Til mødre med små børn
Til den nybagte mor, hvis baby aldrig sover
Midt i de søvnløse nætter med to små børn blev jeg mindet om, at Herren aldrig slumrer.
Foto brugt med tilladelse af forfatteren
Jeg var førstegangsmor til tvillinger på ni måneder. Min mand havde nattevagter, så jeg var alene om at tage mig af mine babyer om natten. Vi boede til leje i et lille hus med originale trægulve, der knirkede hver gang, jeg bevægede mig. Nætterne blev en udfordring, da vores to soveværelser lå ved siden af hinanden, og jeg var konstant nervøs for hvert eneste skridt, jeg tog.
For det meste sov vores babyer godt, hvilket jeg var meget taknemmelig for. Men nogle nætter, når den, der sov bedst, vågnede og græd, vækkede det uundgåeligt den, der sov dårligst, og så stod jeg med to trætte, skrigende babyer.
Jeg behøver næppe sige, at det var stressende og frustrerende at forsøge at berolige to babyer midt om natten alene.
En aften var det lige netop det, der skete, og jeg fik hurtigt den ene baby til at falde til ro og næsten til at falde i søvn igen i vores stue. Jeg gik tilbage til min anden baby, som stadig græd, og tog hende op. Midt i min voksende frustration kiggede jeg op og så et maleri af Kristus omringet af børn, der hang på væggen ved siden af hendes barneseng. Jeg tænkte på, hvor tålmodig, kærlig og øm han så ud sammen med dem.
Da jeg kiggede til siden, så jeg i mørket genspejlingen af min egen silhuet, der holdt min baby. Da jeg havde hængt det lille spejl op på væggen ved siden af, havde jeg ikke indset, hvilken sammenhæng det skabte med maleriet. Men da jeg så frem og tilbage mellem billedet af Frelseren med disse børn og mig selv med min søde, skrigende baby, blev jeg pludselig overvældet af tanken om, at jeg ikke var alene om dette. Jeg følte, at den trætte mor, jeg så i spejlbilledet, kunne være mere tålmodig, mere kærlig og mere øm, end jeg følte mig – ligesom han var – på grund af ham og hans eksempel.
Det var et øjeblik, jeg ønsker jeg aldrig vil glemme. Jeg er taknemmelig for påmindelsen om, at jeg aldrig er alene, og for hans eksempel på, hvordan jeg skal behandle mine børn, selv (og især) i de øjeblikke midt om natten.
Siden den nat har jeg fundet en særlig trøst i skriftens ord, der minder os om, at vi aldrig er alene – i vores prøvelser, i vores sorg eller i vores udmattelse som nybagte mødre.
Som ældste Robert D. Hales (1932-2017) fra De Tolv Apostles Kvorum udtrykte det: »I vores Getsemane [er vi] ikke ladt alene. Han, som våger over os, ›falder ikke i søvn, han sover ikke‹. (Salm 121:4). Hans engle her og bag sløret er ›rundt omkring [os] til at styrke [os]‹. (L&P 84:88) Jeg bærer særligt vidnesbyrd om, at Frelserens løfte er sandt, for han siger: ›Men de, der håber på Herren, får nye kræfter, de får vinger som ørne. De løber uden at blive trætte, de vandrer uden at udmattes.‹ (Es 40:31)«
Babyer, der vågner midt om natten, holder måske ikke op med det lige med det samme. Men vi kan finde trøst i at vide, at ligesom vi er der for vores børn, hvor trætte og frustrerede vi end er, så er vor Frelser og vor Fader i himlen der altid for os.