vidste, at lejren kunne blive et mål for de bevæbnede mænd, var de bekymrede for at forlade deres poster og blive fanget i kampene. De foretrak at blive og hjælpe med at bevare helligheden af Herrens hus og dets grund.

Omkring klokken et om natten satte regeringsstyrker en vejspærring op ved et vejkryds nær templet. Nogle få timer senere pløjede en kampvogn gennem vejspærringen og beskadigede muren omkring templet.

Da volden brød ud på gaden, rekrutterede Dignardino og de andre sikkerhedsfolk templets to vogtere til at hjælpe dem med at sikre bygningen og dens område. En gruppe mænd søgte ly for myndighedernes beskydning og brød snart tempelportene op. Dignardino forsøgte at tvinge dem til at gå, men de nægtede.

Senere samme eftermiddag talte Dignardino med tempelpræsident Floyd Hogan og områdepræsident George I. Cannon over telefonen. Præsident Cannon rådede ham og staven til at søge ly inde i templet. Kort tid efter var telefonlinjerne døde.

Næste morgen var det fastesøndag, og personalet begyndte deres faste med at bede Gud om at skåne Herrens hus fra at blive vanhelliget eller skadet.

Dagen gik stort set som den foregående. Helikoptere fløj hen over og oversprøjtede tempelområdet med kugler. Et fly kastede flere bomber i nærheden, som knuste vinduerne i Kirkens distributionscenter og beskadigede andre bygninger. På et tidspunkt affyrede et jagerfly to raketter over templet og satte ild til en nærliggende mark.

Tidligt på eftermiddagen fandt Dignardino 10 bevæbnede mænd nær templets indgang. »Det, I finder inde i tempelbygningen, er af rent religiøs og hellig karakter,« fortalte han dem. Han var nervøs, men han blev ved med at tale. »Hvis I insisterer på at krænke bygningens hellighed, vil det hellige ved den forsvinde,« sagde han. »Vil I frarøve os disse velsignelser?« Mændene var tavse, og da de gik, vidste Dignardino, at hans ord havde rørt dem.

Den aften samlede Dignardino sine medarbejdere, og de søgte igen ly inde i templet. Han bad en inderlig bøn og satte sin lid til, at Herren ville bevare sit hellige hus.

Hele natten ventede de på, at bomberne skulle falde, men timerne tikkede væk i stilhed. Da daggry brød frem mandag morgen, forlod de forsigtigt templet for at undersøge situationen. De bevæbnede mænd var væk. Der var ikke andet tilbage end efterladte våben, ammunition og militæruniformer.

Dignardino og de andre mænd inspicerede grunden og fandt nogle skader på et par af de udvendige bygninger. Men selve templet var uskadt.