Et brev til dem, der kæmper med at tilgive

Kære ven

At føle sig såret eller stødt synes at være en universel oplevelse. Folk omkring os siger eller gør ofte noget, der får os til at føle os vrede, overset, fornærmet, nedgjort eller ikke værdsat.

For mange år siden blev jeg såret af en i kirken. Jeg var vred og ked af det, og jeg ønskede, at hun skulle undskylde, men det gjorde hun aldrig. Jeg prøvede at glemme, hvad der var sket, og tænkte, at den smerte og vrede, jeg følte, bare ville forsvinde.

Men jeg bar den vrede i adskillige år. Den vrede, jeg følte mod denne person, ville ikke forsvinde.

En dag hvor jeg talte med en ven om hele situationen, ramte en tanke mig.

Tilgiv.

Ånden tilskyndede mig til at tilgive den person, som jeg nærede så meget vrede imod. Jeg var forbløffet.

Hvordan skulle jeg kunne tilgive denne person? Det var mig, der var blevet såret, så jeg fortjente at blive bedt om tilgivelse, ikke?

Jeg kæmpede med denne tilskyndelse i lang tid. Men jeg grundede over min Frelsers eksempel og hans lærdomme om tilgivelse:

»For tilgiver I mennesker deres overtrædelser, vil jeres himmelske fader også tilgive jer.

Men tilgiver I ikke mennesker, vil jeres fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser« (Matt 6:14-15).

Selv på korset bønfaldt Frelseren sin Fader om at tilgive de soldater, der korsfæstede ham (se Luk 23:34).

Jeg huskede også på præsident Russell M. Nelsons opfordring til at udøve »den ydmyghed, det mod og den styrke, der kræves både for at tilgive og søge tilgivelse …

Synes tilgivelse for nuværende umulig, så trygl om kraft og hjælp gennem Jesu Kristi forsonende blod.«

Med alt dette i tankerne bad jeg meget. Jeg bad til min himmelske Fader og sagde: »Hvis det er din vilje, at jeg tilgiver den person, så åbn dørene og hjælp mig med at få det til at ske, for jeg har ikke styrken til at gøre det selv.«

Den næste dag i kirken stod jeg ansigt til ansigt med den person, der havde såret mig. Vejledt af Ånden følte jeg, at jeg skulle bede hende om tilgivelse. Jeg undskyldte for til tider ikke at have været en god ven, og spurgte, om hun kunne tilgive mig. Det gjorde hun, og til gengæld bad hun mig om tilgivelse for det, hun havde gjort. Jeg tilgav hende.

Jeg gik derfra med lettelse. Mine sårede følelser forsvandt ikke lige med det samme, men jeg fik det bedre. Jeg var fri af den smerte og sorg, der så længe havde plaget mig. Jeg kunne komme videre med fred.

Nogle gange kan det virke umuligt at tilgive. Men at holde fast i vrede sårer bare endnu mere. Vor himmelske Fader ønsker ikke, at vi fortsat skal lide den smerte, sorg og vrede, som Jesus betalte så dyrt for, at vi skulle være fri for. Fordi han elsker os, ønsker han, at vi føler glæde.

Mine venner, vær villige til at give afkald på de byrder, I holder fast i. Giv dem til Frelseren, og luk hans kærlighed ind i jeres liv. Vælg ikke at blive ved med at føle jer såret. Vælg ham i stedet.

Søster Kristin M. Yee, andenrådgiver i Hjælpeforeningens hovedpræsidentskab, har vidnet om dette og sagt: »Herren forlanger, at vi tilgiver for vores eget bedste. Men han beder os ikke om at gøre det uden sin hjælp, sin kærlighed og sin forståelse. Gennem vores pagter med Herren kan vi hver især modtage den styrkende kraft, vejledning og den hjælp, vi har brug for til både at tilgive og blive tilgivet.«

Mine kære venner, I er så elsket. Jeres vej til tilgivelse kommer sikkert ikke til at ligne min. Men fordi vi alle er Guds børn og er så elsket, vil han tage sig af os hver især i henhold til vores individuelle behov. Han vil vise os vejen til helbredelse, selvom det tager tid.

Jeg håber, at I søger den tilgivelse, som jeres sjæl så desperat har brug for. Jeg håber, at mine ord har været en hjælp for jer, men endnu vigtigere håber jeg, at Ånden har vidnet for jer om sandheden om, at Frelseren kan give os fred, lindring og ro.

Kærlig hilsen

Jeres ven