2025
Da min fuldkomne plan røg i vasken, genopbyggede Kristus mig
Juli 2025


Jeg tror

Da min fuldkomne plan røg i vasken, genopbyggede Kristus mig

Jeg troede, at jeg var uigenkaldeligt nedbrudt, men Kristus var der til at sætte mig sammen igen.

en illustration af en kvinde, der samler et knust hjerte

Jeg har været medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige hele mit liv, men jeg vidste indtil for nogle få år siden ikke rigtigt, hvem Kristus var.

I en stor del af min ungdom i Kirken troede jeg, at jeg skulle være fuldkommen. Jeg fokuserede på handlingerne i efterlevelse af evangeliet, men jeg havde ikke hjertet med i det.

Så da jeg kom tidligt hjem fra min mission, skammede jeg mig. Da jeg blev ældre, begyndte jeg at lægge pres på mig selv for at få mit liv til at se fejlfrit ud.

Men efterhånden som mit liv skred frem, begyndte min fuldkomne plan at ryge i vasken, indtil der ikke var andet tilbage end mig og min Frelser.

Og jeg opdagede, at han var det eneste, jeg hele tiden har haft brug for.

Trukket væk fra sandheden

En del af det perfekte liv, jeg havde forestillet mig, var et skønmaleri af et tempelægteskab. Da jeg mødte min kommende mand, var vi begge aktive i Kirken, så vi gik ud fra, at alt nok skulle ordne sig. Vi blev gift hurtigt, uden at have haft mange afgørende samtaler.

Efter vores bryllup viste han sig at være en helt anden person, end jeg havde troet. Han gik stadig i kirke, men var psykisk voldelig og uærlig derhjemme.

Omkring samme tidspunkt faldt jeg over noget materiale, der var imod Kirken, og blev opslugt af tvivl og bitterhed over for evangeliet.

Jeg lovede mig selv, at jeg aldrig ville komme i kirke, læse Mormons Bog, tage i templet eller tale med en præstedømmeleder igen. Jeg havde gjort alle disse ting hele mit liv, og se bare, hvordan det var gået!

Jeg ved nu, at jeg kom så let ind i en spiral, fordi mit vidnesbyrd hvilede på mine forventninger til mit liv, ikke på Jesus Kristus.

Jeg indså, at jeg var nødt til at ændre mig

Der var to svære begivenheder i mit liv, der fik mig til at indse, at jeg var nødt til at ændre mig.

Først døde en elsket kusine. Ved hendes begravelse følte jeg Ånden fortælle mig, at det var tid til at vende tilbage til Kirken. Det havde jeg ikke lyst til! Men jeg havde en stærk følelse af, at min kusine også fortalte mig, at jeg var nødt til at vende tilbage til min tro.

For det andet gik min mand og jeg fra hinanden, da den psykiske vold fortsatte. Jeg følte mig beskyttet af engle under vores skilsmisse. Jeg var chokeret over, at jeg var vidne til mirakler, mens jeg oplevede det værste, der nogensinde var sket for mig.

For første gang i lang tid bad jeg og spurgte vor himmelske Fader, hvad han ønskede, jeg skulle gøre, og jeg tryglede ham om at redde mig fra mit knuste hjerte og mine dårlige valg.

Og det var der, jeg endelig indså, at jeg havde brug for at lære Jesus Kristus at kende.

Valgte Kristus

Det var ikke let at vende tilbage til Kirken. Jeg følte ikke, at jeg hørte til i begyndelsen.

Jeg havde det, som søster Kristin M. Yee, andenrådgiver i Hjælpeforeningens hovedpræsidentskab, beskrev det, da hun forsøgte at male et billede af Frelseren. Da hun troede, at malingen var tør, påførte hun en lak på overfladen. Men malingen var stadig våd, og meget af hendes arbejde blev tværet ud og tørret væk.

Jeg følte den samme fortvivlelse og håbløshed i min situation, som hun følte for sit maleri – som om jeg ikke kunne restitueres.

Men søster Yees mor sagde til hende: »Du får ikke det tilbage, du havde, men gør det allerbedste, du kan, med det, du har.«

Det er det, Jesus Kristus gør med hver enkelt af os. Han kan møde os, hvor vi er, og hjælpe os til at blive til noget smukt.

Med vejledning fra min biskop begyndte jeg for første gang for alvor at studere og lære om Jesus Kristus. Jeg følte, at Frelseren vejledte mig hvert skridt på vejen.

Jeg lærte, at alle er gået i stykker på en eller anden måde. Men Jesus Kristus kan helbrede os alle – også mig og min eksmand.

At lære om min Frelsers tilgivelse og kærlighed fik mig til at ønske det for mig selv, og da jeg blev helbredt, begyndte jeg også at ønske det for min eksmand. Med tiden tilgav jeg ham.

Han løfter de nedbrudte

Da jeg vendte tilbage til templet, blev jeg forbløffet over den kærlighed, jeg følte. Det var en helt anden oplevelse at gå i templet for min egen skyld og for at fokusere på min Forløser i stedet for bare at holde facaden.

Hvis denne oplevelse har lært mig noget, så er det, at Jesus Kristus lever. Han løfter de nedbrudte. Han og vor himmelske Fader lytter til vores desperate gråd om natten, hvor ingen andre er klar over den smerte, vi ikke kan undslippe. Han venter altid på, at vi skal vende tilbage til ham.

Søster Yee sagde også: »Jesu Kristi forløsende kraft er en af de største lovede velsignelser ved vores pagter«.

Uanset hvad I måtte gennemgå, så stol på mig, når jeg siger, at det at blive forløst ikke bare er en smuk slutning på et eventyr. Det er virkeligt. I kan blive forløst. I kan få jeres tro tilbage.

Det er det, der sker, når I helhjertet, oprigtigt og villigt lader Kristus komme ind i jeres liv.

Det er det, han har gjort for mig.