Til mødre med små børn
Jeg troede ikke, at jeg kunne tale om mine udfordringer, fordi nogen andre »havde det værre«
Gjorde det mig utaknemmelig at udtrykke vanskeligheder med min graviditet?
Morgenkvalme ramte mig omkring femte uge af min graviditet. Men det var ikke kun om morgenen.
Det var hele tiden. Den eneste lindring, jeg havde, var at sove.
Men næsten lige så slemt som det fysiske bjerg, jeg besteg, var den mentale kamp, der rasede i mit hoved.
Gjorde det mig utaknemmelig for den baby, der voksede inde i mig, at jeg følte mig elendig og ulykkelig? Havde jeg lov til at ønske, at min lidelse skulle ophøre, når andre kvinder, jeg kendte, ikke engang kunne få børn eller havde lidt tab?
Jeg følte mig skyldig over at udtrykke følelser af smerte, kamp eller nød – fysisk eller følelsesmæssig – når jeg sammenlignede mine udfordringer med andres.
Men jeg indså snart, at jeg havde fået forkert fat i det.
Ensomheden i sammenligning
Noget af det sværeste ved at være mor i dag er det konstante pres for perfektion, der får os til at sammenligne os med hinanden. Konkurrerende stemmer fra medier, naboer eller familie kan få os til at sætte spørgsmålstegn ved vores værd eller potentiale som mødre, se os selv som mindreværdige, fordi vi ikke lever op til andres standarder og i sidste ende devaluere den kærlighed og indsats, vi investerer i moderskabet.
Men jeg er nødt til at tro på, at det ikke er det, vores guddommelige Skaber ønsker for os.
Præsident Jeffrey R. Holland, fungerende præsident for De Tolv Apostles Kvorum, har mindet os om dette: »Vi er ikke en del af et kapløb om, hvem der er rigest, har flest talenter, er smukkest eller for den sags skyld mest velsignet.«
Vi er heller ikke i konkurrence om, hvem der har det værst! I de ensomme timer under min graviditet følte jeg, at jeg kun kunne udtrykke glæde og positivitet over for dem, hvis kampe jeg havde vurderet til at være værre end mine. I virkeligheden følte jeg mig deprimeret og håbløs, og jeg spekulerede på, om jeg var stærk nok til at blive mor. Den sammenligning gjorde mig endnu mere ensom.
Men som ældste Claudio D. Zivic fra De Halvfjerds har sagt: »Livet er forskelligt for hver eneste af os. Vi har alle en tid med prøvelser, en tid med glæde, en tid, hvor der skal træffes beslutninger, en tid, hvor der skal overvindes forhindringer og en tid, hvor vi skal drage fordel af vores muligheder«.
Vores oplevelser er forskellige og derfor vanskelige på forskellige måder. Vi kan erkende vanskelighederne i vores og andres situation uden at måle dem op mod hinanden.
I kan føle begge dele
Jeg besluttede mig for at tale med en terapeut om mine følelser, og hun lærte mig en livsændrende sandhed om følelser:
Vi kan have flere følelser på samme tid.
Efter at have været vidne til krige og stridigheder mellem nefitterne og lamanitterne skrev profeten Alma: »Og således ser vi den store årsag til sorg og også til glæde – sorg på grund af død og ødelæggelse blandt menneskene og glæde på grund af Kristi lys til liv« (Alma 28:14).
Nefitterne følte sorg og glæde.
Jeg indså, at det var muligt for mig at være ked af mine prøvelser, samtidig med at jeg var taknemmelig for, at jeg var gravid.
Ældste Dieter F. Uchtdorf fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt:
»Når vi er taknemlige til Gud i vore forhold, kan vi opleve en mild fred midt i prøvelsens stund. I sorg kan vi stadig opløfte vores hjerte i lovprisning. I smerte kan vi fryde os i Kristi forsoning …
At være taknemlig i sorgens stund betyder ikke, at vi er glade for vore omstændigheder. Det betyder dog, at vi med troens øje ser ud over øjeblikkets udfordringer.«
Vi kan give os selv lov til at mærke alle vores følelser, når vi også udtrykker taknemmelighed over for Gud for hans velsignelser og barmhjertighed.
Frelseren led for os alle
Da Frelseren led under sin forsoning, sorterede han ikke i alle de prøvelser og oplevelser, vi alle skulle gennemgå, og valgte alene det, han mente var det værste, og led så kun for det. Han bar dem allesammen.
Det inkluderer, som ældste Zivic sagde, »vores synder, smerter, depressioner, kvaler, skrøbeligheder og frygt, og sådan ved han, hvordan han kan hjælpe os, hvordan han kan inspirere os, hvordan han kan trøste os, og hvordan han kan styrke os, så vi kan holde ud og opnå den krone, der er beredt til dem, der ikke bliver besejret.«
Jesu Kristi forsoning er uendelig. Lad os, når vi bevæger os gennem livets trængsler og moderskabets op- og nedture, udtrykke uendelig taknemlighed til vor Frelser, hvad enten det er med tårer eller glæde, og løfte hinanden op.